Warrior | #varulv

| 2 |

Med et stor spring kom jeg over den løbende bæk. Kvistene og grenene knækkede nedenunder mig som jeg løb. Månen kastede flotte skygger på skovbunden. Jeg åbnede munden og hylede af begge mine lungers fulde kræft. Overraskende nok fik jeg et hyl retur, jeg fulgte efter den tydelige lyd. De få minutter jeg løb i føltes som sekunder, og jeg vidste at jeg kunne løbe 10 gange hurtigere og længere. Jeg satte farten op, som om jeg løb om kap med vinden selv. Lige pludselig forsvandt jorden under mig og det var som om jeg fløj - lige indtil jeg landede på den kolde jord lige med siden. Jeg blev liggende lidt og tænkte. Jeg havde ikke givet mig selv tid til at tænke siden jeg tog afsted fra børnehjemmet. Gad vide om nattevagterne havde opdaget at jeg var væk endnu? Eller måske Elise, som jeg delte værelse med. Uanset hvad var de fortid, jeg ville aldrig mere tilbage til det usle sted. Mine tanker afbrydes af lave stemmer.
???: "Prøv lige og se!"
???: "Hun er hvid?"
???: "Er hun såret?"
Jeg kigger op på ulvene der nærmede sig, mit ansigtsudtryk var nok en smule mere skræmt end jeg havde planlagt. De var 4. Den højeste af dem kom hen til mig.
???: "Rejs dig op."
Jeg gjorde som han befalede. Hanulven der stod foran mig var egentlig ret flot. Han var stor og mørkebrun og månen reflekterede i hans gyldne øjne - det fik dem til at fremstå lysende.
???: "Jeg hedder Marius, er det her din første gang?"
Jeg gloede på ham et stykke tid før jeg fik fremstammet noget.
Mig: "A-a-ahva?"
Jeg lagde mit hoved lidt på skrå, forvirret over det han sagde.
Marius: "Første gang du skifter? Hvad er dit navn?"
Mig: "Eh-øh-ja? Jeg hedder Zira."
Jeg satte mig ned forpustet, måske var jeg ikke i helt så god form som jeg troede.
???: "Det var da et underligt navn!"
En af hunulvene bagved Marius havde afbrudt vores samtale. Han kiggede om på hende og snerrede. Den røde hunulv lod sit blik falde tavst til jorden. Efter det kiggede han tilbage til mig.
Marius: "Er du syd- eller nordflok?"
Mig: "Det ved jeg ikke?"
Marius: "Det her er sydflokkens territorium."
Mig: "Okay?"
Marius: "Hvad er dit efternavn, Zira?"
Mig: "Lavita, Zira Lavita."
Pludselig begyndte de 3 ulve bagved Marius at knurre og snerre voldsomt. Han kiggede om på dem og så på mig.
???: "Nordflokken!"
???: "Jeg vidste det! Hun er jo kridhvid!"
???: "Jag hende væk, eller tag hende som gidsel?"
Mine blå øjne flakkede skræmt rundt imellem ulvene foran mig. Marius snerrede ikke.
Marius: "Jeg tror hellere du må gå.."
Mig: "Hvorfor? Hvorhen?"
Marius: "Lavita er efternavnet på storset alle ulvene i nordflokken. Gå mod nord."
Mig: "Hvor er nord?"
Jeg kiggede lidt pinligt på ham. En af de aggressive hunulve bagved Marius trådte op foran ham.
???: "Det skal jeg nok vise dig!"
Marius: "Selma, nej!"
Og med det satte hun i løb lige imod mig. Jeg kom lynhurtigt på benene og spurtede væk fra hende. Jeg var hurtigere, men hvis hun fik fat på mig var jeg dødsens. Vi løb i lang tid. Jeg kunne høre flere åndedræt forfølge mig. Det må være de 3 vrede hunulve og Marius.
Marius: "Zira, vent!"
Mig: "Jeg bliver lavet til ulveskin hvis jeg venter!"
Selma: "Det er rigtigt!"
Vi var nødt til at råbe for at kunne kommunikere. Efter hvad der føltes som timer kom vi til en eng. Jeg krydsede engen med lynets hast, indtil jeg kunne høre at de var stoppet. Jeg stoppet selv op og kaster et blik bagud. De står allesammen på en helt perfekt linje midt på engen.
Selma: "Kom herover din usle køter, så kan vi afgøre det her som ulve!"
Marius: "Nej Zira, lad være, bliv der! Nordflokken er på vej, jeg kan høre dem!"
Da Marius havde sagt at han kunne høre dem, koncentrerede jeg mig om min egen hørelse. Jeg lukkede al lyden og larmen ude af mit hoved og fokuserede på lyden af trampende poter og tunge åndedræt. Han havde ret. De var på vej - og de var tæt på. Før jeg vidste af det stod en hel række af knurrende ulve på begge sider af mig. Ham ved siden af mig stilte sig tæt på og hviskede til mig.
???: "Vi ved hvem du er, du hører til her. Mit navn er Marcus."