Cesar, Totally Not A Garfield |✔️

9. Branden og redningen

Jeg går forrest igennem tunnellen med Robbie og Rosie i hælene. Lugtene bliver stærkere, så jeg begynder også at gå hurtigere. Jeg kommer hen til enden og smækker lågen op, hvorefter jeg hopper ud. Alle dyrene er i burene herinde. De har åbenbart fået fanget nogle af kattene tilbage også.

"Kom, lad os få dem ud," siger Robbie hurtigt til Rosie. De leder nok efter en knap ligesom før, men det er der altså ikke. Jeg løber hurtigt hen til Caramel. Hun ligger ned med lukket øjne, så hun har åbenbart ikke set, vi er kommet.

"Caramel," siger jeg. Jeg kan ikke lade vær med at smile, og jeg ved ikke hvorfor. Hun åbner hurtigt øjnene og rejser sig forskrækket op. Jeg prøver at få mit smil væk.

"Cesar! Nøj, hvor er jeg glad for at se dig igen. Undskyld for at have rodet os ind i det her," siger hun hurtigt. Hun skiftede fra at være sådan super glad til vildt trist.

"Det er ligegyldigt nu. Vi er nødt til at få dig ud," siger jeg og kigger på Robbie og Rosie. De trykker på en stor rød knap, som jeg ikke så før. Alle burene åbner sig, så alle dyrene hopper ud.

"Kom, allesammen den her vej," siger Robbie og løber ind i tunnellen med Rosie. Alle løber hurtigt efter dem. Inklusiv Caramel. Jeg kigger på maskinen. Det ligner, den skal til at springe i luften. De trykkede vist også på noget andet. Jeg skynder mig igennem tunnellen og kommer hen til de andre, lige inden noget eksploderer. Alle gisper bag mig. Jeg vender mig hurtigt om. Der kommer ild ud af tunnellen. Det brænder.

"Løb!" råber jeg, og så løber vi alle skrigende ud af rummet. Vi stopper dog alligevel brat op foran Dr. Dulion. Kvinden er kommet med hans telefon, og hun ser på os med store øjne.

"Hvad i alverden er der sket?" spørger Dr. Dulion højt. Vi begynder allesammen at se ondt på ham og knurre af ham. Han træder hurtigt tilbage.

"Jeg vidste, jeg ikke skulle have sendt vagterne hjem," mumler han til sig selv. "Så gør dog noget," siger han hidsigt til kvinden. Hun ser bare skræmt på os, men så ændre hendes blik kurs bag os. Jeg kigger derom. Nå ja, branden. Den har allerede bevæget sig herhen til.

"Ha ha," siger Dr. Dulion ondskabsfuldt. Jeg kigger hurtigt tilbage på ham. Han har fået fat i Caramel og holder hende truende oppe i luften. Jeg gisper.

"I kan gå nu. Jeg behøves jer ikke, når jeg har den her. Den vil gøre alt, hvad jeg befaler," siger han med et skummelt smil. Mit forskrækket blik ændrer sig hurtigt til et ondt et, og jeg går med det samme i angriber mode.

"Ingen skal røre Caramel!" råber jeg og løber hurtigt mod ham. Jeg hopper op og spakker alle fire ben ind der, hvor det gør ondt. Han tager sig straks klagende til det, efter jeg er hoppet ned. Caramel kommer fri og gemmer sig hurtigt bag mig. Dr. Dulion krummer sig sammen på gulvet. Jeg må være ærlig og sige, at det faktisk også gjorde lidt ondt på mig.

"Yes, go Cesar!" råber Robbie jublende. Alle begynder at juble af mig. Kvinden har sat sig op på bordet.

"Pas på!" råber jeg hurtigt. Noget af væggen falder ned og rammer os næsten. Branden har spredt sig. Meget endda.

"Vi må skynde os ud!" råber Robbie hurtigt. Vi skal til at løbe hen til døren, men branden har allerede spærret vejen for os. Jeg kigger nervøst rundt. Vi er fanget i branden. Jeg begynder at kunne høre sirener, hvilket jeg puster lettet ud af. Eller vent, hvad kan de gøre? Vi har brug for brandvæsnet!

"Hvad gør vi nu?" spørger en hund skræmt. Der begynder at falde flere ting ned, hvilket flere skriger af. Jeg kigger på kvinden. Hun har fået fat på den ting, der slukker for brande. Yes. Hun ryster, imens hun får slukket lidt at branden, men så taber hun den ind i den, så hun ikke kan nå den. Nej.