Forelsket eller bare en leg?

Chokerende nyheder

<>Kapitel 33 -  INFO NEDERST! HUSK At LÆSE DET!<>

Vi gik med lange skridt mod Alexander's hus, hånd i hånd hen af fortovet. Hans varme hånd varmede min op, det kolde vejr var kommet hurtigt til Danmark, og det var jeg vidst godt irriteret over, jeg hadede kulde som bare fanden selv..

Alexander: "Du skælver"

Hans brune øjne kom i kontakt med mine, jeg smilede og kiggede ned i jorden.

Celine: "Det er en smule koldt"

Jeg kiggede op på ham igen, han smilede og kiggede frem mod stien. 

Varmen havde en hurtigt effekt på min kolde krop da vi kom ind gangen til hans hus, vi gik ind i stuen men fandt hans far der lå sovende.

Alexander, hvisker: "Ind på værelset"

Han trak mig i armen inden jeg nåede at svare. Jeg blev nærmest kastet ind på værelset, han lukkede  døren.

Celine: "Jeg troede din far arbejdede 24/7 i sit firma?"

Alexander: "Alle mennesker skal have en pause nogle gange"

Jeg nikkede forstående, han satte sig på sengen og jeg satte mig der også, bare et stykke længere fra ham.

Alexander: "Jeg bider altså ikke"

Han grinte.. Jeg ved da godt han ikke bider, jeg ved bare ikke om det var en god ide at tage hjem til ham, vi skulle havde været blevet i pakken men bare hvor vi stoppede med at kysse, det er ikke sådan man løser en konflikt lige meget hvilken situation.

Celine: "Hmm"

Jeg løftede det ene øjenbryn og han begyndte at grine igen.
(Mobil ringer)

Jeg rækkede ud efter min mobil i lommen, det var Isabella.. Hun ville nok bare spørge om hvad der skete med Alexander så jeg svarede ikke..

Alexander: "Hvem var det?"

Celine: "Bare Isabella, men hun spørger sikkert bare om vores samtale.. Jeg skriver til hende senere"

Alexander: "Du ved.. Celine.. Øh, jeg vil faktisk gerne spørg..."

(Mobil ringer)

Jeg tog min mobil frem igen, og det var Isabella. Denne gang tog jeg den, hun ringede aldrig 2 gange i træk, eller vent jo der var en enkel gang hvor hun var deprimeret over der ikke var noget is i hendes fryser og jeg tog den ikke første gang.. 
Jeg grinte lidt for mig selv inden jeg tog telefonen.

Celine: "Hey Bella"

Anita: "Celine?"

Celine: "Nårh, hej Anita"

Anita var hendes mor, jeg havde ikke snakket med hende siden den gang hvor Isabella lå på hospitalet.

Anita: "Celine.. Kan du komme ind på hospitalet?"

Hendes stemme var grådkvalt, tårene havde opslugt hendes hals, vent hospitalet? 

Celine: "Hvad er der sket?!"

Alexander kiggede på mig med forvirrede øjne, jeg ventede på Anita's svar, men der var bare stille i den anden ende af telefonen.

Anita: "De-et er Isabella.." 

Hun holdte en pause, for at samle tårende ind.. Jeg kunne ikke se hende men jeg kunne forestille mig hendes ansigt og ansigts udtryk gennem hendes stemme...