Huxi og rejsen til Akitas

En anden Mifo

"Er han okay?"

"Ja, han har det fint, husk på, han er en mifo"

"Men, jeg troede at der ikke var andre tilbage?"

"Det troede jeg også, indtil jeg fandt ham her"

Jeg lukker langsomt mine øjne op. Det er alt sammen meget sløret, men jeg for konkluderet, at der står to personer og kigger på mig. Deres snakkeri som jeg tydeligt kunne høre, er stoppet. Jeg lukker øjnene igen, for at få dem til at se klart. Da jeg åbner dem igen, er det tydeligt for mig, hvem der står der. 

Manden fra rummet vi var fanget i, og en person der ikke siger mig noget. Det er tilsyneladende en pige. Hun har kort, fuldstændig rødt hår, der stritter mod venstre, med en hvid stribe i midten. Hun har blå hud, med hvide tatoveringer hist og her. En krigerlig las af en rustning, og støvler der går til midten af skinnebenet. Jeg prøver at sætte mig op, men manden trykker mig blidt ned. 

"Det er nok bedst, at du hviler dig knægt". 

Jeg trækker vejret ind, og gør klar til at stille et spørgsmål, men før jeg for noget over læberne, kommer manden mig i forkøbet. 

"Jeg ved du har mange spørgsmål, men det må vente til at du har energi til at tale. Bare rolig knægt, du er i sikkerhed her"

Jeg ligger mig afslappet tilbage, og lukker øjnene. Af en eller anden grund stoler jeg på denne mand jeg knap nok kender. Og lige nu, er det rart at have nogen at stole på.

Jeg vågner af lyden, af en der nynner. Jeg slår øjnene op, og føler mig friskere end nogensinde. Jeg svinger benene ud over sengekanten, og rejser mig hurtigt op. Det knaser i mit ben, og jeg for den ulidelige smerte igen. Jeg skriger smertefuldt, mens jeg falder til sengen. Den dejlige nynnen, er pludseligt holdt op. En person kommer væltende ind til mig, næsten skræmt, med hånden på hendes kniv i bæltet. Først genkender jeg hende ikke, men så kommer jeg i tanke om det. Hende, der var der sammen med manden, sidst jeg vågnede. Da hun har kigget rundt, tilsyneladende for at se om der er nogen, ånder hun lettet op. Derefter bevæger hun sig hen til mig, næsten sur. 

"Du må ikke skrige op på den måde!", snerre hun arrigt.

"Undskyld, jeg ville bare..."

"Ja selvfølgelig ville du det!! og nu vil det tage en uge mere, for at dit ben heler!!"

Jeg kigger ned i jorden. En uge mere!! jeg bliver arrig på mig selv. Kunne jeg for helvede ikke bare være blevet i den seng!! Hun sætter sig ned på det ene knæ, og begynder at røre ved mit ben, der åbenbart er brækket.

"Hvad er der egentlig sket med mit ben?"

"Det fortæller jeg dig senere, er du klar?", svarer hun.

"Klar til hvad?".

"Det her". Hun rykker i en' bevægelse mit ben på plads, og den ulidelige smerte, som da jeg trådte på det, kommer igen. Jeg bider tænderne sammen, og rækker ud efter benet, men hun slår mine hænder væk.

"Nu skal du ikke røre mere ved det!!"

"Undskyld" siger jeg skingert, da smerten af og til kommer tilbage i små ryk.

Hun lægger en ny forbinding på, og tager den gamle med ud i et andet rum, jeg ikke har haft lejlighed til at se endnu. Mens hun går ud ser jeg, at forbindingen er fuld af blod. Så er jeg alligevel ikke en pivskid, tænker jeg for mig selv. Jeg smiler ved tanken, men det bliver hurtigt afløst af smerte. Jeg kigger over mod rummet, og til min overraskelse, kommer manden fra før, ud. Han kommer med en kop, fuld af en dampene væske.