girls can do everything

20{} UCL

"Godmorgen skat" siger min mor da jeg kommer traskende ned af trappen "Godmorgen mor" mumler jeg. Jeg finder mig noget morgenmad og sætter mig på en stol. Natalie er i bedring.De har dog givet hende noget stærkt medicinpis, så hun er ikke vågnet endnu Hun kan vågne idag, og Natalies forældre har lovet at ringe, hvis hun vågner. De valgte at give en form for kemo selvom hun sov, så hun må snart tage hjem.

Det er nu december.
Jeg håber på det bedste julemirakel idag.

Jeg er på vej til skole. Det er virkelig mærkeligt at vide at jeg ikke skal se min beeeeedsteee ven. Selveste Marcus Gunnarsen.
Og når man taler om solen, min telefon begynder at ringe og navnet er som end
'Marcus' jeg tager den hurtigt. Han ringer over FaceTime. Sikkert for at se mit enormt kønne ansigt.

(Samtale her)

Mig: "Hvaså kønne?"
Han griner
Marcus: "Halløj, du"
Mig; "Hvad sker der?"
Da han jo nok har ringet af en eller anden mærkelig grund
Marcus: "Jeg kan ikke holde ud at høre på Martinus"
Han får et opgivende ansigts udtryk, som jeg ikke kan lade være med at grine af
Mig: "Det er der ingen af os der kan"
Marcus: "Nej, men han snakker kun om patter og pik"
Jeg griner

Mig: "Du er en dreng. Du tænder på det. Hvad er poblemet så?"

Marcus: "Vi skal snart optræde og han kan ikke koncentrere sig!"

Vi snakkede indtil jeg nåede til skolen.
Jeg smider tasken på min plads og går over til drengene. De står og snakker om nogle fucking random sko.

Timen begynder og vi har matematik. Jeg hader matematik.
Midt i det hele kommer læreren gående ned til mig og prikker mig på skulderen "Du skal op til rektor. Mrs Johnson" siger hun og går igen.
Åh gud. Hvad har jeg nu gjort? Jeg kan ikke huske jeg har gjort noget, men der er sikkert sket et og andet. 

Den kolde trædør glider nemt op da jeg skubber til den. Jeg skubber døren op ind til rektor. Inde ved ham står en mand. Og min far? Jamen hej far, hvor har du ikke fortalt du kom på besøg idag. Fortæller vi ingenting til hinanden mere? Vi tager den når vi kommer hjem.  

Jeg sætter mig i stolen og venter bare på en af dem spytter ud med en forklaring. Ikke at jeg klager, jeg går jo glip af matematik. 

Rektor rømmer sig "Mrs Johnson. Godt du kom" siger han "Denne her mand," siger rektor og gør en gestus mod manden, jeg ikke kender "er talentspejder for UCL elite fodbold hold" siger rektor. Stop en halv. Den UCL? Den UCL som ligger i England og som jeg aldrig nogensinde troede jeg ville komme ind på, fordi hvorfor mig? Det er for syret det her. Min teenage film af et liv bliver bare bedre og bedre. 
"My name is Charlie Fox," siger manden, " We are right now about to accept more players from others contries than England, and you are a pretty good option. Thats why we will give you the chance to go on UCL" siger Charlie og smiler lidt. Jeg sidder og er fuldstændig mundlam. Det virker alt for surrealistisk. Som om nogen lige om lidt springer frem fra reolen og skriger, at det hele er en stor joke. 

Visitkort. Jeg fik deres visitkort. De stopper med at tage imod tilbagemeldinger om 4 uger. Jeg har ikke kunnet fremmande et eneste ord. Ikke et eneste ord er kommet ud af min mund den sidste halve time. Det er livsrekord. Og det kommer højst sandsynligt aldrig til at ske igen. Jeg siger ikke noget til drengene da jeg kommer ud i skolegården. Ingen ting. Det er ihvertfald planen.

"Fuck du ligner en, der har set et spøgelse" De griner og jeg griner med. De spiller videre. Jeg stak dem en løgn og fortalte, at jeg skulle opsummere fodboldstævnet, som vi vandt. Jeg ved, at hvis jeg tager afsted så efterlader jeg de personer, som betyder allermest for mig og det har jeg ikke behov, for at fortælle dem. Ihvertfald ikke lige nu, de har deres egne karriere valg at tænke over. De skal ikke tænke på mine. Det er for meget at forlange. 

Resten af dagen er stille. Det ændres dog derhjemme. Ved aftensmaden skal det nye samtaleemne bringes op. Mig og min uddannelse. Mor smiler "Skat, du vil ikke kunne lide denne ide, men det gør den ikke nødvendigvis dårlig, " hun smiler endnu bredere og fortsætter "hvis du beslutter dig, for UCL så har vi snakket om, at vi flytter derover." det kan de bare ikke mene. Nej det er helt forkert, det var jo ikke sådan planen skulle være. Planen skulle være, at jeg skulle kunne komme her hjem når som helst og besøge alle mine venner (hvis de ikke er i gang med uddannelse) og min familie. Her, i Norge og ikke i England. Det kan ikke være planen. For hvis det er, så stinker den.