The Danger Of A Choice

10. Kapitel Never Change

Min synsvinkel

Følsen af det kolde vejr og kolde dråber som ramer mig, giver mig kuldegysninger. Jeg har så mange ting tanker der køret rundt oppe i hovedet, jeg kan ikke klare så mange ting på en gang. Hvorfor havde han sagt det? Han sagde at, han ikke vil.. Jeg vidste ikke selv om det hele bare var en fejl, at jeg aldrig skulle havde stolet på ham. Men jeg var så dum at jeg gjord det, dum nok til at kunne stole på ham. Jeg har ikke nogen jeg kan stole på mere, for han var den sidste person jeg havde. Jeg er helt alene, der er ikke nogen som kan hjælpe mig. Jeg gik ind i bilen, og startede den op. Jeg var glad for vi allerede var kommet hjem igen. Jeg kiggede ud af vindduet og over mod Cara, hun så glad ud. Hun gav Harry et kram og derefter gik hun. Jeg fjernede min syn væk fra hende og tændte for bilen. Jeg hørte en bank på vinduet ved siden af mig, og jeg vende mig om chokede da jeg så Lucky. Jeg havde helt glemt at han skulle køre med, af alle de tanker jeg havde. Jeg åbnede hurtig døren for ham, så kan kunne komme ind. Jeg kunne høre regnen storme ned, ind til han lukkede døren igen. "Du var ved at glemme mig" siger han med et grin. Jeg smiler bare og kommer i tanke om hvor sjovt det kunne være at han bare stod i regnede. Et lille grin undslapper min mund, og han smiler. Jeg tænder for radion, og begynder at køre ud af parkeringspladsen fra skolen. Der er stille og man kan nærmest høre regnen ramme vinduerne, af alt den stilhed. Selv musiken er ikke engang så højt, så jeg skrue en smule op. "Hvor bor du hen af?" spørger jeg ham. Han kigger op fra sin mobil og hen på mig. "Den samme vej som du bor på, nummer 13" siger han og smiler. Det er ikke så langt væk fra mig af, jeg bor i nummer 18. Så ca 5 blokke væk fra mig af. "Det da tæt på mig" siger jeg og smiler til ham. Han nikker som et svar på ja, og jeg smiler til ham. Der går et øjeblik føre, vi når hen til hjørnet enden jeg drejer ind til hans hus. Jeg parkere ind af en kant, som er ved hans hus. "Tak Clara" siger han og smiler til mig. "Sig til næste gang, hvis du ahr brug for et lift" siger jeg til ham. "Og du kan altid komme til mig, hvis der er noget husk på det. Hvis du også har brug for en snak senere, så er du velkommen til at komme over til mig." siger han og smiler. Det så rart at høre, at han siger sådan nogen ting til mig. Jeg smiler bare og siger farvel ved at give et kram til ham. 

*******

Det dejligt at sidde på sengen med en kop varm te, i mens man kan høre regnen. Jeg er træt efter den lange bus tur, og trænger til søvn. Jeg vil ikke tænke på andet lige nu, men vil bare gerne sove. Jeg ligger mig på sengen og lukker øjne. Jeg prøver mit bedste, men kan ikke sove. Jeg vender mig om på den anden sidde og åbner mine øjne. Jeg rejser mig op af sengen, og kigger ud af vinduet. Jeg går hen mod køkknet og tager et glas vand og forsætter ud i haven. Da jeg åbner døren kan jeg høre hvor meget det regner, men jeg vælger at gå ud afligevel. Jeg kan mærke være eneste dråbe som rammer mig. Jeg kan mærke de kolde dråbe rammer mit ansigt, jeg lukker øjnene i et styk tid og holder vejrt. Jeg vil ikke mere, jeg er syg i forvejen. Jeg vil ikke lide af det her, jeg vil være normal ligesom alle andre. Jeg vil have et normalt liv og leve som andre, jeg vil ikke ende sådan her på en ung alder. Jeg kunne mærke arme rundt om mig, jeg åbnede mine øjne og kiggede. Jeg så Harry, hvad lavede han her? Jeg var ret træt og svimel, jeg prøvede at trække mig væk fra ham. Men kunne ikke, jeg var ikke stærk nok. Midt i det hele, sagde det bare klik i mit hovede. Det hele var sort, og intet kunne jeg se. Jeg vågende op og kiggede rundt, jeg kunne ikke se Harry nogen steder. Jeg åbnede døren og gik ud i stuen. Men stoppede op, i hjørnet. Da jeg hørte Harry og Francisco tale sammen. hvad lavede Francisco her? Er det Harry som har kaldt på ham? Jeg var ret forvirrede over alting, og hvad der forgik lige nu. Men jeg blev hvor jeg var og hørte hvad de snakkede om. Det gjord et mere forrvirende, så det var Harry som fortalte det til Stella? Min hemlighed.. Hvor ved han det fra? Jeg vidste ikke hvor jeg kunne finde svaret eller hvad jeg skulle gøre. Jeg stod midt i det hele uden at vide noget, og hvordan jeg skulle sige undskyld il Francisco. Jeg vil ikke engang se Harry's ansigt mere. "Så det var dig?" råbte Francisco til Harry. Han tyssede på ham  og sagde at han skulle være stille fordi jeg vil vågne. Jeg gik ud til dem med våde kinder, og begyndte at råbe af Harry. "DU HAR ØDELAGT MIT LIV HARRY, VAR IKKE NOK MED DIG AT DU NÆRMEST.." Jeg havde ikke krafterne til at sige ordet. "OG MIN HEMMELIGHED, HVOR VED DU DEN FRA? HVORFOR SIGER DU DET TIL STELLA? HVAD ER DIT PROBLEM?" råbte jeg. Jeg gik med fuld fart over til min værelse og låste døren. Jeg satte mig på sengen og tog mine høretelefoner og satte dem i mine øre. Jeg åbnede min skuffe og fandt mine piller frem. Jeg tog et par stykker og lagde mig på sengen. Mine øjne var ved at løbe tøre af tåre, af at græde så meget. Jeg lukkede stille mine øjne, og prøvede på at falde i søvn. Der gik ikke langtid føre jeg allerede var faldt i søven.

(Gizem: OMG SORRY SÅ MANGE GANGE FOR AT OPDATERE FØRST NU, HAR HAFT TRAVLT... Arbejde arbejde arbejde, være sammen med mine venner osv.. Men tusind tak fordi i læser med, det betyder meget. Kommentere hvad i synes om bogen indtil videre og hvad i synes der skal se i næste kapitel, måske kan jeg bruge nogen af jeres ider. Stem gerne, det vil betyde meget for mig!! xoxo )