Wounded [AFSLUTTET]

Kapitel 6. Aftalen med Martinus

søndag:

"GODMORGEN!" råbte Alberte, "jamen hej til dig" svarede jeg træt. "vil du ikke med ud og shoppe det er sent" spurgte hun, "vent hvad er klokken?!" spurgte jeg skrækslagen, "øhhh, 10:45" sagde Alberte forvirret, "Shit jeg må gå" sagde jeg og spurtede ud på badeværelset. "ven hvad skal du" spurgte Alberte, "øhh har en aftale" skyndte jeg mig at sige. Jeg ville ikke have hun vidste at jeg skulle være sammen med Martinus, hun er jo fan. Selvom hun er en af mine bedsteveninder holder jeg det lige for mig selv. Jeg hoppede i tøjet og satte mit hår op i en hestehale.

Maries outfit:

Jeg løb ned til hallen, kampen var gået igang (kun sådan 2 min). Jeg spottede Martinus sidde på første række, han havde holdt en plads<3 Jeg gik derhen, "undskyld jeg kom forsent" sagde jeg undskyldende, "det okay, jeg troede faktisk du ville disse mig" sagde Martinus, "aldrig" sagde jeg. 

Martinus spurgte super meget ind til kampen, det var faktisk super cute. Meget lavt niveau så ville spørge ham om han ville se en u18 kamp senere, så kunne han se noget rigtig håndbold! "hvad fanden betyder det?" spurgte Martinus og pegede på dommeren der bøjede hans hånd, "det betyder at der var overtrådt" grinte jeg af ham, "hey! det ik sjovt" sagde han og skubbede til mig, "men Martinus du må da vide lidt om håndbold, din lillesøster spiller det?" spurgte jeg, "hun startede for sådan en uge siden" grinte han. "nåh hun er da naturtalent" sagde jeg begejstret. "det er hun vel" sagde Martinus.

Kampen er lige slut og jeg sidder bare på bænken alene, Martinus skulle lige over at sige tillykke til Emma (de vandt). "så jeg tilbage" sagde Martinus, "jeg tænkte om du ville se den u18 kamp der bliver spillet her i aften?" spurgte jeg, "altså med dig?" spurgte han forvirret. "øh ja" spurgte jeg lidt nervøst. Pis hvad nu hvis han ikke kunne lide mig, altså som venner. "ville da være super hyggeligt" smilte Martinus, "mødes vi så kl 21?" spurgte jeg, "ja, men hvad skal du nu?" spurgte Martinus. "skal dsv spille en kamp, så må faktisk videre" sagde jeg. "okay" sagde Martinus lidt trist. 

YAS vi vandt kampen 10-15 muhhah. DET BETYDER VI ER I FINALEN! Jeg har bare taget noget tøj på, skulle jo mødes med Martinus. "såh Marie glæder du dig?" spurgte Luna der kom ud af badet, "ja faktisk" sagde jeg og begyndte at smile, hvorfor gjorde jeg dog det?! "nurrgh" sagde Luna, jeg kastede bare en pude i hovedet på hende. 

Jeg kom hen i hallen og så Martinus... og Marcus. Håbede bare det kun var mig og Martinus. "hej" sagde jeg,  "hej" sagde Martinus og krammede mig, "ja du må se være Marie" smilte Marcus, "det er korrekt!" sagde jeg stolt, "efternavn?" spurgte Marcus, "Johnson" sagde jeg, "så hedder du John fra  nu af" smilte Marcus. "du latterlig" grinte jeg, "jeg syntes faktisk om det" grinte Martinus, han fik et dræberblik og så satte vi os ned. 

Kampen blev fløjtet igang. Marcus og Martinus så virkelige interesseret ud i spillet. "JOHN HAN DRÆBTE HAM JO NÆSTEN!" råbte Marcus helt overrasket, "Det er derfor han fik 2 min. " sagde jeg. "han burde sku da have haft 2 år" sagde Martinus. Jeg grinte bare af dem. De syntes det var så fandens voldeligt. Under kampen tog Martinus min hånd, uhh det føltes rart. Jeg tror måske jeg kan lide ham? som mere end venner?

Tak fordi i læste med