"Det vender jo på hovedet, skat," sukker Jack og sætter farten ned på bilen. Vi sidder i bilen, ligesom vi altid gør.
"Det kunne du da godt have sagt for sådan to kilometer siden," siger Hannah irriterede og vender kortet om på en arrig måde. "Nej se, du skal dreje," siger hun vindende.
"Er det bare mig, der ser syner, eller er det ikke bygningen der?" spørger Spencer og peger ud af forruden. Jeg kan ikke se noget herfra, men jeg ved, de andre sidder i deres bil og følger trop. Jack sukker virkelig højt.
"Se, vi skulle ikke dreje," mumler han og sætter farten op. Hannah giver ham et prøvende blik, hvilket får ham til at rykke ubehageligt på sig.
"Diego skriver, at hans far spørger, hvad der sker for din kørsel," siger Billy med hovedet i telefonen.
"Skriver du med ham?" spørger Samantha forvirret med rynket pande.
"Og du har siddet her hele tiden, Billy, du ved da godt, hvad der sker," siger Spencer og skæver til ham. Billy svarer ikke, men han trykker på hans telefon. Bilen stopper brat op, så mit hoved banker ind i sædet foran. Flot landing...
"Burde bilen ikke snart blive fikset?" spørger Samantha med store øjne og holder hurtigt ordentligt ved mig, imens hun aer min pels.
"Jo, men nogen bliver ved med at udsætte datoen," siger Hannah og giver Jack et dømmende blik.
"Du kunne jo også bare tage den på værkstedet," siger han med et løftet øjenbryn. Spencer, Billy og Samantha giver hinanden forvirret blikke.
"Lad os bare glemme det. Vi er her nu," siger Hannah og skynder sig ud fra bilen med Jack i hælene. De andre kommer også langsomt ud af bilen, imens Samantha holder godt ved mig, og jeg bliver med det samme mødt af en kold brise. Jeg får helt kuldegysninger. Burde det ikke være varmt om sommeren? Jeg sagde jo, at det også er koldt.
"Hvad er det egentlig, der er så specielt ved det her sted?" spørger Alice. Alle står og kigger over mod bygningen. Her går et par mennesker rundt.
"Ikke tænke. Bare se," siger Gabe og begynder at gå derhen. Alle følger hurtigt efter ham. Jeg ligger stadig i armene på Samantha, men Caramel går nede ved siden af Alice. Hun følger bare helt normalt med. Jeg er da bare glad for, jeg kan ligge her. Så behøves jeg ikke gå.
"Kommer det her til at tage hele dagen?" spørger Billy. Alle stopper foran den kæmpe bygningen.
"Tror du seriøst, vi skal glo på en bygning hele dagen?" spørger Spencer med løftede øjenbryn. Billy kigger irriteret på ham.
"Kom nu, vi bliver nødt til at tage billeder. Ellers kan man ikke se, at vi faktisk har været her," siger Ava og finder hendes telefon frem. Samantha sætter mig ned. Okay. Caramel ruller rundt i noget græs. Alle tager billeder. Vent nej, Jack og Hannah har sat sig over på en bænk. Det er ikke så tit, at de skændes, så jeg er nødt til at finde ud af, hvad der sker. Jeg går hen til bænken og prøver at hopper derop, men det er selvfølgelig ikke så let.
"Vi burde ikke skændes foran børnene," siger Jack og tager Hannah's ene hånd i hans. Jeg lægger mine forreste poter op på bænken og prøver at hive mig selv op, men nøj det er hårdt. Hvorfor er jeg så tung?
"Jeg er ret så sikker på, at alle forældre gør det," siger Hannah stille. Jack kigger alvorligt på hende. Jeg får løftet mig selv lidt op.
"Yes," gisper jeg sejrende og prøver at komme helt op. "Kom så, kom så, kom så," men selvfølgelig falder jeg hårdt ned på rumpen. Av.
"Men jeg ved det godt," mumler Hannah. "Jeg ved ikke helt, hvad der gik af mig. Det var på grund af kortet. Mind mig om aldrig at bruge et kort igen," siger hun og peger på Jack. Han griner let og nikker af hendes ord.
YOU ARE READING
Cesar, Totally Not A Garfield |✔️
RandomDen her bog/historie handler om katten Cesar. Han er hovedpersonen, og man ser fra hans synsvinkel. Ja, jeg ved det. Sygt underligt. ENIG. Men jeg kan ikke komme mig over den her idé. En eller anden hjælp mig... Anyways, Cesar skal med hans ejere på...
