A dangerous life

Kapitel 5

Hej allesammen!
Undskyld den sene opdatering, har ikke lige haft så meget tid her mellem jul og nytår. Men jeg skriver så meget jeg kan når jeg har tid. I må ha' en rigtig god dag!
Knus Hannah

" Hvad vil du Davic? " spørger Ryan ondt.
" jamen det er da også godt se dig igen" siger den såkaldte Davic og sender os et ondskabsfuldt smil.
Pludselig træder der 5 mænd med pistoler rettet mod os, ud fra hver side af lysningen. Vi var omringet.
Han vender hovedet og stirre direkte på mig. Han mumler noget , og med et står jeg foran ham. Han kan magi!!!
Hans øjne er fuldt ud sorte, med et grønt skær,intet hvidt eller noget menneskeligt. Vores hoveder er få centimeter fra hinanden . Jeg gisper og træder hurtigt væk fra ham og løber tilbage ved siden af Ryan. Han skubber mig hurtigt om bag mig.
" hold dig bag mig." Siger han
" Hvis du ikke har lagt mærke til det har jeg 3 kasteknive i ligningen på mine bukser.
Jeg kan godt passe på mig selv! "siger jeg mut. Han skulle ikke tro at jeg ikke kunne passe på mig selv!
" Ja okay undskyld. du tager højre, og jeg tager venstre. På 3 der skyder du de 3 der står foran dig, og jeg tager de andre 3 " siger han. Jeg trækker vejret så roligt jeg kan. Jeg har kun disse 3 kasteknive tilbage. For de andre to sidder stadig på skydeskiverene i skoven. Så jeg skal ramme perfekt.
Ryan når til 2, Og jeg ligger hurtigt hånden på min ene kastekniv i ligningen på mine bukser. " 3!" Siger han. Mine kasteknive bliver kastet i en hastighed som et menneske aldrig ville kunne komme op i. Sikkert også en af fordelene ved at være en Apprentice. ( kunne de havde fundet et nemmere navn. )
Mine kasteknive rammer perfekt, og de livløse kroppe rammer jorden... Veeent... Havde jeg lige dræbt 3 mænd , uden at tøve... Shit... Jeg løber hurtigt hen til de livløse kroppe og tager de 3 kasteknive ud, det giver et skvulp da jeg river knivene ud. . Jeg får en voldsom kvalme, men jeg tørre hurtigt knivene af i græsset så der ikke er så meget blod på mere, og derefter sætter dem i ligningen på mine bukser . Jeg vender mig svimmelt om og ser Ryan stå med en pistol rettet mod Davic. Han havde skudt de andre. Men stod stadig med pistolen rettet mod Davic. Hvorfor skød han ikke bare?
Det begyndte blæse kraftigt og vinden hylede i træerne. Jeg kigger op , store sorte skyer driver hen mod os.
Hvorfor har Ryan stadig ikke skudt!?
" Ryan du kan lige så godt opgive det du kan alligevel ikke skyde mig, du er for bange, og hvorfor har du ikke fortalt din lille kæreste hvem jeg er og hvad hun er?, Eller rettere sagt hvad i er?" Siger Davic. Hvad mener han med det. Hvem han er og hvad jeg er?
Skyerne kommer nærmere og lyn og torden brager frem på himlen.
"Ryan" hvisker jeg og ligger hånden blidt på hans skulder. Ryan sænker pistolen , og vender sig mod mig ,og kigger ængsteligt på mig. " der en kun en udvej " mumler han, jeg tror han tænker højt. " giv mig en af dine kaste knive" siger han med en hæs stemme. Jeg tager en af knivene op og giver ham den. Han skærer sig i håndfladen. En tynd stribe af blod siver ud fra riften.
Han rækker kniven til mig , og gør tegn til at jeg skal gøre det samme. Jeg kigger mistroisk på ham , men skærer alligevel en lang stribe i min håndflade, det svier lidt.
Han tager den raske hånd ned i lommen og tager en lille rød sten i sin hånd med blodet. Han rækker hånden frem mod mig og siger så " tag min hånd " jeg ligger min hånd i hans, og han begynder at mumle nogle meget mærkelige ord. " Ante nos hinc , uti potestate nostra referes. Ante nos Kaghan valle" med er bliver vi omgivet af lys. Det føltes som om min hånd brænder. Jeg prøver at rive den til mig men Ryan holder godt fast. Med et blænder lyset mig, og jeg kniber øjnene sammen. Det sidste jeg hører inden jeg går ud er Davic der råber " Hun er min, og det samme gælder dig, næste gang for i ikke lov til at slippe væk! " efter de ord, går jeg ud som et lys.