Cesar, Totally Not A Garfield |✔️

1. Tasker og kufferter

"FAR, hvor er min tandbørste?!" råber Billy oppe ovenpå.

"På månen, hvor ellers?!" råber Jack sarkastisk hernede fra i køkkenet. Hvorfor skal de råbe sådan? Her er faktisk nogen, der prøver at få sin skønhedssøvn. Jeg rykker mig irriterede i sofaen, men jeg kan ikke komme op. Så meget for en lækker fed mave.

"Hvordan skal jeg komme derop?!" råber Billy panisk. Jeg prøver virkelig at vride mig rundt, men jeg rykker mig kun i små bider.

"Du kunne jo prøve at hoppe!" råber Jack og kommer hen, så jeg kan se ham. Han går hen til fjernsynet og åbner en kommode, som den står på. Hans sorte hår er sat op som altid, men han har ikke et jakkesæt på, som han plejer. I stedet har han en hvid skjorte og blå shorts på, der matcher hans lyseblå øjne. Han er faren i familien, og så vidt jeg ved, så tjener han mange penge. De har i hvert fald råd til det her kæmpe hus, som min mor fødte mig udenfor. Deres datter, Samantha, fandt mig, og så blev jeg velkommet med åbne arme.

"Far, jeg mener det. Jeg kan ikke finde den!" råber Billy. Jeg er kommet til at rykke helt hen til kanten af sofaen, så jeg fryser helt til sten. Det var ikke så heldigt.

"Hvis I råber om det, jeg tror, så er det altså en virkelig klam måde at have den samtale på!" råber Spencer også oppe ovenpå. Der er tre børn. Spencer, på 17 år. Samantha, på 14 år. Billy, på 11 år.

"Spencer, lad vær med at være så pervers, og, Billy, den er nok på dit badeværelse, geni!" råber Jack. Jeg kan mærke, at jeg begynder at hælde til siden.

"Hvornår er han ikke pervers?!" råber Samantha og smider sig i sofaen ved siden af mig. Hun kom lige ned fra trapperne. Jeg kigger på hende med store øjne. Hendes mørkebrune hår hænger bølgende ned af hendes skuldre, og hendes mørkeblå øjne lyser underholdt. Mine øjne skriger hjælp, men hun når ikke at gøre noget, før jeg falder ned på gulvet med et ordentlig 'bump'.

"Var det alt din selvtillid, der faldte der, Sammy?!" råber Spencer. Samantha gisper og kigger på mig med store øjne. Jeg laver klagende lyde.

"Cesar, min baby," piber hun og skynder sig ned på knæ ved siden af mig. Hun løfter mig hurtigt op i hendes arme.

"Jeg behøver professionel hjælp. Er der en læge til stede?" spørger jeg, selvom jeg godt ved, at mennesker ikke forstår et ord, der kommer ud af min mund.

"Undskyld, undskyld, tusind gange undskyld," siger Samantha hurtigt og kysser mig på panden gentagne gange. Hun er den, der passer mest på mig. Jeg får også altid lov til at sove i hendes seng. Hun behandler mig virkelig, som den konge jeg er.

"Det var jo ikke din skyld, Sam," sukker Jack og lukker kommoden. Jeg kigger surt på ham. Han har åbenbart fundet det, han ledte efter, fordi han går igen med noget i hænderne.

"Derfor kan det stadig godt gøre ondt på ham," siger Samantha forsvarende. Nemlig! Hun sætter sig op i sofaen igen med mig i armene og nusser min pels.

"Jeg fandt den!" råber Billy glad og løber ned at trapperne. Han har alle hans tasker hængende på ham. Hans gyldenbrune hår hænger rodet ned af hans pande, men man kan tydeligt se hans is blå øjne. Han har også smilehuller, hvilket han er den eneste, der har arvet af deres mor.

"Så går verden jo alligevel ikke under," griner Hannah og kommer gående ned af trapperne. Når man snakker om solen. Eller nok nærmere tænker. "Du har reddet dagen," smiler hun og roder Billy i håret, så det stritter endnu mere til alle sider. Hun har langt lysebrunt hår og mørkeblå øjne.

"Tillykke, B, velkommen til manddommen," siger Spencer, imens han lunter ned af trapperne. Han rækker hans hånd ud til Billy med et smil på læberne, imens hans blå øjne stråler underholdt. Jeg kigger forvirret på ham præcis som Billy. Manddommen? Han har kort mørkebrunt hår, der altid er rodet. Hvad sker der for drengenes hår i den her familie? Kun Jack sætter altid hans hår pænt. For mig har jeg bare en naturlig smuk pels. Lad os bare indrømme det.