Dear Draco (Danish translation)

Femogtredive

Jeg kan ikke længere klare Dracos seriøse, omfattende undskyldninger, Lucius og Narcissa gav mig modvilligt lov til at blive på Malfoy Manor - og gør det meget klart at det kun er et midlertidig aftale. Draco har nok trukket lidt på sandheden, og sagt at jeg ikke havde noget andet sted at tage hen, men det distraherer dem fra den virkelige grund til at jeg er her. Pinefuld skyld og bekymring æder mig op, og bliver stærkere hver gang jeg ser Lunas beskidte ansigt, hendes sænkede kinder, men Draco er ikke en dårlig distraktion. Når han sniger sig her ind, timer efter midnat, når han kravler ind under silke betrækket og nipper forsigtigt min nakke, vi glemmer verden - kort sagt.

"Isobel."

Han ryster min skulder, og jeg vender mig under dynen og jamre. Lyset skinner ind på mine øjne, og jeg skubber det væk. "Jeg er vågen hvad er det?"

"Du skal komme nedenunder. Mine forældre venter på dig."

Jeg gnubber mine øjne. "Hvad handler det om?"

Draco stirre på gulvet. "De - de tror de har fundet Potter."

"Hvad?"

"Jaer." Draco stopper. "De vil have os til at sige om det er ham."

Mine mave slingre. "Han er her? Er han blevet fanget?"

"Også Granger og Weasley," siger han, og møder mine øjne for første gang. "Tyve. Belly, der er noget galt med Potters ansigt. De er ikke sikker på det er ham."

"Nå men, er det?"

"Hvis Granger og Weasley også er her, hvem ellers skulle det så være?"

Jeg stirre på ham, og prøver at indtage alt det her. "Hvad hvis de finder ud af det er ham?"

Han tørre bagsiden af hans hånd over over hans øjenbryn. "Så vil de tilkalde Mørkets Herre."

"Draco!"

Draco fare sammen ved hans mosters stemme. "Vi kommer," kalder han, men jeg tvivler på hans stemme når trapperne. Han tager min hånd. "Kom så."

Da vi træder ind i udtræknings rummet, har jeg alle håb for at drengen tyvene fangede ikke er Harrys ansigt. I midten af rummet, under lyset af en kæmpe lysekrone, var Harrys svulmede kinder og kæbe uigenkendelige, men bag de puffede øjenlåg er der et bekendt grønt skær. Det er ham.

Ved siden og bag ved ham, er Ron, Hermione og en goblin jeg ikke kan genkende bundet sammen med tykke reb, og endelig, Dean Thomas. Han må have været fanget af tyvene, en muggle-født på farten. Jeg fanger hurtigt, overraskede blikke på mine klassekammeraters tynde, trætte ansigter som de genkender mig. Jeg kan mærke den samme følelse af skyld jeg havde i cellen med Luna og Ollivander - jeg kunne nemt være i deres stilling, men i stedet står jeg over dem, næsten helt i sikkerhed.

Malfoysne og tyvene er for optaget med deres fanger at ingen ser op da Draco og jeg ankommer. Øjne på Harry, taler Lucius hurtigt; "Draco, hvad tog dig så lang tid? Vi har ikke - lige meget. Kom her."

"Nej," siger Bellatrix hurtigt, og giver knap nok Draco chancen for at tøve. "Pigen ville vide det bedre." hendes kinder er rødmede og hendes øjne glimter; muligheden for at give Harry Potter over til Voldemort stiger tydeligt i hendes sind. Hun tager min arm og trækker mig frem. Hermione ser op på mig med store øjne, mens Ron og Harry stirree på gulvet. Mit hjerte banker. "Nå, er det dem?"

Jeg stirre ind i Hermiones blodskydende øjne og jeg er pludselig overvældet med minder; sludre spændt om vores første aften nogensinde på Hogwarts, lege dumme lege i sovesalen, lade hende græde på min skulder da hun skændtes med Ron første gang i tredje år, gøre os klar til Jule ballet, fnise over Krum's forsøg på at imponere hende, skændtes over Draco... Drcao. Han står lige bag mig, hans øjne er på mig. I et øjeblik regner jeg med at han siger nej til mig, og ryste uanselig på hovedet... Men det vil han ikke. Han ved at jeg aldrig, nogensinde vil forråde mine venner, lige meget hvor lidt de syntes om mig nu.