Huxi og rejsen til Akitas

Usædvanlig adfærd

"Løøøøb!" Råber Elva, med mere angst i stemmen en sidst hun gjorde det.
"Du fører an!" svarer jeg, og løber i hælene på hende. Da jeg kommer jeg i tanke om sidste gang vi løb, vender jeg om, og tager Trox op på min ryg.
"Tak knægt" hvisker han forpustet til mig. Jeg svarer ikke, men sætter alt mit fokus på at løbe efter Elva. Når man endelig skal løbe, er det rart at man kan sætte sig ind i sig selv, i stedet for at skulle fokusere på hvor man skal hen. Desværre har Elva ikke den gave, i denne situation. Jeg kigger op på Elva, og er overrasket over, hvor godt jeg følger med, med sådan et tungt læs på ryggen. Vi kommer ud i noget buskads, hvor vi stopper, efter et stykke tid. Elva vender sig rundt, og tager dække i en busk. Jeg sætter Trox af, og vi sætter os ved siden af Elva. Vi kigger ud på Nostak-rede-sletten, hvor vi lige har været.
"Jeg vil finde ud af hvad der foregår, og hvordan det sker" siger hun til os, uden at nogen af os, har stillet et spørgsmål.
"Derfor, ville jeg løbe herhen"
Jeg nikker. Endelig fik jeg svar på mit spørgsmål. Vi kigger i lang tid, mens den foruroligende rumlen gradvist bliver højere. Og med et, kan jeg ud af øjenkrogen se, en flok af skrækslagne nostakker, der løber for livet. Jeg har aldrig set nostakker bange. Det plejer altid at være andre arter, der bange for dem, men denne gang er det dem, der er bange for en vis ting. Men når man tænker over det, er det klart at de er bange, når man ved, at de flygter fra tampoer. Jeg kigger over på de andre, der er mindst lige så fascineret af synet, som jeg er. Men jeg ser også frygt i deres øjne. Der skal meget til, for at skræmme nostakker. Og hvor i alverden skal nostakkerne flygte hen? Nu er rumlen så høj, at man ved de kommer. Og ganske rigtig, ude i horisonten, kommer tampoer væltende, uden at tage hensyn til hinanden, med kun et mål. At smadre alt, på deres vej. Ligesom de gjorde ved mifoernes by, min by, ved bygningen Trox og jeg var inde i, og sikkert også ved andre arters bosted.  Vi ser til med skræmte øjne, at det hele bliver fuldstændigt smadret, i løbet af få minutter. Tampoerne fortsætter ind i skoven, og den høje rumlen forsvinder langsomt. Tilbage er der kun stilheden. Den frygtelige stilhed, der fortæller, at alle overlevende venter i angst på, at faren er drevet over, så de kan fortsætte deres liv.
"Kom, vi skal videre" siger Elva, og bryder stilheden.
Hun rejser sig, og begynder at gå ind i skoven.
"Kom knægt" siger Trox, og går efter Elva.
Jeg sidder der i et stykke tid, og mærker tårer løbe ned af mine kinder.
"Kom nu knægt!" Råber Trox efter mig. Jeg tørre tårerne væk, og løber hen til de andre.
Vi går i et stykke tid, uden nogen siger noget som helst. Det virker som om at selv buskadset og dens beboere, er stille.
"Hvor er vi på vej hen Elva?" Spørger jeg stille, og en smule bange for, om hun vil begynde at tæve løs på mig.
Hun stopper op, og knuger sine hænder, nøjagtig som hun gjorde sidst.
Åhh nej, tænker jeg, og tager armene op foran ansigtet, mens jeg lukker øjnene.
Da der ikke sker noget, åbner jeg langsomt øjnene, og tager armene ned. Elva står bare og gør ingenting. Pludselig knækker hun sammen, og begynder at græde. Trox kigger på mig, med det mest forvirrede blik, og løber hen til hende. Jeg gør det samme, selvom jeg har ingen ide om, hvordan jeg skal håndtere det, når først jeg når frem til hende.
"Jeg ved det ikke!" Græder hun.
"Hvad ved du ikke?" Spørger Trox, tydeligvis helt forvirret.
"Hvor vi skal hen! Jeg ved ingenting, og det har jeg aldrig gjort!" skriger hun i frustration.
Jeg bakker tilbage, en lille smule skræmt. Jeg har aldrig set hende så oprevet, og i det hele taget, har jeg aldrig set hende græde, som hun gør nu.
"Hvad mener du?" Spørger Trox, endnu mere forvirret end han var før.
"Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle redde min familie, mit folk, fra en fjende som jeg helle ikke ved noget om!"
Og nu begynder jeg at forstå. Hvad der har gjort hende så hård, og hvad der gør hende ked af det nu. Det skrækkelige syn hun lige har set, som i den grad også påvirkede mig. Men til min fordel, kan jeg håndtere det, lade det strømme. Det har hun aldrig kunnet. Hun har lukket det ude, ignoreret det. Og når man gør det, i for lang tid, ender man til sidst, som hun er nu. Knækket. Det er i princippet lidt ligesom træer, i kraftig vind. Dem der bøjer med vinden overlever, og vokser sig højere med tiden. Dem der står fast og rank, vokser sig i første om gang større en de bøjede træer, men når vinden kommer, knækker de helt. Trox krammer hende, mens hun hulkende tørre tårerne væk.
"Nå, skal vi komme videre?" Spørger Elva, og rejser sig op, som om intet er sket. Så er hun ved sig selv igen knægt" hvisker Trox til mig. Og ja, det er hun. Hård, og lukker alting ude. Gad vide hvor længe der går, før hun lærer, at bøje med vinden?
Vi begynder at gå, og lidt efter, sætter Trox farten op, for at tage styringen.
"Jeg ved lige hvor vi skal tage hen" siger Trox. Elva og jeg følger efter, uden at sige en eneste ting. Vi går i lang tid, uden nogen siger noget som helst til hinanden. Solen begynder langsomt at forsvinde bag horisonten, mens vi trasker afsted. Pludselig, går det voldsomt op ad, og der er store sten i landskabet omkring os. Det er som om, at jeg har været i trance, og først vågner op nu.
"Hvor er vi egentlig på vej hen Trox?" Spørger jeg prustende.
"Jeg er glad for at du spørger knægt. Vi er på vej til akitas"
"akitas? Altså den akitas?!" Spørger jeg nysgerrigt.
"Ja knægt, den akitas" svare Trox smågrinende.
"Jeg troede de alle døde for tusinde år siden!!"
"Ja det troede alle, men kloge arter fandt ud af, at de bare holdte op med at bevæge sig så meget som de gjorde før. Nu flytter de sig kun hvert hundrede år, sådan cirka"
"Hold da op!!" Svare jeg, meget imponeret.
"Undskyld mig, men er jeg den eneste der ikke ved hvad akitas er?" Spørger Elva halv irriteret. Trox og jeg vender os rundt, og kigger på hende.
"Hvad?" siger Elva forsvarende.
"Du er den eneste jeg kender, der ikke ved hvad en akitas er" siger Trox.
Elva kigger på Trox, og nikker med hovedet for at indikere, at han skal fortsætte.
Trox sukker, og begynder så at forklare.
"En akitas er et dyr, hvor der vokser træer og buske, og hvor der er klipper. Dyret flytter sig kun en gang, hvert hundrede år, så derfor er det mere et form for sted, en et dyr"
"Man siger, at avancerede folk, kunne opfylde dyrenes behov, og fik derfor lov, til at bo på ryggen af den!" Bryder jeg energisk ind.
"Ja sikkert" siger Elva, og ruller med øjnene af mit input.
"Elva, det passer hvad knægten siger"
Elva spiler øjnene op.
"Seriøst?! Hvilket dyr vil lade andre dyr bo på det?" Spørger hun undrende.
"Et dyr, der for dens behov opfyldt af det" Svare Trox.
"Så det er lidt ligesom en win win?"
"Ja Elva, der er det"
Vi fortsætter op af det, der virker til at være et bjerg.
Jeg begynder at ryste indvendigt. Jeg kigger på mine hænder, og ved først ikke hvad det er. Nå ja., diabetes. Det havde jeg næsten glemt. Jeg bliver hurtigt fyldt med vrede, og for den ud, ved at kæmpe hårdere for at komme op af det skide bjerg. Det er så irriterende, at det lige skal ske nu! Nu, hvor der ikke er sukker i miles omkreds.
"Hey knægt, sænk farten!" Råber Trox op til mig, og jeg opdager, hvor langt foran jeg er. Jeg ryster bare på hovedet, og kæmper endnu hårdere for at komme op på toppen. Diabetes skal fandme ikke forhindre mig i, at nå mit mål. Jeg hidser mig endnu mere op, og begynder prustende, at løbe op af bjerget. Jeg kommer op på toppen, og næsten besvimer ned på en sten, hvor jeg retter mig op, for at se ud som, at jeg har det fint. Elva og Trox kommer op til mig, meget mere forpustet end jeg er.
Det stiller sig bag ved mig, mens jeg kun fokusere på det vilde syn. Dyret, eller stedet fra gamle legender, lige foran næsen på mig. Jeg bliver vildt begejstret og bliver fyldt med glæde. Der er på en måde vildt idyllisk. Med solen der går ned i horisonten, røgen der stiger op fra skorstenene, Og den dejlige, fredelige ro. Og med et kommer jeg tilbage fra det, der på en måde, har sat mig i trance. Jeg for blackouts, og falder bagover. Trox står der heldigvis og blokere, og hvis ikke han stod der, fortsatte jeg nok ned af bjerget, helt ned til hvor vi startede.
"Er du okay knægt?" Høre jeg Trox sige, men det lyder så underligt fjernt.
"Jeg, jeg..." mumler jeg. Det er som om, at noget blokere for, at jeg kan for ordene ud af munden.
"Lavt blodsukker?" Spørger Trox. Jeg nikker svagt, og besvimer.

(Dette kapitel er ikke gennemrettet)