Dear Draco (Danish translation)

Treogtredive

Det øjeblik jeg finder mit fodfæste, og Malfoy Manor toner frem over mig, rejser jeg min hånd og banker hårdt på den enorme dør. Træet skader min hånd. Døren knager åben og næsten med det samme er der et par af små, stikkende øjne ser rundt om den. Jeg genkender dem med det samme de tilhører den mand der lukkede mig ind den nat Dumbledore blev dræbt - næsten et år siden nu.

Han stemme er tyndere end jeg husker - næsten udmattede. "Ja?"

"Jeg er her for at se Draco Malfoy," siger jeg; mine præcise ord fra sidste jeg jeg stod her.

"Dit navn?"

"Pansey Parkinson," siger jeg; ordene ryger ud af min mund før jeg kan stoppe dem.

Han kniber hans øjne mod mig. "Kender jeg dig ikke?"

Mit hjerte hopper over et slag. "Det - det ville jeg da håbe," siger jeg, og prøver at lyde arrogant. "Jeg er en Parkinson. Forhåbentlig burde du da kende familien Parkinson."

"Ja, ja selvfølgelig gør jeg det," lyver han, og ser bag ham, som om han leder efter hjælp. "Men jeg - jeg er ked af at sige, vi har ikke forventet nogen gæster."

"Ikke engang tætte venner med ejerne af dette hus?"

Den udmattet øjede mand drejer han fingre, men døren er mere åben nu - så åben at jeg kan se ind. Gangen er forladt, så jeg kunne nemt snige mig hen til hoved huset. Tiden løber, og det er enten at han lader mig komme forbi eller jeg slår ham bevidstløs. Men har jeg modet?

"Ja - selvfølgelig, har du ret," siger han. "Men sikkerhed er først Frøken, jeg er sikker på du forstår. Hvis du bare kunne vente her, så vil jeg hente Hr. Lucius-"

Han sender mig et fjoget, oliet smil og vender sig for at gå, jeg går tættere på døren - og jeg griber øjeblikket.

"Stupefy," hvæser jeg, og går fremad, jeg venter knap nok på at se ham falde. Jeg overvejer kort, at lukke døren og trække hans lammet krop ud af øjensigte - for at give mig mere tid - men hvis nogen så mig gøre det, hvis alt det her have været for ingenting.

Mit hjerte banker med munterhed, jeg vender desperat tilbage til den nat Dumbledore døde, da Draco tog mig til hans værelse. Jeg løber op af den massive trappe, hurtigere end jeg nogensinde har løbet før. Jeg kan huske malerierne, det uhyre arbejde af at stille kunsten på lige linje på muren, men hvis jeg ikke havde så travlt med at stirre på ham, ville jeg måske kunne huske om det var højre eller venstre vi tog... Da jeg når toppen af trapperne, har jeg endnu ikke besluttet det. Jeg står, og ser begge veje, og prøver virkelig at huske det, men det er til ingen nytte.

Der er et råb. Og mit hjerte stopper. Jeg ser bag mig og der er seks - måske syv - mænd, glider ind i gangen, syv par øjne der låser sig på mine. Og så løber de - de tager to trin af gangen.

Og så husker jeg. "Fra den højre side af huset kan man se ud over haven og fra den venstre kan man se ud over skoven. Ved du hvordan man kan tænke ting, uden virkelig at indse at man tænker dem? Jeg valgte venstre, men jeg har aldrig rigtig tænkt så meget over det. Jeg har kun lige indset at jeg altid har kunne lide ideen om at være fri"

Min krop fare til venstre før mit sind har sagt det. "Draco!" råber jeg. Så meget for umærkelighed. "DRACO!"

Vær sød at være her, vær sød at være her.

Jeg kan høre fødder bag mig, de tramper på de steder jeg lige har gået forbi, og jeg ved at de vil fange mig. "Draco!"

Jeg hård arm griber om min, og tvinger mig til at halte. Hver tomme af mig begynder at gå i panik nu. "Woah, lille dame." En snavset mand ler i min ansigt, og lugter af alkohol. "Hvad har vi så her?"