Warrior | #varulv

| 3 |

Mig: "Hvordan ved du hvem jeg er?"
Marcus: "Din familie. Du har været her før, og vi har ventet på at du en skønne dag skulle komme tilbage igen."
Mig: "Kendte du min familie?"
Marcus: "Nej, jeg er kun et halvt år ældre end dig - men alle kender din familie, eller i det mindste ved de hvem din familie var. Dine forældre var alfaerne, Zira."
Mig: "De var hvad?!"
Marcus svarede mig ikke, han kiggede blot på sydflokken. Marcus var grå overalt, undtagen poterne, maven og halsen hvor han var hvid. Hans øjne lyste blåt, som mine. Han skulede til mig med et svagt smil. Hurtigt kiggede jeg væk, han måtte ikke vide at jeg stirrede - selvom han nok havde set det. I stedet valgte jeg at fokusere på scenen der foregik midt på engen. To store hanner, en rød og en grå stod overfor hinanden. Hvis ikke jeg vidste bedre ville jeg tro at de var alfahannerne. Bagved den røde ulv stod Marius. Marius som havde hjulpet mig i skoven, eller.. hjulpet og hjulpet, han havde i hvert fald ikke behandlet mig som de andre sydfloksulve havde. Pludselig kiggede alle de tre ulve på midten i min retning. Jeg lagde min ører ned i ubehag.
Marcus: "Den grå er Sarian - nordflokkens leder, den røde er Virlante - sydflokkensleder og den brune er Virlantes søn - Marius."
Jeg skævede til Marcus. Lederne og Marius kiggede stadig på mig.
Sarian: "Zira, kom herop."
Jeg spærrede øjnene op i chok, jeg havde ikke lyst til at træde frem. Ulven til højre for mig og Marcus skubbede mig blidt fremad. Jeg stak halen mellem benene og travede op til dem.
Virlante: "Den legendariske Keyas datter, det er en ære at møde Dem."
Den røde hanulv bukkede for mig. Jeg kiggede nervøst på Marius, som nikkede til mig i signal om at jeg skulle bukke også.
Mig: "Æren er på min side."
Jeg bukkede akavet, det lød mere voksent end jeg havde regnet med - men det var jo en god ting.
Sarian: "Jeg beklager at jeg ikke fik præsenteret mig selv før, Zira. Mit navn er Sarian, jeg er din moders ældste bror."
Jeg nikkede til ham, uden at vide hvad jeg skulle sige eller gøre.
Virlante: "Nå, men det jeg egentlig ville tale med Dem om, Sarian.. Jeg vil gerne bede Dem om at overdrage noget af Deres territorium til sydflokken."
Sarian: "Og hvorfor skulle jeg det?"
Virlante: "Vi er fattige på mad, og kan knapt nok forsørge vores ældre."
Sarian: "De må være blevet gal! Vores forfædre delte for århundrede siden territoriet i 2, og vi må respektere dem. Det skal forblive sådan."
Virlante: "Sarian, De aner ikke hvad De snakker om. Vi er villige til at kæmpe - endda dræbe, for føden. Jeg beder Dem, De starter en krig De ikke kan vinde."
Sarian: "Så må det blive krig, jeg vil ikke opgive et græsstrå for Deres skyld."
Virlante: "De vil fortryde dette, Sarian. Sydflokken vil sejre, og nordflokken vil lide hungersnød. De startede dette. Husk det."
Med den kommentar vendte Virlante sig om og ledte sin flok væk. Jeg fik øjenkontakt med Marius, hans blik var ikke som før. Det var iskoldt nu. Ikke engang et strejf at den allermindste følelse kunne ses på ham. Vi var fjender nu, og sådan skulle det nok være resten af vores tid. Marius vendte sig om og galoperede efter sin flok.
Sarian: "Kom Zira, lad mig vise dig dit nye hjem."
Vi vendte os den modsatte retning af sydflokken og travede afsted mod lejren. Jeg havde Sarian ved min højre side, Marcus ved min venstre og flokken i hælene. Havde jeg endelig fundet min familie?