Even Death Himself Can cry

Thick tears 02

Næste morgen tager vi sammen til min første skoledag. Mika er ikke så god til det der med at trylle, så hun besluttede sig for at starte i en af de første og lette klasser sammen med mig. Jeg er meget nervøs, for jeg ved jo at de ikke får en skid ud af mig, et menneske.

Jeg forklarede læreren at jeg ikke er så god til det der overnaturlige. Hun var meget forstående, men det fik mig bare i fedtefadet, for nu skal jeg have en coach på 24/7, så de kan se hvordan det går mig. Hvad skulle de dog kigge på, for jeg kan jo alligevel ikke noget..

"Prøv nu at koncentrere dig Yui! Prøv at tænk dig godt om! Hvis du skal finde ud af hvad dine kræfter er, så må du tænke tilbage til fortiden, kan du huske noget?"

Nu hvor jeg tænker over det, så kan jeg faktisk ikke huske noget. Kun at jeg har en familie. Ingen navne, ingen mennesker..

"Shun, kan du hjælpe mig? Hvad skal jeg gøre?"

~~~~~
*Knips m/ ekko*
Shun popper op foran mig:

"nå endelig spørger du om hjælp. Hvad skulle det være..?"

"Shun.. Hvem er jeg enlig? Du må da vide noget."

Han ryster tilgivende på sit hoved:

"har du tænkt over hvad eller hvem jeg dog kan være, Yui?"

Jeg ryster på mit hoved, og kigger på min træner og alle andre, som er frosset til stedet ved hjælp af Shuns' evner.

~~~~~
Hermed blinker jeg et par gange, og så står et helt andet sted. Et helt andet univers. Min verden.
Verdenen har den dejligste skinnende sol, friskt nytrimmet græs og dejlige, store, modne træer i horisonten og en snoende stig, der har blomster i kanten. En regnbue ville passe perfekt ind i temaet og farverne. Stedet gør mig i virkeligt godt humør.

Mine fødder bliver dejlige og nedkølede, og den kolde brise, får mit hår til at løfte sig let med vinden.

"Yui, ser du, faktisk er jeg en ......"

"Shun, hvad er det du siger?!"

Han er pludselig virkelig fjernt borte. Han holder sit hånd op foran sin mund, og det gør det meget svært at høre hvad han ville sige.

"En ......"

"En bjørn? En abe? Ej c'mon, hvad er du? Jeg hader gættelege."

"Øøh.. Nej..?"

Han er ikke fjernt nok borte til, at jeg kan ane, at han hæver sit ene øjenbryn.

"Om du ved det eller ej, så tror jeg ikke at det er noget, der vil gøre dig glad. Det vil ændre dig. Jeg kan kun ses af dig, fordi jeg er en del af dig. Hvis du ved hvad jeg er, så ved du hvad du er, men jeg findes ikke."

Hans mund kører der ud af, men jeg aner ikke hvad han snakker om. Havde han virkelig regnet med at jeg ville kunne høre, hvad han sagde på miles afstand? Hvad fuck snakker snakker den gamle mand dog om?

"Hvaaad?! Shuun, jeg tror at du står for langt væk, jeg kan ikke høre dig så godt!!"

Han skifter form, og lader sig flyve hen til mig:

"Hvorfor kan du ikke tage noget seriøst din smøgunge?!"

Han får et irriteret ansigtsudryk, og begynder at drille mig:

"Nå jaaa, hvis du ikke vil have hjælp, så er det jo også bare din egen skyld. Hmph."

Hans fornærmede måde at vende hovedet på, og lukke hans øjne og sætte arme over kryds, himens han taler, får mig til at bryde ud i latter:

"LOL! Jeg troede ikke at du kunne være så sjov, din gamle mand!... Pfff hahahaha!!"

".. 'Gamle mand?' Nok er jeg ældre end dig, men det er ikke nok til at du kan kalde mig en gammel mand, din gamle kone!"

~~~~~
Et øjebliks stilhed rammer os begge hårdt. Vi kom begge helt ud af koncentrationen og seriøsiteten. Et dybt suk undslipper hans løber:

"Yui.. Det var faktisk noget meget vigtigt, jeg ville fortælle dig..
Du ved stadig ikke hvem eller hvad jeg er vel..?"

Jeg ryster på hovedet, og folder mine hænder sammen, som når man skal bede ril gud.

"Jeg er den sidste der er tilbage.. Du er den eneste der kan kalde på mig, røre mig og se mig, fordi du er den eneste der har blodet i dig."

Jeg får et forfærdet blik i øjnene, og mine øjne møder monstrets. Min vejrtrækning bliver tungere, og jeg kan mærke at mine håndflader bliver helt svedige.

"Yui, Yui! Slap nu af.. Jeg er stadig den samme, det ændrer sig ikke ved, at du nu ved hvad jeg er! Yui!"

Vil han nu styre mig? Vil han kontrollere mig, og få mig til at dræbe alle de uskyldige væsner? Eller udslette skolen? Hvorfor lige mig, den svageste?

Jeg begynder at ryste helt vildt, og jeg er lige ved at falde sammen, men monstret griber mig:

"Yui, det er stadig mig, Shun!"

Rystende kigger jeg op på monstret, som forsøger at gøre mig tryg ved at omfavne mig:

"Hvornår gør du det så? Hvornår bidder du mit hoved af?"

"Yui.. Jeg tror at de har forgiftet dig?! Du har spist et eller andet, som ville få dig til at tænke, som du gør, når du møder en vampyr!"

*knips*

"Fuck, det virker ikke? Jeg kan ikke stoppe frygten!"

*knips* *knips*

"Dit monster! Din vampyr!! Slip mig!"

"Og jeg som troede at du ville være forstående.."

Monstrets øjne bliver nu helt røde, og de begynder at løbe med blod. Tårer lavet ud af blod piler ned af hans kinder. Hans ansigt bevæger sig tættere på mit, og han fanger mit skrig i et omfavnende kys:

"Farvel.. Yui.."

Monstrets skikkelse svinder, og verdenen kollapser sammen med ham.