A dangerous life

Kapitel 6

Hej dig bag skærmen!!!
Håber i kan lide historien ind til videre. Når i har læst kapitlet , må i rigtig gerne skrive en kommentar om jeres mening og evt. Give en stjerne🙏
Knus Hannah.
Ps. Nogle der har nogle gode navne til den ondes håndlangere? Skriv gerne bud i kommentaren. :-)

Kapitel 6.
Jeg kunne hører stemmer. Der blev nævnt mit navn op til flere gange. Der var lys direkte på mit ansigt.
" Kom nu Isabella... er du ikke sød at vågne? Please" siger Ryan blidt.
" Hvad var det der skete??? " spørger en meget britisk pige stemme mere britisk accent end Ryan's.
" Hun kunne ikke klare rejsen gennem tidsrummene" siger han.
" Jeg kan godt huske mit første tur gennem tidsrummene. Puh ha! Jeg tror jeg kastede op i 3 timer! " siger hun og griner , en fin klokke latter.
" Det kan jeg godt huske Mulle" siger Ryan og griner. Hvad mente han med mulle? Hed hun Mulle? Ej det kan man ikke hedde. Havde han en kæreste ?? Ej okay jeg har så også kun kendt drengen i et par dage, jeg kunne ikke regne med at jeg vidste alt om ham. Men hvad så med vores kys, var
det bare.... ingenting ?
Jeg samler alle mine kræfter og åbner stille mine øjne. " Isabella! " Ryan er hurtigt henne hos mig. Han tager blidt min hånd og prøver at hjælpe mig op i siddende stilling , men jeg skubber hurtigt hans hånd væk, jeg var altså ikke en lille pige , jeg kunne godt selv sætte mig op. Jeg kommer op i en siddende stilling og sætter hænderne på sengen som jeg sidder i. Jeg kigger mig lidt omkring. Jeg sidder i et lille rum, med mørke egetræs vægge. Kaminen knitre i det ene hjørne af rummet og sender en dejlig varme ud.Der er en masse gamle møbler rundt i hele rummet. Det minder meget om der hjemme. Shit hvad min mor ikke tænker når hun finder ud af at jeg er væk! Hvor lang tid har jeg været bevidstløs. Når den med mor må jeg tage senere. Jeg rejser mig hurtigt op, Jeg står lidt usikkert på benene. Jeg tager et skridt , men mine ben giver efter så jeg er ved at falde. Men Ryan når i sidste øjeblik at gribe fat i mig så jeg ikke falder. " Er du okay" siger han og sender mig et charmerende smil. Han hjælper mig op og stå og så han har armen om livet på mig. " Isabella dette er min kusine Miley, du kan også kalde hende Mulle, det gør jeg . Miley dette er Isabella , som jeg fortalte dig om " siger han og smiler. " Hej " siger hun og rækker hånden frem." Hej " siger jeg og giver hende hånden. Hun ligner ikke så meget Ryan meget. Men hun har samme lyse hår , bare knapt så pjusket mere krøllet, men hendes øjne er slet ikke som Ryan's , hendes var nemlig knald blå.
" Når nu vil vi lade dig være alene , så du kan skiftet tøj. Jeg er ked af at sige det men du ligner altså noget der er løgn. " siger Miley og smiler, jeg var allerede begyndt at kunne lide hende, hun sagde sin mening ligeud, ligesom mig selv.
" Skabet der er fyldt med tøj, tag det du kan bruge, og mød os henne ved cafe blå. du kan ikke undgå at få øje på bygningen. Den er blå , med et stort skilt over. vi ses om en halv time eller lignende " siger Ryan og smiler. Ryan slippe mig og jeg står stadig oprejst. Heldigvis. De går sammen ud og jeg står alene i det lille hus. Jeg går hen til det store skab, som var lavet af egetræ, ligesom de fleste andre møbler i huset også var. Jeg åbner det og kigger ind. Det er fint sorteret i langetrøjer , t-shirts , jeans og bukser. Jeg trækker en mørkeblå t-shirt ud af skabet.... Ja den er vel fin nok. Jeg kigger i bukser hvor jeg tager en par lysegrå bukser ud, jeg hapser også lige noget rent undertøj fra den lille skuffe nederst i skabet. Jeg lukker skabet og tager tøjet. Jeg kigger mig i spejlet, og jeg kan knapt nok kende den pige der er i spejlet. Hendes tøj er hullet flere steder og den hvide t- shirt , som er fyldt med jord og blod pletter. Hun ser meget tynd ud. Alt for tynd. Jeg tror jeg har tabt mig i hvertfald 6 kilo. Mit ansigt er fyldt med jord, Og mit hår er fedtet og klistre til mit ansigt. Jeg trænger til et bad. Jeg går ind ad døren til venstre som fører ind til et lille badeværelse.Jeg ligger det rene tøj på den varme radiatorer så det kan blive varmt. I en af skabene jeg finder et hvidt stort bade håndklæde og ligger det ved håndvasken. Jeg tænder for vandet, og tager alt mit tøj af og træder ind under den varme bruser.
***
Da jeg er færdig og er påklædt, og har lånt en sort varm jakke. Går jeg ud af huset og kigger mig omkring. Jeg befinder mig i en dal. Der er små huse over det hele , det ligner noget fra gamle dage. Jeg går ud på de store brusten, som dækker næsten hele byen eller hvad man nu kalder det. Det vrimler med mennesker, hvilket virkelig forvirre mig. Jeg kigger mig omkring efter den cafe hvor de venter på mig. Med et for jeg øje på caféen , den er blå lige som de sagde, malingen er lidt skaldede af og café skiltet hænger skævt. Men der ser hyggeligt ud. Jeg går hen mod den slidte café.
" pas dog på unge dame!!! " råber en gammel mand, da jeg ved et uheld går ud for ham og hans hest.
" undskyld. " siger jeg hurtigt og får videre mod caféen. Med et kommer jeg i tanke om Sam, min sorte hingst, som bare står på fold. Jeg håber på at mor passer på ham for mig.
Jeg når til caféen og åbner den dør. Den knirker højlydt og alle i caféen vender sig mod mig. Pinligt.
Der hænger en stærk lugt af kaffe og pibe, der for mig til at rynke på næsen.
Mit blik går rund i lokalet, ind til jeg finder Miley og Ryan sidde ved et bor længst ovre i hjørnet. De vinker og smiler og gør gestus til at jeg skal komme over, jeg bevæger mig hen mod deres bord. " Hej " siger Ryan og giver mig et kram, og jeg omfavner ham kærligt. Vi sætter os og kigger akavet på hinanden.
" Er du sulten? " spørger Ryan og kigger på mig. Min mave knurre højlydt, og jeg smiler flovt til ham.
Han signalerer til en tjener, og tjeneren kommer trissende hen til os" Hej og velkommen! Hvad skulle det være? " spørger hun sødt. " 3. Kopper kaffe og en menu 47. Tak" siger Ryan. Tjeneren går og der bliver en akavet stilhed .Igen.
Jeg kigger mig omkring, de store træ bjælker fyldte hele loftet. Lugten af tobak og kaffe hang stadig i luften. Forskellige former borde stod rundt i hele lokalet, og selfølgelig var stolene blå. Der sad forskellige typer ved borderne, der var både: landmændene, rygerne, strikke klubben og sladdertanterne. Og ja jeg kendte de forskellige typer (Altså jeg vidste jo godt alt det man skulle vide som 16 årig. Jeg havde fået hjemmeundervisning hele mit liv. Så jeg var altså ikke helt dum)
Der var højlydt snak over det hele. Jeg fik en væmmelig hovedpine af alt den larm, jeg var ikke vant til så mange mennesker. Hvorfor skal man snakke så meget. .
Med et kommer tjeneren med maden og kaffen. Mine tænder løber i vand bare ved synet af en stor sprød pandekage med en kæmpe klat sirup
.Mums. Tjeneren stiller de tre kopper kaffe og mumler hurtigt " velbekomme"
Jeg begynder hurtigt at spise den lækre pandekage. Ahornsiruppen fylder min mund, og den lækre sprøde pandekage , knaser behageligt.
Da vi har drukket vores kaffe sidder vi lidt og snakker, og pludselig spørger Miley " Hey Isa....ej er det okay jeg kalder dig isa. Det er bare fordi dit navn er lidt langt og sådan. " hun kigger afventende på mig, og jeg nikker og hun fortsætter igen. " det er fordi der er thanksgiving galla fest her i morgen. Hele landsbyen kommer, og du er velkommen hvis du vil? Jeg har en masse fest kjoler og du må gerne låne en af dem." Siger hun glad og kigger forventnings fuldt på mig. " det vil jeg da rigtig gerne" siger jeg og hun hviner glad. Jeg har læst om at være med til gallafesten i bøger og sådan, men det er en drøm der går i oplevelse nu hvor jeg endelig skal med.
Pludselig rømmer Ryan sig og kigger på Miley , og siger så.
" Når mulle, kan du ikke lige betale og så betaler jeg tilbage senere, fordi mig og Isabella hår lige en tur rundt i dalen. Hun har sikkert en masse spørgsmål"
Om jeg havde!!!
Hvor var jeg?
Hvad skete der ved træet?
Hvad kan en Apprentice?
( ja han nået jo aldrig at fortælle færdigt før han prøvede at dræbe mig)
Men det her var kun få af de millioner af spørgsmål der var i mit hovede.
Ryan rejser sig op og gør tegn til at følge efter ham. Jeg tørre mine fingere af i serviet og rejser mig og følger med ham ud. Vi går gennem den store dal. Vi når halvt ud af landsbyen eller hvad man nu kalder det. Han guider mig hen til en lille forsamling af træer. Der er et lille bålsted med stå træstubbe som stole. Vi sætter os overfor hinanden, og han kigger afventede på mig. " jeg går ud fra at du har en masse spørgsmål, så spørger løs " siger han.
Okay vis jeg starter med nogle af de ikke så vigtige spørgsmål.
" Hvor tror min mor jeg er? " spørger jeg og kigger på ham.
" Hun tror du er hos din bedste " siger han ærligt. Hos min bedste! Hende havde jeg ikke set i flere år! Når pyt jeg fik svar på mit spørgsmål.
" Hvor er vi henne? " spørger jeg. Jeg kunne ikke helt placerer stedet.
" Vi er i Pakistan i dalen Kaghan
Valley " siger han og kigger afventende på mig. Han ved jo at jeg har langt vigtigere spørgsmål.
" Hvorfor angreb du mig i træet jer for en uge siden? " spørger jeg , det var et af de spørgsmål der havde naget mig mest.
Han tager en dyb indånding og begynder så.
" jeg ville aldrig prøve at dræbe dig, det er fordi jeg ikke havde mit sind under beskyttelse. Hvilket betyder at Davic kan brude ind i mit sind og ændre mine følelser. Så da han brød ind i mit sind, prøvede jeg at stoppe det, men så snart nogen er inde i dit sind, er det meget svært at får dem fjernet. Men jeg fik kontrol over det til sidst, det var derfor jeg ikke fulgte efter dig. Første fase er det du er i nu. du er ikke i stand til at blokere dit sind og dine tanker. Men det skal du nok lære. " han kigger ned i jorden og laver en grimasse over tanken om hvad der kunne ha' været sket, hvis ikke han var i første fase . Han stiller hånden ned i lommen og tager et armbånd op, og rækker det til mig. Det er en tynd sort læder snor med et lille vedhæng, som forstiller en lille lotusblomst, med en grøn sten i midten. " den beskytter dig mens du er i første fase. Miley og jeg vil så gerne lære dig at oprette et skjold for dit sind og tanker, men indtil skal du altså gå med det armbånd. Jeg håber du kan lide det. " siger han og smiler skævt. Jeg nikker, jeg er fuldkommen målløs både iver det han siger, men også armbåndet, der er så mange detaljer i.
Han rækker hænderne frem for at hjælpe mig med at få det på og jeg rækker ham det, og han tager min hånd, og sætter det rundt om min venstre håndled. Han vender hovedet op og kigger mig lige i øjnene, hans øjne funkler. Vores hoveder kommer tættere og tættere på hinanden, men da der kun er få millimeter mellem os, trækker han sig hurtigt væk igen. Hvad var der galt? Fortrød han vores kys i lysningen?
Han ser mit sårede ansigtsudtryk og siger så " Der er ikke dig. Det er mig. Verdenen er mindre end du tror "
Hvad mente han med det:
verdenen er mindre end du tror?
" har du andre spørgsmål ? " spørger han hurtigt. Jeg nikker og stiller ham de sidste par spørgsmål og en 1 time senere, har jeg fået svar på alle mine spørgsmål. Pludselig høre vi lyd af nogen der løber . Vi vender os mod lyden, og Miley stormer ind. " Hej venner! Skal vi træne lidt blokering" siger hun glad. Jeg bliver varm inden i da hun betegner mig som hendes ven.
" ja lad os det! " siger Ryan.
Vi stiller os med nogle få meter fra hinanden. Miley begynder at fortælle hvad jeg skulle gøre. " okay hvis du bare gør hvad jeg siger, skal det nok gå fint. Hvis du starter med at lukke øjnene og tage en dyb indånding." Jeg lukker mine øjne og trækker vejret dybt.
" okay fint , så forstille du dig en barriere af lys, der bevæger sig ned over dig, først fra hovedet. Når det summer i fingrende så ved du at det virker." Siger hun og smiler.
Jeg tager endnu en indånding og forstiller mig så en barriere af lys. Den bevæger sig ned over mit hovede. Pludselig det at summe i mine fingerspidser og jeg mumler hurtigt
" yes! " men med et stopper summen. Jeg åbner forskrækket øjenene. Hvad skete der? Gjorde jeg noget forkert.
Miley ser mit forskrækkede ansigt, hun ler så og siger så " du må ikke lade noget distraherer dig. Men det gik helt fint, langt bedre end jeg havde forventet! Prøv igen. "
Jeg tager en dyb indånding, og prøver så igen. Denne gang begynder det at summe i fingrene næsten lige med det samme men jeg når ikke længere ind til maven og så svigter jeg.
Jeg prøver et par gange, og endelig virker det. Jeg tager en dyb indånding og forstiller mig muren. jeg kan mærke at den bevæge sig med af og helt ned til gulvet. Jeg føler nogenlunde at jeg har kontrol over den åbner jeg øjnene og kigger glad på Miley, hun nikker og siger så " super flot. Nu skal du prøve at give slip, men stadig oprethold den. Du skal forstille en lille del af din hjerne, opretholder den barriere. Når den er der vil det ikke længere summe i dine fingre, men du vil stadig kunne mørke den. " siger hun.
Jeg koncentrerer mig dybt og med et summer det ikke mere, men jeg kan stadig ikke mærke barrieren.
Jeg nikker til Miley, som tegn på at jeg har gjort det. " flot! Okay nu kan du godt give helt slip vi behøves ikke at ha den oppe når vi bare er her i dalen. det er kun hvis vi skal ud fra dalen. "
Hun løber hen og krammer mig. et stort dejligt knus. ( hvilket føltes lidt mærkeligt når hun var et halv hovede lavere end mig.) når hun egentlig var 17 år hvilket vil sige, et år ældre end mig og et år yngre end Ryan.
Jeg omfavner hende. Med tanken om at jeg endelig har fået en rigtig ven. Det skal nok blive en god uge. Det næste der kom var Thanksgiving, hvilket var min yndlings på hele året, og at det så var galla gjorde det endnu bedere.