Mødet.

Kapitel 2

senere den dag, klokken er nu aftensmadstid for de fleste. hvilket vil sige Flemling og Gunner, Gunner følte et ansvar for at passe på Flemling efter at han jo havde dræbt hans mor.

Men Flemling ville ikke have hjælp, "Lad mig nu gå din fede nar, jeg gider ikke og havde din klamme mad, hvem hved om du ikke har givet den lopper" siger Flemling fra stødet. "Kom nu Flemling, det tog mig over en time at fange den skide due" Siger gunner opgivende, "Så kunne du da i det mindste have fanget en bedre en, jeg gider sku da ikke få ebola af det klamme lort"  "Det smager altså udemærket" siger gunner og smiler med sine klamme tænder. "Jear hvis man er til lorte mad som dig, så smager det vel fint"

Flemling for kigget tilbage, og for et chok over at se Niller nedstirre dem. "Hvad fanden vil den gamle stodder" siger Flemling opgivende "Han stiger meget intænst på dine fødder" siger Gunner, "Knyt sulten tykke, der var igen der ringede dig op vel?" afbryder Flemling. "Skal jeg spørger hvad hans problem er" siger Flemling "Altså det kan du vel-" men inden Gunner når at færdig gøre den sætning afbryder Flemling ham, "Der var ingen der spurgte, shit head" siger Flemling, "Altså du spurgte jo om-" "NEJ, du skal ik svare mig igen" Siger Flemling og går over imod Niller "O-okay" siger gunner. "Hvad fanden stiger du på mine fødder for hva?" snerre Flemling af Niller "J-jeg ville bare" "sniffe mine fødder, jear det havde jeg godt regnet ud din gamle perverse idiot" der bliver stille, Niller kigger ned. "Ja for du dårlig samvittighed nu hva, fordi tidligere idag ville du ikke have mine fødder der var du jo alt for klamme!" Siger Flemling irretret. "j-jeg ville jo bare have noget mad" Siger Niller svagt, og begynder at græde. Flemling stikker ham en flad, "Kom så grimme, tag det som en mand"