Even Death Himself Can cry

Distanced Memories 03

"Her er dit nye værelse, bare prøv at føle dig hjemme Yui."

Manden med det sjove overskæg går ned af den lange gang, og forsvinder på hjørnet. Gangen strækker sig langt på begge sider. Mit værelsesnummer er nummer 013 på 3. etage.
Jeg braser ind af døren, og jeg stivner ved synet af en person der sidder og hører musik. En smuk mørkhåret pige, med mørkebrune øjne med et gyldent skær.

"Hej? Er du hende der den nye?"

Uden at fjerne mit blik fra hendes, nikker jeg. Hun får et lusket smil på læben:

"heeeei, jeg er Mikasa, det er godt at møde dig værelseskammerat!"

Hun flyver op fra sengen, og krammer mig.

"Vi skal så meget være aller bedste veninder forevigt!"

Hun samler sit hår i en høj hestehale, tager et par sko på, og et stort stykke flute i munden:

"hvad venter du på? Kom så! Jeg gætter på at du ikke har fået en rundvisning endnu? Ellers får du sgu bare en til!"

Jeg kan næsten ikke høre, hvad det var hun sagde, fordi brødet var i vejen. Hun tager mig i hånden, og vi løber afsted ned af alle trapperne og udenfor i det dejlige sommervejr.

~~~~~
Rundvisningen blev ikke til så meget, for det første Mikasa gjorde var, at smide sig i græsset neden under Sakura-træerne. Jeg lægger mig ved siden af hende, og vi ligger og sludrer, som normale veninder ville gøre. Det var ikke fordi vi havde så meget at snakke om, men det var såmænd alligevel sjovt.

"Yui, ikke?"

Jeg nikker.

"Haha, nu er vi bedste veninder ikke?"

Jeg giver et godkendende smil som respons.

~~~~~
Vi var altid sammen, også hvis jeg kom i problemer:

Drengene fra en af de mere advancerede klasser, driller mig:

"din lille gnalling! Se så at løbe hjem til din mor!"

"Haha! Du er så svag, at du ikke engang kan starte i den mindste klasse endnu!"

"Ja og se lige, nu får hun tårer i øjnene-"

"Hey! Lad hende så være!!"

Mikasa kommer løbende som vinden, og hun stiller sig foran mig som en barrikade.

"I rører hende ikke!"

"Åårh hvad vil du gøre? Det er ikke tilladt at bruge- ..!"

Mikasa tager sin hånd frem, og stryger noget glitter på hendes håndflade, og kaster det på dem. En røgbombe:

" aaargh! din møgkælling! Kom tilbage!"

~~~~~
Mig og Mikasa løber alt hvad vi kan tilbage til vores værelse. Vi er helt grinefærdige.

"Hahaha. Mange tak Mikasa, hvis du ikke var kommet, så ville de nok været begyndt at slå mig igen."

"Igen? Hvor slog de dig?"

Mikasa virker helt bekymret, og kun undersøger mit ansigt:

".. Eej, det er allerede blevet lidt blåt. Er du sikker på at du er okay?"

Jeg nikker. Hun tager mit pandehår væk fra ansigtet, og lægger sin hånd på mærket på min kind:

"Tollere dolorum et faciunt felicitatem repetendam"

en kold følelse spreder sig i kinden, og smerten forsvinder.

"Wow Mikasa, hvad gjorde du? Hvad sagde du?"

Hun smågriner:

"remove the pain and make the happiness regain" (vidste ikke lige hvordan jeg skulle oversætte det til dansk.)

"Woow, det er lige før at jeg tror at du er en heks Mikasa."

Hun nikker:

"jaja, det er jeg skam også- hvad laver du Yui?"

Mit blik stivner, og jeg begynder at drille med, at det nok bare er noget hun siger for sjov.

"Yui, jeg tager altså ikke fis på dig, alle her på skolen har jo overnaturlige kræfter, også dig, ellers ville du jo ikke være kommet ind her."

"... Hvad? M- Mikasa, jeg er ikke helt med..?"

"Haha, det behøver du heller ikke at være, det er bare som det er, du skal nok forstå det bedre, når skolen starter."

"Okay.. Mikasa."

"Haha, bare kald mig Mika."