Tåre

76 3 0
                                    

Jeg mistede tidsfornemmelsen. Jeg har ingen ide om hvor længe jeg sad der alene, men det var længe. Pludseligt bankede det på døren. "Gå væk," råbte jeg surt mod døren. "Ashley det er mig, Collins!" Hvad er det den dreng ikke fatter? Jeg vil ikke snakke med ham! Alligevel var der noget ved ham som fik mig overtalt til at låse døren op. Da han kom ind sad jeg sammenkrympet på toilettet med mine arme om mine knæ. Før jeg vidste af det havde han trukket mig ind i et kram. Jeg strittede ikke imod men krammede med og græd ned i hans skulder. Jeg ved ikke hvad det er, men der er noget beroligende over Collins. Måske er det det med at han ikke flygter ligesom alle andre. Han minder på en eller anden måde om min bror. Den eneste som forstår mig. Desværre ved jeg ikke hvad der vil ske i fremtiden, når jeg uheldigvis kommer til at se ham i øjnene og læse hans tanker. Jeg håber på en eller anden måde at Collins er anderledes end de andre og ikke vil se mig som et monster..

Det var 4 afsnit håber i kunne lide den! Ses snart💕

TroublemakerTahanan ng mga kuwento. Tumuklas ngayon