A dangerous life

Kapitel 2

Jeg løb helt hen til drengen. Jeg gisper da jeg genkender ansigtet, Det er drengen fra min drøm. Hvad skal jeg gøre?? Jeg kigger på hans skulder, hvis han ikke fik det renset , ville der gå betændelse i. Jeg rystede blidt i ham , men han vågnede ikke. " Please vågn nu op! " jeg kigger mig omkring, der er kun 100 meter hen til mit træ.
Det sitrer stille i hans øjenlåg. " kom så vågn op nu op! " han åbner øjne halvt og kigger med klare grønne øjne, ligesom mine. "Isabella" mumler han " ja ja der er mit navn. Kom så vi skal have dig hen til træet hurtigst muligt" jeg får ham op i en siddende stilling. Han stønner af smerte. Ups kniven sad stadig i hans skulder " nej vent lidt ,lig dig lige ned igen." Siger jeg panisk... Okay tag en dyb indånding. En..to...tre jeg river hurtigt kniven ud og drenge , stønner igen og lægger sig i fosterstilling. Ups det var måske lidt for hurtigt. Jeg prøver at få ham om men han rokker sig ikke en centimeter, den dreng må jo veje 100 kilo! Ej okay måske lidt af en overdrivelse, men han var tung. Endelig for jeg ham op i en siddende stilling, jeg for ham stille løftet så han hænger over Sams ryk, vi trækker stille hen til træet. Træet er et stort hult Egetræ. Jeg fandt det for 4 år siden, og har indrettet det med puder og tæpper og sådan. Endelig vi når til det store egetræ, jeg lader Sam stå og gumle lidt græs. og jeg skubber blidt til drengen så han glider ned fra Sam, han var tungere end jeg huskede. han hænger med den raske skulder over min arm." Okay makker , du må altså gerne hjælpe lidt. " siger jeg halvt surt. Jeg havde jo kun ramt ham i skulderen ikke i hovedet , eller noget lignende. " jeg prøver " siger han med en skrøbelig stemme . Men jeg kan hører at han er ved at grine. Jeg slipper ham pludselig og han falder den på røven bump han smiler skyldigt op til mig, så man rigtig man se hans ene smilehul. " ej okay undskyld , jeg kan godt gå selv , men giver du mig ikke lige en hånd op. " siger han med en meget britisk accent, og rækker en hånd op. Jeg tager hans hånd og hjælper ham op, uden at han klynker det mindste. Den nar! Her havde jeg hjulpet ham , og Sam havde båret ham, også kunne han endda gå selv. Åbningen til træet var i bunden ved rødderne , det var ca en meter bredt. Vi gør stille gennem hullet , hvor jeg har sat en lille dør ind , så det ikke regner ind. Da vi er helt inde sætter han sig på en af stolene , og kigger sig rundt. " det er da ikke her du bor? " siger han undrende , jeg tror egentlig at han tænkte højt. " og hvor ved du så det fra? " spørger jeg stadig lidt muggen.
" hvor er din mor? " siger han , han havde åbenbart ikke tænkt sig at svare på det første spørgsmål. " Seriøst hvor ved du alt det fra? " siger jeg forvirret.
" Jeg ved mere om dig end du tror." Svare han. Det lyder som om han er i en helt anden verden. Jeg går hen til det lille bitte køkken, og åbner skuffen og tager en renseserviet og går tilbage til drengen og jeg trækker ned i hans T- shirt og kigger der hvor såret skulle være , men der var intet, ikke en gang et ar. Hvordan kunne det lade sig gøre . Han kigger op på mig og ser mit forskrækket ansigt. " Isabella..." Han holder en kort pause og begynder så igen. " jeg lover jeg fortæller dig det hele , hvis du først hører på mig om nogle andre ting" jeg nikker som tegn på at jeg lytter , men jeg venter stadig på svar. Pludselig går det op for mig at han har sagt mit navn flere gange , og jeg har ikke selv fortalt ham det, og han kender mit navn , men jeg kender ikke hans. " du skylder mig en stor forklaring, og det er ikke kun fordi at jeg stak dig ned med en kniv , og at såret lige pludselig er væk, men også hvor du kender mig fra , og hvem du er!, Og forresten hvad hedder du egentlig? " siger jeg og kigger nysgerrigt. " Ryan. Hvorfor gjorde du ikke som jeg sagde." Siger han og retter øjne , direkte mod mig. Han har fuldkommen de samme grønne øjne som mig. Jeg nær studere ham. Han har lyst filtret hår , markerede kindben. Han er iført hvid t-shirt ( som har stor rød plet blod ved højre skulder , men det er størknet , så det må være før hans sår lige pludselig helet ) samt en sort læderjakke. " undskyld hvad sagde du " sagde jeg forlegen. Jeg havde stået og stirret på ham mens han havde ventet på en svar. " jeg spurgte dig om hvorfor du ikke gjorde hvad jeg sagde til dig? " siger Ryan og smiler. " hvad mener du? Og hvordan kan det være at du har været i mine drømme de sidste fire nætter?? " spørger jeg endnu mere forvirret. " du er godt nok langtidsopfathende var? Det var mig der sendte drømmene til dig, og det var der jeg sagde det du skulle gøre.... Og det er mig der stiller spørgsmålene. Du kan stille bagefter. " Siger han.
"Hvordan kan det lade sig gøre , det er jo umuligt" siger jeg insisterende
" Du kan da også gøre det hvis du ville...... Og det er stadig mig der spørger først du må vente til det bliver din tur!" siger han , da han ser neg kigger spørgende på ham. " åg...øh.. Du ved det ikke?" Han kigger undskyldende på mig " ved hvad!" Siger jeg surt , den dreng snakker jo i koder!
" Du er en Apprentice " siger han og kigger på mig som om jeg nu skulle vide hvad han snakkede om. Da han ser at jeg stadig ikke forstår , tager han en dyb. " en Apprentice betyder lærling på latinsk , en Apprentice er " han når ikke at forsætte, da der kommer forfærdelig tinitus lyd. Jeg tager mig til hovedet og prøver at lukke lyden ude, men det er fuldkommen umuligt. Med et stopper den og jeg fjerner stille hænderne fra ørene. Jeg kigger på Ryan, noget er forandret. Jeg kigger grundigt på ham, pludselig finder jeg ud af hvad. Hans øjne er ikke grønne mere , de er sorte. Kuldsorte.
I et spring er han hene hos mig. Jeg tager hænderne rundt om min hals, og hammere mit hovede op mod træets væg. Det svimler for mine øjne af smerten fra sammenstødet . Han prøvede at kvæle mig!. Jeg så skrækslagne på ham. Der var intet af den Ryan, jeg lige havde mødt i den krop. Hvem eller hvad var han, og hvorfor ville han kvæle mig?. Sorte pletter
dansede for mine øjne , jeg var ved at besvime. Han strammede grebet om min hals. Jeg kunne ikke gøre modstand jeg var for slap. Jeg kunne ikke engang nå mine sidste knive. Jeg samler de sidste kræfter ,mig knalder min knæ op i hans skridt, så hårdt jeg kan, hvilket nok ikke var særlig hård,men han slipper hurtigt sit greb om mig, og bøjer sig forover og klynker. Jeg springer forbi ham og løber ud gennem hullet.
Jeg pifter og Sam kommer løbene hen mod mig. Der vil ikke gå lang tid før Ryan kommer efter mig. Jeg springer op på hans ryg. Jeg sætter hælene i ham, og han springer afsted, han kunne mærke at jeg var bange. Jeg mærker på min bag hovede, jeg bider tænderne sammen af smerte. Av av , jeg tror jeg har fået en stor flænge. Vi galopere videre hjem. Min mor står på terrassen, og ordner vasketøj , da vi kommer galoprene. Mit hovede dunker af smerte. Jeg kan ikke længere holde mig siddende på Sam. Jeg falder langsomt af ham og ned på den hårde skovbund. Alting går med det samme i sort.