Even Death Himself Can cry

Secrets Revealed 08

Shun hopper om bag min ryg.

"E- er det mennesker?!"

"Bare rolig Shun, mennesker findes ikke mere, de er udryddet for længst."

"Udryddet..?"

"Ja, de døede i krigen."

"Mika, så der findes ikke flere mennesker i verden?"

"Nope, alle er blevet udryddet, og hvis der var flere tilbage, så ville de blive henrettet. Har du ikke lært om det før?"

-henrettet? Hvad ville hun gøre, hvis hun fandt ud af det?

"-ja, og for os vampyrer, så er de vores svaghed!"

".. S-svaghed?" "Yep, vi elsker deres blod så meget! Surt at de ikke er i live mere.."

"Ja, mennesker lever heller ikke i så lang tid, måske omkring 100 år? De er også svage. Har også hørt at de bliver hurtigt forelskede.."

- før eller siden, finder hun vel ud af det..

"Øh, Mika... Hvorfor er det, at menenesker begynder at kigge på os?"

"Shit! Du begynder at blive synlig!"

"Hvad?! Jeg kan ikke blive se-"

jeg tysser på hans mund, og vi løber sammen ind i en lukket gyde.

"- heey, hvor er han fra?" "Jeg tror, at de løb den her vej!"

"Mika! G-gør min usynlig igen!"

"D-det kan jeg ikke! Jeg ved ikke hvad der sker!? Jeg må have brugt al min kraft! Det her er aldrig sket før!"

Vi løber sammen ud af gyden og drejer om hjørnet. Pigerne er allerede væk.

"Hey Yui, har du ikke en eller anden kraft?"

Jeg ryster ubevidst på hovedet.

"Hvad..?"

"Ø-øh ikke endnu ihvertfald!"

".. Så du er et menneske lige nu?"

Shun ser min dybt ind i øjnene.

"Shun du må have misforstået, Yui er ikke-"

"jo.. Jeg er en dødelig."

"Laver du SJOV MED MIG?!!"

Mika ser bekymret men surt ind i mit ansigt.

"Mi-"

"nej! Hvorfor er du her?! Du må ikke være her?! Så er det da klart, at du ikke har fundet dine kræfter! Det er ikke muligt for et menneske, at have overnaturlige kræfter!" Hun giver mig en ordentlig lussing.

Jeg falder til jorden.

Shuns POV
"Y-Yui! Hvad fanden laver du Mika?!" "Hvad jeg blev nødt til." Jeg forsøger at gå hen til Yui på jorden, men en lyselilla bobbel former sig omkring hende. "Yui!"

Spidse ører og sorte tårer begynder at forme sig i ansigtet på den bevidstløse pige. Jeg begynder at slå til det gennemsigtige glas, men jeg får et ordentligt stød igennem mig: "..!! YUI!" Jeg slår alt hvad jeg kan på glasset, og det brækker i stykker. Glasskårene flyver videre med vinden. "Shun.. Er hun okay?" Mika begynder at græde voldsomt.

Yui lader ikke til at åbne øjnene. "Yui.. Yui!" Hun åbner hendes øjne stille, og tager sig til hovedet, som om at noget gav hende et stød i det. "Av! Hvor er jeg?!" "Bare rolig Yui, du kom ikke til skade." Hendes hugtænder og sorte tårer under hendes øjne er endnu ikke gået væk, spidse ører var også vokset ud af hende. "Y-YUI! DET ER ALTSAMMEN MIN SKYLD! Waaaa!"