Forelsket eller bare en leg?

Mine tanker bliver sat på plads..

<>Kapitel 34<>

Jeg krammede ham, han tøvede en smule i starten han var nok bare chokeret. Det samme var jeg.

Der var gået dage siden jeg sidst så hende, Isabella. Hun sagde at jeg skulle leve mit liv, og hun ville komme ind i det meget snart igen, hun gik igennem lorte kemo og strålebehandling, det var i brystet, men nu havde det spredt sig via. lymfekræsølbet i armhulen. 

Celine: "FUCK NOGET LORT!"

Jeg skreg ind i en pude, Alex kiggede bare ked af det på mig og prøvede på at få mig til at slappe af. Det virkede bare ikke. 

Alexander: "Celine, hun får det ikke bedre af at du skriger ind i en pude"

Celine: "Hvorfor vil hun ikke lade mig besøge hende??!"

Mine øjne var våde og røde af tåre, da han så mig sank han endnu mere sammen end han var i forvejen.

Alexander: "Fordi... Øh"

Celine: "JA?!"

Alexander: "Hun vil bare ikke have at du ser hende sådan.. Skaldet, og syg"

Celine: "Men jeg er da ligeglad? Hun er min veninde, nej. MIN BEDSTE VENINDE. Og jeg vil støtte hende"

Alexander: "Jeg ved det"

Han trak mig ind i et kram og lagde sit hovedet på mit, han kyssede mig i håret og færdig gjorde sin sætning.

Alexander: "Men handler hendes sygdom om dig? Eller handler den om hende?"

Jeg fældte endnu en tåre, mest fordi jeg lige opdagede hvor selvisk jeg var.. Jeg tænkte slet ikke på det var dobbelt, nej..  ti tusinde gange værre for hende end det var for mig, jeg skulle respektere at hun ikke ville have at jeg så hende sådan.. Men jeg kunne da stadig ikke bare lade hende være alene?

Celine: "Du har ret.. Men.. Tror du virkelig hun vil være alene?"

Alexander: "Jeg ved det ikke.. "

Han trak sig væk fra krammet og holdte en hånd på vær sin side af mine skuldre, han kiggede ind i mine øjne, og jeg kiggede ind i hans.. 

Alexander: "Vi besøger hende i morgen"

Han blinkede til mig, og prøvede på at få mig til at smile.. 
Et lille smil kom frem på mine læber, men det kunne næsten ikke ses. 

Alexander: "Hvor er din mor?"

Celine: "Hun er Bella's sygplejske"

Alexander: "Okay.. Det er sent.."

Celine: "Jeg ved det.."

Alexander: "Skal jeg gå?"

Jeg svarede ikke. Jeg havde ikke lyst til noget som helst, andet end at græde og så videre. Men jeg ville alligevel have at han var der, jeg ville være sammen med nogle. Jeg ville ikke være alene. Så jeg trak bare på skulderen som svar. Han forstod vidst hentydningen til at han selv måtte bestemme og valgte så at blive..

Vi havde set film i et par timer, jeg havde bestemt en og han havde bestemt en. Det var virkelig blevet sent nu så vi skiftede vores tøj og gik ud på toilettet. 

Alexander: "Kom jeg mundre dig op"

Han smilede til mig, og tog min tandbørste, han proppede tandpasta på og gjorde det samme med sin egen.

Celine: "At børste tænder mundre mig ikke op"

Han små fniste og rakte mig så hans tandbørste.