The one without heart

kapitel 3

Jeg tog min taske og forlod huset. Jeg tjekkede min mobil for beskeder, der var 1 ulæst besked fra David, -Hej Jess undskyld (grine smiley) men jeg kan ikke komme og hente dig i dag, ses i skolen.- Sikke en idiot først at skrive det til mig nu hvor klokken var lidt i 8:00 og jeg har ingen andre mugligheder end at gå og det kan jeg ikke nå på så lidt tid. Jeg sparkede til noget jord og begyndte at gå. Jeg tog mine høretelefoner frem og satte noget musik på. Der gik jeg så med musik i ørene, velvidne om at jeg ville komme for sent. Da jeg endelig var nået op på skolen var klokken 8:10 så jeg kom 10 min. For sent. Jeg banker på døren, den blev åbnet med det samme og der stod læren og kiggede på mig. Jeg holdt vejret, lukkede øjnene og ventede på hvad der skete, der skete ikke noget. Jeg åbnede langsomt øjnene og slappede derefter af, det var vores dansklærer hun er altid så sød. Jeg åndede lettede ud. "Kom du bare ind Jess vi skal lige til at starte" hvad starte? Jeg troede at de var startet. Jeg gik langsomt ind i klassen, og der oppe ved kateteret stod der en, jeg havde da set ham før? Ja hvad var det nu han hed ...James... ja James det var det han hed. Ham den nye tilflytter. Jeg fik øjenkontakt med ham, jeg skyndte mig at kigge ned i jorden der var et eller andet over hans blik der fik mig til at gyse. Jeg skyndte mig ned på min plads. David sad ved siden af. Der røg en seddel hen på mit bord. Jeg åbnede den og kiggede hvad der stod -ha ha du kom bare for sent-David- jeg krøllede papiret sammen og smed det i hovedet på han, han kiggede bare på mig og små grinte, jeg rakte tunge af ham. Jeg kiggede op, "okay, det her er jeres nye klassekammerat James Smith" sagde læren. Endnu en dreng er kommet til skolen 'hyggeligt' kunne der ikke komme nogle flere piger. Sandheden er at pigerne på denne skole og hunkønnet i byen er i meget stort undertal i alt er der ca. kun 200 hunkøn (hvis ikke under) i forhold til at der er ca. 300 hankøn (hvis ikke over) og vi er kun 500 mennesker i denne her by. Så i min klasse er der 19 drenge og 6 piger. Nu er der så 20 drenge og stadig kun 6 piger. "Godt James du kan sidde lige der" sagde læren og pegede på den tomme stol ved siden af mig. Pis. Det var et eller andet over ham, som jeg ikke kunne beskrive, men det var noget der fik hårene på mine arme til at rejse sig. "okay i dag skal i arbejde i grupper, der bliver lavet 5 4-mands grupper og 2 3-mands grupper, i får et opgavehæfte og så skal i lave dem, hvis i ikke får lavet dem er det lektie til næste gang. Okay grupperne står oppe på tavlen" jeg kiggede op på tavlen og derefter bankede jeg hovedet ned i bordet, højere end meningen. Alle stod og (ikke bare kiggede med ligefrem) stirrede. "undskyld" sagde jeg med en skinger stemme. Jeg var sammen med David og ham den nye fyr James. pis (igen). Lige de 2 jeg ikke ville være sammen med. Drengene samlede sig omkring mig. Læren kom forbi vores gruppe og smed 3 opgavesæt ned på bordet. "Okay lad os så komme i gang" sagde David optimistisk. "Du er godt nok optimistisk, af en der lige har skrottet sin ven og bagefter drillet hende også selvom du godt vidste at det var din skyld at det skete" sagde jeg og smilede til ham, han kiggede på mig med de der (ironiske) det må du undskylde hundehvalpe øjne, jeg kiggede bare åndsvagt på ham. "Og du virker godt nok sur af en der KUN! kom 10 min. for sent og blev modtaget uden at få skæld ud" sagde han som gengæld, jeg blev nød til at svare igen ellers ville han vinde og det måtte han ikke, tænk Jess tænk, nu har jeg det! "jamen det er jo fordi jeg er sådan et englebarn i modsætning til visse andre" sagde jeg og skulede over til han. Han kiggede på mig og grinte "okay du vandt denne her gang men bare rolig næste gang bliver det mig der vinder" sagde han med et skævt smil på læben. Her kommer der en mere. "Rolig nu Einstein gem nu lidt af den hjerne du har tilbage, til opgaven vi skal lave" Så grinte han bare endnu højere "du er bare sød Jess" "tak det ved jeg" sagde jeg og begyndte så også at grine. "hmm.....undskyld jeg spørg men kan vi gå i gang med opgaven? " sagde en stemme, jeg vendte mig om, det var James der snakkede. "Jo selvfølgelig" sagde jeg og var dybt seriøs igen. Vi havde lavet det hele da det ringede ud. Miranda kom hen til mig "vil du med ud" sagde hun og smilede. "Ja selvfølgelig" jeg rejste mig op og vi gik ud ad døren. Da vi var kommet ud satte vi os på den nærmeste bænk. Hun brød stilheden ved at stille et af de der tøse spørgsmål "nå hvad synes du så om ham der James" "øhmmm....han er vel okay jeg tror han kommer til at passe ind, og han passer sikkert....." hun afbrød mig "du ved godt hvad jeg mente, nu ved jeg det du er bare lun på ham og derfor prøver du at tale udenom" "nu er du bare dum og hører på, nu ved jeg hvad der foregår du synes han er lækker og derfor vil du hører mig sige at han er lækker for ellers synes du at det er pinligt" den lille generte tøs "n-nej det passer ikke.......okay han er måske lidt pæn men kun lidt" sagde hun og rødmede "du synes bare han er total lækker" sagde jeg og grinede "h-hold......s-så.......o-op" stammede hun frem og rødmede endnu mere. Det ringede ind, vi skulle til billedkunst. Vi gik ind igen, gik hen til klasselokalet, fandt en plads ved siden af hinanden og satte os ned. Læren kom ind. "Godt vi fortsætter hvor vi slap, og for dem af jer der ikke var her sidste gang i skal prøve at lave et nyt kunstværk men med inspiration fra en kendt kunstner, som i selv må vælge" Vi havde begge valgt Picasso. Da vi var færdige med billedkunst, kiggede vi lidt på vores billeder og smågrinte, de var skide grimme begge 2. Så havde vi pause igen, efter pausen havde vi fysik. Da vi var færdige med fysik havde vi fri. "Vi ses i morgen Jess" "ses Miranda" jeg tog mine høretelfoner op og begyndte at gå hjem. Da jeg var hjemme, kiggede jeg i garagen, min fars bil stod der ikke, jeg tog min nøgle frem og låste op, jeg åbnede døren og gik ind. Jeg lukkede og låste døren bag mig, gik op på mit værelse, smed mig på sengen og tænkte 'en helt normal dag i mit helt normale liv'

(men hvad jeg ikke vidste var at denne dag var starten på et helt nyt dramafyldt liv)