Dear Draco (Danish translation)

Toogtredive

Jeg ved du er gladere nu men det gør ondt.

-

Påske kommer tidligt i år, og før jeg ved af det, er Hogwarts express rullet tilbage ind på platform 9 ¾, frosten på vinduerne har knap nok smeltet fra de isende måneder før. Draco trækker mig ind i en tom kupé, tager noget af mit blonde hår bag  mine øre og siger at han vil se mig snart, han siger at jeg skal blive i sikkerhed, han siger han ville ønske alt kunne være anderledes men han sværger at det vil blive, med tiden. Han kysser mig som om det kan rede hans liv.

Og når vi står på platformen  og han ikke har noget andet valg end at tage hjem, at gå tilbage til et hus bygget på ulykkelighed; da han har vendt væk og hans hånd sluppet ud af min og han tror at jeg ikke ikke ser på ham mere, ser jeg et surt blik der trækker sig op på hans ansigt. Drengen der ikke havde noget valg.

Men udover hans skarpe sider, bliver Draco mere og mere som hans gamle selv - drengen fuld af fjoget smil, sarkasme og irritable kommentarer; drengen som presset mig op af en mur og mumlede i mit øre da vi burde være bitre fjender. Det var den munterhed jeg så i dag. Mit hoved spinder stadig af hans berøring - på min nakke, så min hofte, så mine ben - og så er han væk, snuppet væk fra mig pludselig som hans venner åbnede kupé døren. Uheldigvis.

Jeg hopper som en hånd griber min skulder.

"Isobel," siger Ginny. Hun ser åndeløs ud og på en måde forblæst. "Jeg har sagt dit navn i lang tid."

Jeg prøver desperat at få mine tanker væk fra kupéen, fra mine fingre i hans bløde hår-

"Undskyld. Jeg tænkte bare på noget."

Ginny rynker hendes næse. "Jeg håber at det ikke var Malfoy. Du er blevet rød, ved du det?"

Jeg kan mærke mine kinder blive endnu varmere. "Bare lektier."

Ginny giver mig et blik der siger at hun måske ville have fortalt hende at jeg tænke på at fri til Filch. "Lige meget hvilke nogle klamme ting der foregik i din hjerne-" siger hun, og jeg fremstår et smil - "Jeg har noget vigtigt at fortælle dig."

Hun ser på flokken rundt om os, så hiver hun mig bag en stolpe. Jeg rynker på panden. "Hvad-"

"Remus Lupin er her," siger Ginny, i skyndende toner, hendes øjne er ikke på mig men fare gennem de folk der sværmer rundt os, urolig for om nogen vil høre os. "Jeg spurgte ham om han havde noget nyt om Luna. Han har ikke hørt noget, men han er sikker på at alle fanger bliver holdt i-" hendes øjne falder endelig på mine - "Malfoy Manor."

Ordene er skarpe som knive, en og masse spørgsmål slynger sig på mig på en gang. Er Draco og Luna under samme tag? Er Draos forældre dem der holder hende til fange? Er Malfoy Manor virkelig så slemt? Jeg blinker. "Det kan det ikke være. Han ville vide det... Draco ville have vidst det, forhåbentlig, hvis Luna blev holdt fanget i hans hus."

"Hvad hvis han godt ved det?" siger Ginny hastende. "Måske fortalte han det ikke til dig. Isobel, det her er vores eneste spor-"

"Selvfølgelig ville han have sagt det til mig," siger jeg, stukket af at hun mistror ham på den måde.

"Er du sikker?"

"Ja. Er Remus sikker?"

Ginny nikker langsomt. "Er det muligt at Malfoy ikke ved det? At hans forældre ikke har sagt det til ham? Fordi jeg tror virkelig at Remus er på sporet af noget. Det er et stort intimiderende hus, med mange sikkerheds målere; det er det perfekte sted for fanger.

Så meget som jeg hader ideen om at Luna er holdt fanget i et rum, kan jeg mærke komfort der trænger sig ind til mit hjerte - Dracos hjem lyder tusind gange bedre end det lille, kolde celle jeg havde forstillet mig hende i.