Huxi og rejsen til Akitas

Nostakkerne

Donk...donk...donk
Jeg vågner forskrækket, og sætter mig så hurtigt op, at jeg næsten bliver svimmel.
Donk...donk...donk, lyder det igen.
Jeg flyver ud af sengen, og skynder mig ind i det andet rum, hvor jeg kan høre at Trox ligger. Han snorker hver nat, som en elefant der har gået uafbrudt i fire uger.
"Trox!" Råber jeg, og rusker i ham. Intet svar, ikke engang en lille bemærkning til at han har hørt noget.
"Trox!!" Råber jeg, denne gang højere, så selv en elefant burde kunne høre det.
"Hva?" Mumler han, og slår øjnene op.
Donk...donk...donk, lyder det, denne gang, en del højere end sidst.
"Hvad satan?!" Siger Trox undrende, og kigger rundt.
"Hvad Søren er det for en lyd knægt?"
"Det er det jeg ikke ved, derfor vækkede jeg dig" svarer jeg.
Trox skal til at sige noget, da Elva kommer løbende ind, fra døren der fører ud.
"Vi må væk herfra nu!!" Råber hun.
"Pak de mest nødvendige ting, og skynd jer!"
Jeg skal lige til til at råbe til hende, at hun aldeles ikke skal bestemme Hvad jeg skal, og ikke skal, men Trox stopper mig.
"Når hun er sådan der, er det fordi det er alvorligt, forstår du det knægt?"
Jeg nikker, og begynder at pakke noget basalt. Lidt tøj, tæpper, optænding, kniv, og hvad jeg nu kan finde, som jeg vurdere til at være værd at slæbe på. Jeg har tros alt prøvet det før. Altså, at finde ting der er nødvendige for overlevelse. En ting du vælger forkert, kan være oversigten til at du ikke klare den. Og sidst, vaglte jeg heldigvis rigtigt. Men det var der andre der ikke gjorde. Jeg falder i mine egne minder, og stopper helt med at pakke. Min gode ven vaglte forkert. Han vaglte mad frem for kniv, og det kostede ham livet til en Tampo, der sprang frem fra resterne af den mur, den selv havde destrueret.
"Pak nu knægt, vi har ikke meget tid!"
"Når ja" svare jeg hurtigt, og skynder mig at pakke videre. Da jeg lige præcis for den sidste ting ned i en rygsæk jeg fandt, begynder der at drysse jord ned fra loftet.
"Flyt dig knægt!" Råber Trox til mig.
Jeg når lige at træde til siden, da et kæmpe stykke af loftet falder ned, lige der hvor jeg stod. Jeg står og stirre op på hullet, da et mærkeligt væsen dukker frem, og nærmest brøler af mig.
"Løøøøb!" Råber Elva.
Trox og jeg løber så hurtigt vi kan efter hende. Vi løber ud af et lille hul der er i væggen, længst væk fra hullet i loftet.
Vi når lige at komme ud derfra, før hele stedet styrter sammen. Jeg ligger mig tilbage, og er lige ved at falde over en sten på jorden.
"Ik' kig tilbage, bare løb, løb så hurtigt i kan!!" Råber Elva, næsten panisk.
Det er mærkeligt at høre henne sådan, da det plejer at være hende der bevare roen, og skælder ud på os andre når vi ikke tager os sammen. Jeg vil råbe noget tilbage, men koncentrere mig bare om at komme væk.
Vi løber et godt stykke tid, og stopper så op. Jeg kigger over på Elva, der står foroverbøjet og pruster. Jeg har aldrig set hende forpustet, men på den anden side, har jeg aldrig haft muligheden for det. Hun rejser sig op, og vi kigger samtidigt rundt. Trox er ikke med! Vi kigger paniske på hinanden, og vi ved begge, at det skal gå stærkt med at finde ham. Vi løber tilbage af derfra hvor vi kom, for at se om han er røjet af der. Vi kommer til en stor Nostal rede, større end den vi var i, og her stopper vi op. Elva kigger på mig sørgmodigt, og vi er begge to ved at vende den vej fra hvor vi var løbet før, da vi høre noget i det fjerne. Vi spiser vores øre, og rejser os stift op.
"Det er Trox!" Siger Elva af glæde.
Herefter skifter hendes humør.
"Det er Trox!!" Siger han nu helt angst, og løber efter lyden, af Troxes skingre kald.
Jeg løber efter, og jo tættere vi kommer, jo tydeligere er det hvad han råber.
"Hjæææælp!!"
"Vi kommer Trox!" Råber Elva og jeg i kor.
Pludselig stopper Elva op, og jeg er lige ved at vælte over hende.
Jeg ser på hendes ører at hun lytter, og jeg gør det samme.
Vi lytter i et stykke tid efter Troxes råb. Vi begynder langsomt at bakke. Lyden af Trox, kommer tættere og tættere på os. Den burde gå den anden vej, når en Nostak har taget ham. Og så høre vi det. Lyden af en Nostak, på vej mod os. Vi sætter i løb i den modsatte retning, lige i tide. Nostakken kommer op over den store Nostak rede, og løber lige imod os. Jeg løber i vild panik, og da jeg kigger til siden hvor Elva burde være, er hun væk. Jeg kigger bagud, og ser, at hun på en måde er kommet op på bæstet. Hun tar fat i munden på bæstet, og tvinger det op, så den giver slip på Trox, der hænger i trøjen ud af munden på den. Han falder tungt ned på jorden, og han er utrolig heldig, da han ikke bliver knust under bæstets store fødder. Jeg springer til siden, da Nostakken pludselig sætter farten op. Trox kommer på benene, og stiller sig op ved siden af mig, mens vi spændt ser med, da Nostakken har direkte kurs, mod en af de større reder. DONK! siger det, da den støder direkte ind i hulen, og falder til jorden. Elva hopper af, og går hen mod os.
Trox og jeg står med åbne munde, af bare begejstring. Elva går lige igennem os, og fortsætter bare med at gå. Trox og jeg kigger på hinanden, og fortsætter så efter hende. Vi går i et stykke tid, indtil Elva stopper op, og vender sig rundt. "Hvor er vi egentlig på vej hen Elva? Spørger jeg.
"Der er noget helt galt Huxi" svarer hun. "Nostakker angriber aldrig, aldrig forladte reder!" Hun sukker.
"Derfor må vi væk herfra"
Hun vender sig rundt, og fortsætter. "Du svarede ikke på knægtens spørgsmål", råber Trox efter hende.
Hun stopper op. Hun knuger hænderne, og ligner en, der er klar til kamp. Hun vender sig rundt, og løber råbene hen mod Trox.  Pludselig stopper hun op, og lytter, mens Trox står med armene op foran ansigtet, for at beskytte sig.  Hun sænker sine kampklare arme, og træder et par skridt tilbage.
"Undskyld Elva, jeg ved du har det svært med at andre skal vide bestemte t.."
"Shhh!" Svarer hun til Trox.
"Kan i høre det der?"
"Høre hvad?" Svarer Trox, og kigger over på mig, for at få en forklaring.
"Den rumlen" hvisker jeg angst til ham ,og begynder at bakke.
(Dette kapitel er ikke gennemrettet)