Huxi og rejsen til Akitas

Hvor er jeg?

Jeg vågner. 

Til at starte med ved jeg ikke hvor jeg er. Her er mørkt og koldt, og jeg kan ikke se en hånd for mig. Mine knæ græder af at stå på det hårde stengulv, og mine muskler er trætte. Mine øjne vender sig langsomt til mørket, da mine muskler pludselig giver efter under mig. 

Jeg falder hårdt og tungt ned. Jeg skriger, men min stemme er så hæs, at det kun er en hvisken. Jeg kryber mig sammen. Da jeg kommer mig over smerten, strækker jeg mig langsomt ud og kigger rundt. 

Og så kommer jeg i tanke om det hele. Om mifoerne jeg kæmpede sammen med, side om side, og om den frygtelige tamporace. Uh ha, de er nogle vilde bæster. 

Mine øjne vender sig langsomt til mørket, og jeg begynder at kunne se en lille smule. Jeg ser, at der ovre i hjørnet, er en form for platform. Jeg kryber mig langsomt frem, mens jeg føler over det hele, for at finde mulige forhindringer i at nå mit mål. 

Jeg stopper op. Det er som om der noget der stirre på mig. Pludselig er der noget der pusler bag mig, og jeg vender mig forskrækket rundt, og kigger ind i mørket. jeg kigger i langt tid, indtil jeg får øje på to opspilede øjne. Jeg bliver så forskrækket, over at der er andre i rummet, at jeg hurtigt kravler baglæns. 

Jeg kravler op på platformen, der viser sig at være en seng, med blikket fastholdt på øjnene ovre i mørket. Jeg sætter mig op af væggen, og trækker mig sammen. Efter noget tid, hvor der ikke er sket noget, begynder jeg at ryste. selvom jeg kigger rundt med åbne øjne for jeg blackouts, og bliver helt rundtosset. "Hvad sker der?" når jeg at hviske, inden alt forsvinder.

"Drik min ven, drik", siger personen fra hjørnet. Jeg åbner øjnene, og ser ham ved min side, mens han prøver at få mig til at drikke en sød væske. Først er jeg forvirret, men så går det op for mig hvem det er, og jeg trækker mig forskrækket væk.

"Hvad laver du!" Skriger jeg panisk.

"Hey, jeg prøver at hjælpe dig", siger han roligt.

"Hvad er det du har fået mig til at drikke?!" Siger jeg, lidt mindre panisk end sidst.

"En sukkerdrik", siger han. 

"Den får dit blodsukker til at stige"

"Blodsukker?" Spørger jeg.

"Det mener du ikke", siger han sukkende.

"Ved du ikke at du har diabetes?" Fortsætter han.

"Diabetes?! Hvad i hulen er det? Er det farligt?", svarer jeg med oprevet stemme, næsten angst.

"Ro på knægt", siger han roligt. "Det er ikke farligt, og med hensyn til hvad det er, så ja... det er lidt svært at forklare".

Jeg bliver helt panisk. "Svært at forklare?!. Fortæl det nu bare!!". Jeg kaster mig hen til ham, og rusker i ham. "Fortæl det nu, jeg vil gerne vide hvad jeg fejler!" Råber jeg panisk.

Jeg er så tæt på ham, at jeg kan se ind i hans øjne, og opdager, at han er bange. Jeg slipper ham, og skubber mig selv tilbage. "Undskyld", siger jeg stille. Jeg kigger op på ham. Han er stadig bange. Jeg følger hans blik i den retning han kigger, og finder ud af, at det ikke er mig han kigger på. Jeg kigger mig over skulderen, og får et chok, da der er noget der sidder på mig. Jeg skal lige til at skrige, da han springer over mig, og holder mig stille.

"Lyt til mig knægt!!" Råber han. Efter noget tid, falder jeg ned, og stopper med at prøve at rive mig løs. "Det der er på din skulder, er ikke noget eller nogen". starter han. "Det er dig. Grunden til at jeg blev bange for det er, at jeg aldrig har set når en diabetiker forvandler sig".