Cesar, Totally Not A Garfield |✔️

10. Fjernsyn og pool

Jeg sukker afslappet og lægger mig til rette i sofaen. I går var noget af en dag. Lige da vi kom hjem, gav både Samantha og Alice mig et bad. De hjalp så også hinanden med Caramel, men jeg kan godt indrømme, at jeg stank mest. Bagefter fik vi rester af lasagne, som der åbenbart stadig var meget af, så jeg er endelig ordentlig mæt igen.

Caramel lægger sig ved siden af mig. Eh, personlig plads. Jeg skubber hende væk med mine bagerste poter, og hun stritter heldigvis ikke imod.

"Ej, vær nu sød, Cesar," siger Samantha, som sidder ved siden af mig. Hvornår er du kommet på hendes side? Det kan godt være, at jeg reddede hende i går, men bare fordi jeg ikke kan lide hende, betyder det ikke, at jeg vil se hende død. Jeg synes nu måske lidt, at hun er kommet en smule på min gode side, hvilket ikke er et godt tegn.

"Åh, er det ikke ham der Dr. Dulion?" spørger Alice og peger på fjernsynet. Hun sidder ved siden af Caramel. Jeg kigger hurtigt på fjernsynet. En kvinde snakker, imens der bliver vist billeder af den grimme mand: Dr. Dulion.

"-og her lørdag aften blev han så taget på fersk gerning, efter hans bygning gik i brand. Det er ikke blevet bekræftet, hvad der forårsaget branden, men vi har fået en politimand, der var på gerningsstedet, til at sige nogle ord. Jim, er du klar til os?" spørger kvinden. Der bliver vist noget, de filmer live. En politimand fra i går står der med en mikrofon op i hovedet. Han ser meget nervøs ud, og han giver kameraet flere blikke, selvom han bare skal kigge på personen med mikrofonen. Mikrofonen bliver taget ud af billedet, og så hører man en mand snakke.

"Jo, tak. Jeg står her med Bob, der var den første, der kom herhen. Hvad har du at sige til den her situation?" spørger han, og så bliver mikrofonen stukket op i fjæset på politimanden igen. Politimanden Bob rømmer sig, før han begynder at snakke.

"Jo altså...ehmm...v-v-vi var allerede på sporet af Dr. Dulion, så det kom...eh...ikke som en stor overraskelse," stammer han. Hans hoved drypper nærmest med sved. Mikrofonen forsvinder.

"Og hvad med branden?" spørger ham jeg gætter på er Jim, før mikrofonen igen kommer tilbage til dens yndlings fjæs.

"Det...eh...det er stadig uopklaret, men vi kigger på s-sagen," stammer Bob. Jeg tror, jeg er den eneste, der rent faktisk ved, hvordan branden startede. Det var jo maskinen. Mikrofonen forsvinder igen igen.

"Tak for det, Bob, og nu tilbage til dig i studiet," siger Jim, og så går skærmen væk fra den svedige blege mand og tilbage til kvinden i studiet.

"Mange tak, Jim. Alle dyrene er heldigvis kommet godt ud, og så har vi fundet gode steder til dem alle. Det var alt fra det," siger hun, og så kommer der noget musik og nogle lys.

"Hvor tror du, Robbie og Rosie er kommet hen?" spørger Caramel. Jeg fortalte hende alt om dem, og hvad vi var igennem.

"Logan har sikkert taget dem ordentlig til sig," mumler jeg. Vi kommer jo nok aldrig til at se dem igen...nå, nok om det, jeg er sulten. Jeg hopper ned fra sofaen og går hen til køkkenet, hvor Samantha har stillet min morgenmad. Det er kun os, der er i stuen. Jeg spiser det hurtigt.

"Skal vi ikke gå ud til de andre?" spørger Alice. Jeg bliver færdig og går tilbage til dem.

"Men Cesar kan ikke lide vand. Du så, hvordan han var i går, da vi gav ham et bad," siger Samantha. Hvad snakker de om? Jeg kigger mistænksomt op på dem.

"Han kan da bare lade vær med at komme i," siger Alice bedende. Samantha tænker lidt og sukker så.

"Fint, men kun fordi jeg også har lidt lyst," siger hun. De rejser sig op og begynder at gå. Jeg følger efter dem med Caramel i hælene. De løber op af trapperne, og så stopper vi.

"Hvad skal de?" spørger Caramel. Vi sætter os begge ned på gulvet.

"Jeg har ingen idé. Mennesker er mærkelige," siger jeg. Hun kigger op mod trapperne. Der går lidt tid, og så kommer de ned af trapperne igen, men nu har de håndklæder rundt om sig. Jeg kigger forvirret på dem. De går lige forbi os. Har de fuldstændig glemt alt, der skete i går?

Vi følger hurtigt efter dem. Det bliver udenfor i haven. Der er en pool, som de andre er ved. De voksne sidder på nogle stole og snakker, imens Spencer, Billy og Diego svømmer i poolen. Nå det var det! Forræder!

"Ej, kan du svømme, Spencer? Nej hvor flot," siger Samantha, som om hun er en pædagog, der taler til et lille barn. Hun går hen til stolene sammen med Alice.

"Ja, og jeg kan også mange andre ting, men det er jeg ikke sikker på, din lille hjerne kan håndtere," siger Spencer og skyder en badebold tilbage til Billy, som skød den i hovedet på ham. Samantha giver ham fingeren med et irriteret smil.

"Samantha Stewart," gisper Hannah med store øjne. Samantha får store øjne og undskylder hurtigt. Spencer griner af hende, men jeg skal da lige love for, han fryser til is og glor på Alice, der lige har fjernet hendes håndklæde og lagt det på en stol. Hun har en stram badedragt på, der viser alle hendes former. Jeg kigger på hende og så ned af mig selv. Ej, nu bliver jeg helt usikker på mig selv. Det har hun da ikke lov til at gøre.

"Bombe!" råber Samantha og hopper ned i poolen, så der ryger vand lige op på Billy og Diego.

"Helt ærligt," siger Billy irriterede. Samantha kommer op til overfladen, og så plasker Billy og Diego hurtigt vand på hende. De starter en lille vandkamp. Alice kommer også ned til dem og går grinende med til det. Spencer bliver færdig med at glo og begynder også at plaske vand på de andre.

"Mennesker, er vi enige?" spørger jeg og kigger på Caramel. Det ligner, hun har lyst til at hoppe derned. Nej, seriøst?

"Kan du virkelig godt lide vand?" spørger jeg med en grimasse. Jeg får ikke et svar tilbage, fordi hun allerede er hoppet i. De griner overrasket over hende. Jeg himler med øjnene, men jeg kan ikke lade vær med at smile. Måske kan jeg ikke lide vand, men det betyder ikke, at Caramel ikke må. Jeg lever mit liv på en anderledes måde, end hun lever hendes, og hun er jo også kun en hvalp. Hun har lang tid tilbage i forhold til mig. Jeg er rimelig gammel. Nå, det var ikke det, jeg ville ind på... Min pointe er, at alle er forskellige, og alle kan ændre sig. Det kan være, jeg kan lide vand på et tidspunkt.

"Skal du så også med?" spørger Samantha og kigger på mig med løftet øjenbryn. Undskyld, hvad? Jeg får store øjne. Det behøves jo ikke være lige nu. Jeg er ikke fysisk klar til det. I går var et uheld. Alle kigger afventende på mig.

Er det bare mig, eller er I også sultne? Jeg tror, det er bedre, hvis jeg bare holder mig til mad i stedet for vand. For nu.

10. Kapitel slut
Slut på bogen!!

Så er Cesar's historie slut! Eller er den...
Ej okay, jeg skriver i hvert fald ikke mere. Slutningen på en andens historie kan være starten på en andens lorte historie. MIN - jeg har lige fået det hele af min bøjle ordentlig på over det hele, så nu gør det pisse ondt. Plus, jeg kan heller ikke kysse nogen nu...XD, jeg har jo aldrig kysset nogen alligevel...#selfemotianaldamage.
Jeg er i gang med et nyt projekt, som jeg håber kan blive gjort klar, men indtil da...
WEIRDOEN OUT!!