Frozen hearts

Part 5

Vi fortsætter hjemad.
Magnus er i gang med at fortælle et eller andet om noget han så på insta, men mit fokus er et andet sted.
Mit blik kigger rundt men standser brat da jeg opdager noget.
Jeg rynker brynene, uden at fjerne blikket.
"Hvordan var det den bold du fik stjålet så ud?" afbryder jeg.
"Det var en ol-træningsbold? Hvorfor?"
Jeg kan fornemme hans forvirrede blik der hviler på mig.
Jeg peger forsigtigt mod det jeg har spottet.
"Kunne det være den der?" siger jeg fortvivlet.
Magnus nikker langsomt.
Jeg småløber hen og tager den op.
'Magnus Landin' står med Magnus' krogede håndskrift.
Jep.
Tyven har efterladt bolden her.
Jeg trækker armen tilbage og kaster bolden hen mod Magnus.
Magnus griber den, men går derefter fuldstændigt i stå.
Han er helt paralyseret.
"Hvad er der, mus?"
Jeg når kun lige akkurat at sige sætningen færdig før jeg mærker en hånd presset hårdt mod min mund.
Jeg kæmper med alle mine kræfter for at fjerne hånden, mens jeg desperat forsøger at råbe og skrige så højt jeg kan.
Men stort set ingen lyd slipper igennem.
Jeg stopper med at kæmpe imod, da det går så småt går op for mig, at det intet nytter.
En arm bliver flået rundt om min, og min arm bliver spændt fast bag på min ryg.
Mit syn bliver sløret, men jeg fornemmer endnu en skikkelse foran mig.
Magnus.
Han kæmper for at få mig fri, men uden held.
Jeg træder et skridt tilbage og træder tilfældigvis lige oven på foden af kidnapperen.
Det giver et sæt i ham, og er øjeblik giver han slip.
Magnus river min arm til sig.
"LØB!" råber han, og river mig afsted.
Jeg løber med alt hvad jeg har, uden nogen ide om hvorhen.
Vi løber om bag en busk hvor jeg er sikker på ingen kan se os.
Tårerne presser sig på bag mine øjenlåg.
Magnus trækker mig tæt ind til ham og giver ikke slip.
Jeg hviler hovedet på hans bryst, men jeg græder alle mine tårer ud.
Han holder bare om mig.
Alt i mig fortæller mig at jeg ikke vil være her længere.
"Det er okay..." hvisker Magnus forsigtigt ned i mit hoved.
Jeg kan hører den forsigtige gråd i hans stemme.
Vi begynder at gå lige så stille.
Jeg har absolut ingen ide om hvor vi er.
Magnus fører mig ud gennem busken, og jeg opdager at vi bare er løbet i cirkler, for lejligheden er ikke mere end 100 meter væk.
Magnus holder stadig om mig da ville stille går hjemad.
Min fod gør ondt af helvedes til.
Tyven eller kidnapperen eller hvad han nu er gjorde et eller andet.
Smerten jager op gennem min krop.
Magnus kigger mig i øjenene.
"Er du okay?"
Hans bekymrede blik ser direkte gennem mig.
"Ja, alt er fint, jeg slog bare foden lidt før," svarer jeg og kigger ned.
Han smiler til mig og kysser mig.
Jeg elsker alt ved ham.
Jeg kan ikke lade være at smile tilbage.
Men min fod trækker humøret ned.
Jeg kæmper alt hvad jeg kan for at gå normalt, og endelig når vi indenfor.
Jeg ryster af den kolde decemberkulde, men nyder kraftigt den dejlige varme.
Mine ben kæmper sig ind til sofaen og jeg smider mig ned.
Jeg lægger forsigtigt foden op og trækker langsomt sokken ned.
Den er fuldstændig hævet.
Mine fingre forsøger blidt at finde der hvor det gør mest ondt, men foden smerter hele vejen rundt.