Dear Draco (Danish translation)

Sytten

De fleste dage, vågner jeg mens jeg tænker på Draco. Måske for mange dage, og jeg bekymre mig nu at jeg ikke brugte nok tid med min familie hen over sommeren, mens jeg var så optaget med at bekymre mig om ham. Men så, han har opført sig mere mærkeligt end jeg forventede. Han ser ud til konstant at være på kanten, og konstant varsom om dem omkring ham. Et øjeblik er han dejlig, og det næste er han muggen, til der hvor jeg undrer mig over om den eneste ting der er galt virkelig kun er hans far i Azkaban. Er der noget mere? Noget han ikke fortæller mig? Azkaban er et forfærdeligt, skræmmende sted og jeg er sikker på at det er konstant foruroligende at have en af sine elskede der. Men så, hvad er værre; at have en far i Azkaban eller at have en far dø?

"Belly?"

Jeg begynder da jeg hører Dracos stemme og blinker ud af min egen verden. Jeg sidder alene ved Gryffindor bordet, og stirre blankt tværs over hallen. Det er November nu, og det bliver køligere, men det kunne lige så godt være September som det her har været sagen siden starten. Mig, alene når som helst Draco ikke er sammen med mig. Jeg ved ikke hvad klokken er nu, men jeg har siddet her siden morgenmad, holder fast om det samme brev i mine hænder. Jeg har kigget det gennem en million gange, og prøvet at læse mellem linjerne efter et slags smuthul, en vej ud, men jeg kan ikke finde noget. Det er en lille papir bold nu, svag i mind knytnæve fra at have så rasende krøllet og krøllet det ud igen mange gange.

"Isobel," Havde Hermione sagt forsigtigt denne morgen, stirrende i aispapiret hun læste. Jeg så op, overrasket. Vi snakker ikke så meget disse dage, Hermione og jeg, ikke engang simple spørgsmål tværs morgenmads bordet. Men noget i hendes tone fortalte mig at det var vigtigt. "Hvad er det nu din fars navn igen?"

"Richard, hvorfor?"

Hermione blev bleg og skubbede avisen over til mig. Som hun pegede på en lille, næsten gemt spalte, sværger jeg, jeg så hendes hånd ryste. "Måske skulle du læse det."

Forvirret, havde jeg taget avisen op og begyndt og læse den. O g i få øjeblikke, følte jeg en del af mig døde indeni.

Min far havde været i et angreb, og var i hvad de betragtede som kritisk tilstand. Alle andre havde sluppet afsted med milde skader, men han havde faldet hårdt og vedvarende skadelige skader selv i troldmands verden, vidste de ikke om han ville blive okay. Fra hvad jeg kunne se, vidste de enten ikke meget, eller også var det for farligt at specificere. Artiklen var så gemt væk, kort og uklar, at det hele virkede tvivlsomt at det kun viste en ting: artiklen ser ud til at indikere de mænd der var blevet skadet i et forsøg på at angribe mugglere.

Kun få minutter senere, fik jeg et brev fra min mor.

Isobel,

Din far har været involveret i et angreb.  Vi er ikke sikre på  omstændighederne.

Han har mistet meget blod og der er ikke meget tid. Jeg er så ked af at fortælle det til dig sådan her.

Jeg elsker dig rigtig meget og det gør han også.

Kærlig hilsen,

Mor

Men det gav ikke mening. Min far ville aldrig, nogensinde ville angribe en muggler eller samarbejde med death eaters på nogen måde. Han var en god mand - måske den bedste jeg kendte. Men måske... Måske kendte jeg ham bare ikke som jeg troede jeg gjorde.

"Draco Malfoy ved Gryffindor bordet," siger jeg, og stirre på brevet i min knytnæve. Min stemme kom ud hæs. "Jeg troede aldrig jeg ville se den dag."

Draco sætter sig ned ved siden af mig et ben på hver side af bænken så han vender mod mig. "Hvad er der galt?"

Jeg skubber brevet hen til ham og han forbliver stille, jeg ser som han rynker hans øjenbryn i de øjeblikke han læser det.