Warrior | #varulv

| 6 |

Jeg bryder ud i latter. Det er en blanding af forvirring, nervøsitet og desperation.
Mig: "Go' joke!"
Jeg griner, det lød nu mere som et spørgsmål end en konstatering.
Marius: "Øhm ja. Det var ikke rigtig en joke."
Jeg stopper med at grine, og kigger forundret på ham.
Mig: "Er der da to ulve der kan præge på en?"
Han holder en kort pause.
Marius: "Hvorfor? Har en anden da præget på dig?"
Mig: "Øhmm.. Ja."
Jeg kigger nervøst op på ham. Han spænder i benene, som en måde at kontrollere sin vrede på.
Marius: "Og hvem er det?"
Jeg stirrer på ham.
Mig: "Hvorfor er det vigt-"
Marius: "Hvem er det?"
Mig: "Marcus!"
Marius: "Marcus."
Han tygger lidt på navnet.
Marius: "Han betyder ikke noget for dig, vel?"
Mig: "Jo. Men ikke på den måde."
Marius kigger væk og nikker stille.
Marius: "Ville du nogensinde overveje at være sammen med mig?"
Han vender sig, og kigger mig dybt ind i øjnene.
Marius: "Selv om det er ulovligt?"
Siger han forførende. Jeg føler at jeg falder i trance.
Mig: "Nej, det ville jeg ikke overveje."
Jeg holder en pause.
Mig: "Fordi det ville jeg gerne."
Og så rører vores snuder. Han presser sin pande mod min pande. Efter et par sekunder trækker vi os væk. Vi inhalerer luften, og lader et gyldent hyl slippe ud. Vores stemmer klinger perfekt, som skabt for hinanden. Pludselig stopper vi og kigger på hinanden.
Marius: "Det sku' vi ikke have gjort det der. Hurtigt! Lad som om jeg jagter dig ud."
Han sætter i løb efter mig. Jeg er allerede godt igang med at stikke af. Jeg kan hører flere poter dukke op bag mig, men jeg er hurtigere end dem. Da jeg krydser grænsen fortsætter jeg med at løbe, indtil jeg når lejren. Jeg skynder mig hen til Sarian.
Mig: "Jeg har begået en frygtelig fejl!"