One day | ✔

//Afsnit 44. | Gud, jeg beder dig\\

Jeg var en af de heldige, som fik lov til at komme først ind og se Lucky. Hr. og Fru. Bolton, Mason og jeg kommer først ind og ser til Lucky. Efter får Marcus, Lucas, Xavier og Austin. Vi går stille og roligt ind til ham. Lægen åbner døren. Lucky har en iltmaske på. Hans højre ben er brækket og forbinding rundt om hovedet.

"Hans tilstand er ustabil i øjeblikket og han har svært ved at trække vejret ordentligt," fortæller lægen forsigtigt. Vi nikker alle sammen.

"Og hvornår vil han vågne?" Spørger Mason stille.

"Det ville jeg ikke kunne sige med sikkerhed. Nogle par uger?" Lægen går og efterlader os her sammen med Lucky. Man kan bare høre pulsoximeteren. Bip.. Bip.. Bip..
Jeg går over til sengen og tager hans hånd i min. Hans hånd er slet ikke varm. Hans læber har næsten ingen farve. Jeg kigger bekymret på ham. Hvordan skal jeg nogensinde tilgive mig selv? For at have fjollet rundt, også skubbede Lucky mig væk og bliver selv ramt..

Jeg kan ikke klare tanken. Det jeg frygter mest, er om han overhovedet vågner. For den bil drejede skarpt. Det kunne man høre på motoren. Jeg bunker mig ned og kysser blidt hans hånd.

"Bliv hos mig. Jeg ved, du klare den Lucky." Jeg rejser mig og går stille ud. Min hals er tør. Jeg synker en klump og er lige ved at græde. Dybe indåndinger. Drengene kigger på mig og jeg nikker bare. De rejser sig alle op og går derind. Jeg sætter mig alene på venteværelset. Mason kommer ud med Luckys forældre. De ser ud, som om de kunne selv finde på at hoppe ud foran en bil.

"Det var dejligt at møde dig endelig, Hope, men.. vi er nødt til at gå," fortæller Fru. Bolton. Det er forstående. De har et job at tage sig af. Jeg nikker forstående. Jeg rejser mig op og giver dem begge et kram.

"Hvordan har du det?" Spørger Mason mig. Jeg vender hovedet mod ham og kigger med triste øjne på ham.

"Som om jeg godt kunne dø i øjeblikket," svare jeg enkelt. "Og dig?"

"Phh, jeg kunne godt oppe ud foran en bil lige i øjeblikket." Jeg stirrer på ham. Alle elsker Lucky. Det giver god mening. Jeg elsker ham også. Prøv at tænk, hvis jeg aldrig havde mødt ham eller at vi aldrig rigtig talte sammen og blev venner. Jeg gyser ved tanken.

"Det burde du ikke. Lucky har brug for dig, når han vågner," fortæller jeg ham.

"Han har da mere brug for dig," smiler han halvt. Jeg utydeligt på hovedet og kigger ligeud. Jeg er bange for, at han nok vil hade mig.

"Jeg ved nu ikke."

Alle er gået undtagen mig. De sagde hvis der bare skete den mindste skulle jeg ringe til dem. Jeg nikkede. Jeg har sat en stol ved hans seng og holder hans hånd med begge mine.
Bip... Bip.. Bip..
Lyden gøre mig bange. For hvis den pludselig bliver stille, betyder det jo at han.. at han... er.. borte. Jeg kan ikke klare den tanke. Tanken får tårerne op i mine øjne og falder ned ad mine kinder. Græder lydløst. Jeg er så bange for at min gråd vil skabe problemer. Jeg holder mig for munden og lukker øjnene.
°
°

Jeg har været herinde i 1 uge, som blev til 2, som blev til 3. Der er næsten gået en måned og der er ingen tegn på, at han vil vågne i øjeblikket. Luckys forældre har også kommet her nogle par gange. For at tjekke op på Lucky, og der er sket noget nyt. De har købt mad til mig hver gang de kom, men jeg nægtede at spise. Jeg kunne ikke få mig selv til at spise, velvidende om at Lucky får intet.

Drengene kommer her også bare hver for sig. Jeg ved ikke hvorfor? Spiser de overhovedet? Spiser de ordenligt eller kan de ikke få dem selv til det?..
Sover de vidunderlig eller forfærdelig?

Mason åbner forsigtig døren og kommer ind. Jeg stirrer på ham og tvinger et smil frem på læberne. Han holder hånden op. Jeg kigger forvirret på ham.

"Du behøver ikke at prøve at smile. Jeg ved det er hårdt." Han kigger på mig. Jeg nikker. Det er sandt. Jeg smiler til alle eller jeg prøver virkelig. Nogle gange føler jeg, han kender mig, bedre end jeg selv gør. Komisk, man burde jo kende sig selv, eller rettere finde sig selv.

Jeg går hen og krammer ham. "Jeg kan ikke klare at se ham sådan.. det er bare ikke ham.." Snøfter jeg ind i hans skulder. Han stryger min ryg.

"Det okay.."

"Hvad hvis.. han ikke vågner?.."

"Nej, ikke sig sådan noget. Jeg ved, han vil vågne!"

"Det kan du ikke vide med sikkerhed."

"Jo jeg kan. Jeg ved det. Jeg kan mærke det."

Mason trækker en stol hen og sætter sig ved siden af mig. Jeg ånder tungt ud. Jeg tager igen Luckys hånd i mine. Mit hoved vender jeg mod Mason. Han kigger tilbage på mig. Han kigger undrende på mig. "Hvad er der?" Spørger han roligt.

"Ved du om Lucky.. måske.. når.. han vågner er.. sådan sur på mig?" Spørger jeg nervøs. Jeg måtte nødt til at få det ud. Det har sat sig fast i mit hovedet. Jeg kan bare ikke få tanken ud. For hvem ved?

"Nej, hvorfor i alverden.. Vent, hvor længe har du haft den tanke?" Jeg kigger væk og ser på Lucky. Det ved jeg ikke? I lang tid. Idk..

"Oh, siden ulykken skete," mumler jeg. Han rejser sig op og jeg følger ham med øjnene. Han ser chokeret på mig og sætter sig ned igen. Jeg ligger mit hoved på hans skulder. Han spændte krop bliver afslappet. Han slapper af. "Undskyld," mumler jeg.

"Jeg vidste ikke, du havde det sådan, Søs," siger han rasende på sig selv. Hvorfor er han så hård mod sig selv?

"Du skal ikke være så hård mod dig selv." Han trækker på skulderne.

Efter et stykke tid, hvor vi har snakket og holdet øje med Lucky. Tager han dog hjem.
Bib.... Bib..... Bib......
Lyden bliver svagere og svagere. Jeg ser over mod maskinen. Hans puls hjertebanken bliver svagere.

Nej, nej, nej.. Lucky bliv hos mig og det er dér det sker. Første gang i hele mit liv. Jeg beder til Gud.

Kære Gud, hvis du virkelig findes. Red Lucky. For det skulle ikke være ham, der var blevet ramt, men mig. Jeg vil gøre alt for at få ham tilbage. Ligemeget hvad det er, bare red ham!

Jeg græder, da jeg høre det lange bib lyd. Min tåre glider ned ad kinden og på Luckys hånd. Alting er sløret. Jeg kan intet se. Han er væk. Han er virkelig væk. Han lovede mig han aldrig vil forlade mig. Jeg stolede på ham, men..

Bib.. Bib.. Bib..

Lucky bevæger forsigtig hånden. Han åbner øjnene. Det er dér, jeg finder ud af, at Gud hørte min bøn og jeg måtte betale for det..

"Hvem er du?"

Heeeey! Det var altså slutningen. Jeg håber i kunne lide historien her. Tak for at i har nået hertil, men hvis i ikke har. Har jeg en broken heart!

Tusind tak for at i har læst min historie, brug tid på at læse den og stemt på den! Det har været fantastisk af skrive denne historie!
Jeg håber virkelig i kunne lide hvordan jeg skrev det. For hvis ikke, ville jeg elske og høre hvordan jeg kunne forbedre mig!<3

Jeg har overvejet om der måske skulle komme en 2'er? Jeg ved ikke..
Hvad synes i?
Jeg skriver jo for i kan læse det, hvis i gerne vil have en 2'er, så smid da lige en kommentar!

Baiii, GUYS! See Ya! :3

Nina xoxo