Warrior | #varulv

| 4 |

Marcus og jeg var gået en smule væk fra resten af flokken, for at få lidt fred.
Marcus: "Hvad snakkede de om?"
Mig: "Noget med krig og territorier. Jeg ved det ikke."
Jeg kiggede på Marcus. Han var blevet helt stille, og så bekymret ud i luften. Havde jeg sagt noget forkert?
Mig: "Hvordan bliver man egentlig menneske igen?"
Jeg skiftede emnet i et desperat håb om at den akavede tavshed skulle forsvinde.
Marcus: "Det ved jeg ikke. Det er kun de bedste af de bedste der har kontrol over det. Min krop plejer at skifte et par gange om måneden, så når jeg at være menneske i nogle timet før jeg bliver ulv igen."
Jeg kiggede på ham.
Sarian: "Velkommen til lejren, Zira."
Sarian havde sunket farten, og endte på venstre side af mig som han var før. Jeg kiggede lidt rundt. Det var en slags uddybbing i jorden, med en stor sten i midten og forskellige grotter rundt i væggene. Indgangen til lejren var igennen et hul i jorden. Vi gik ned igennem hullet og endte med at komme ud af den største grotte i væggen.
Mig: "Hvor skal jeg sove henne?"
Sarian: "I de unge krigeres rede."
Jeg kiggede på ham som var jeg et stort spørgsmålstegn.
Mig: "Og det eeeer?.."
Marcus: "Følg mig, jeg sover i samme rede."
Jeg vendte mig om og fulgte efter Marcus ind i en af grotterne. Der var helt mørkt, men det gjorde ikke noget. Jeg havde jo nattesyn nu. Vi gik igennem den snævre indgang og endte i et større kammer. Gulvet var dækket af blade og mos for at gøre det behageligt. Rundt omkring lå der nogle forskellige ulve. Nogle af dem sov, andre kiggede op på mig. Marcus hviskede så de sovende ikke ville vågne.
Marcus: "Der sover kun ulve omkring vores alder herinde. Jeg sover i hjørnet, kommer du?"
Jeg nikkede, og vi listede os over i hjørnet og lagde os ned. Det var kun få centimeter der adskilte os fra hinanden. Der gik ikke lang tid før jeg faldt i søvn.