The one without heart

Kapitel 8

Jeg kunne ikke stoppe mig selv fra at kigge bagud, sikke en dumhed, han var kommet på benene og var lige i hælene på mig. Jeg vendte mit hoved igen og satte farten op. Jeg løb nu på mit allerhøjeste, mine luger brændte, jeg prøvede at trække nok ilt ind til at foresætte min spurten, men det var ikke nok til at holde mig kørende, jeg kollapsede og landede på den kolde fugtige jord. Hele min krop var følelsesløs. Sorte prikker dannedes foran mine øjne. Jeg fornemmede en skygge hæve sig over mig, det var ham. Jeg var for svag til at gøre andet end at blive liggende. Jeg kunne mærke 2 store stærke hænder løfte mig op. Jeg blev smidt over hans muskuløse skuldre. Tavsheden var overdøvende. Jeg hørte en bildør åbne, jeg kunne mærke hvordan jeg forsigtigt blev sat ind i en bil, jeg kunne mærke at det var sæderne i Davids bil jeg sad på. Bildøren lukkedes og en ny åbnedes. De sorte prikker for mine øjne blev større og større indtil de fyldte mit synsfelt helt og alt formørkendes.  

Min øjenlåg var tunge og jeg pressede mig selv til de yderste for at få dem op, da det endelig skete kunne jeg stadig ikke se helt klart, tingene var stadig lidt sløret. Da mit syn kom helt tilbage igen så jeg til min overraskelse at jeg ikke var låst inde i en lille, fugtig, mørk kælder, men at jeg lå i Davids seng. David sad i en stol ved sengens side. Han var faldet i søvn, jeg stirrede på ham i lidt tid, tænkte over hvorfor han havde gjort så meget for at få mig hertil. Jeg løftede forsigtigt min hånd og tog hans, han rørte lidt på sig, ikke meget kun en smule, jeg ruskede lidt i han, han vågnede og kiggede på mig. Jeg tog min hånd til mig og rettede mig op og det samme gjorde han. "Godt du er vågen" sagde han og gabte "er du sulten? " spurgte han så, som om intet var sket, jeg rømmede mig, han kiggede undrende på mig, jeg gengældte hans nysgerrige blik med et åndvagt et, "seriøst det mener du ikke" jeg sukkede "hvorfor er jeg her David, hvorfor kidnappede du mig" han kiggede på mig som om jeg lige havde slået ham i hovedet. "Jeg har da ikke kidnappet dig" jeg kiggede på ham og vendte øjne "nej du har bare forfulgt mig, løftet mig, smidt mig ind i en bil og kørt mig hjem til dig" sagde jeg sarkastisk "ja" svarede han åndsvagt "det er hvad man kalder at kidnappe nogen" jeg sukkede endnu engang "du er håbløs" han rejste sig op og forsvandt ud af døren.

Mine øjne søgte efter noget i rummet, hvad det var vidste jeg ikke med sikkerhed. Mine øjne stoppede og landede på et stykke foldede papir som lå på gulvet under stolen David havde siddet i for 2 skekunder siden. Jeg rørte på mig og samlede papiret op fra gulvet, det var et lille brev, jeg kunne ikke holde min nysgerrighed tilbage, jeg åbnede kuverten og begyndte at læse brevet.

Kære David.

Du er blevet udvalgt til at blive en af os.

Du inviteres hermed til en fest Lørdag kl. 22:00.

Hilsen Jason.

Hvad i alverden, en af os, hvad mente denne her Jason fyr med det, jeg studerede brevet lidt, brevet var skrevet i hånden, det var skrevet med blæk, det var en meget fornem håndskrift.

Døren gik op og David kom gående ind med en bakke i hånden, da han så hvad jeg sad med, blev hans øjne store, han skyndte sig at stille bakke fra sig og rive brevet fra mig. Han kiggede vredt på mig "ved du ikke hvor uhøfligt det er at læse andres breve" jeg rejste mig op, "hvad er jeg gået glip af? og hvad mener denne Jason fyr med en af os" david kiggede på mig og svarede så "der er kommet nogle nye drenge til skolen og der ved jeg ikke, men det vil jeg finde ud af i aften" "jeg tager med dig" "nej du gør ej du bliver her og hviler" sagde han med bekymring i stemmen, jeg vidste hvad jeg måtte gøre, "okay jeg bliver her" han kiggede på mig og undersøgte om jeg løj, jeg forblev helt rolig, "okay" sagde han så til sidst "jeg stoler på dig"

Tiden gik og vi lavede ikke så meget, men vi fik indhentet den tabte tid og vi snakkede og snakkede, indtil jeg kiggede på uret. "David du skal til at afsted, klokken er 21:30" han kiggede på uret "ja jeg må hellere se at komme afsted, hvis der er noget du mangler tager du det bare, min mor er ikke hjemme" "okay tak" David tog en jakke som lå på stolen og forsvandt ud af døren.

Jeg gik hen til Davids klædeskab, tog en hvid T-shirt over hovedet, det var nærmest som en kjole til mig. Jeg tog en af Davids hættetrøjer på, gik hen til døren, trykkede håndtaget ned og åbnede den. Jeg gik ud på gangen, gennem køkkenet, hen til hoveddøren, tog en bilnøgle fra skålen der stod på kommoden ved siden af døren, åbnede døren og forlod huset. Jeg trykkede på bilnøglen, låste bilen op, åbnede døren ind til førersædet, satte mig ind, startede bilen og satte i bakgear.

Jeg kørte ud af indkørslen, og satte i gear. Jeg kørte, kiggede på adressen, tastede den ind på GPS'en, og satte den i gang. Jeg fulgte GPS'ens vejledning og nåede frem til et stort hus.

Jeg stod ud af bilen, låste bilen efter mig. Lyden af høj musik fyldte den frisk natteluft. Jeg trak Davids hættetrøje tættere omkring mig, den holdt mig varm. Jeg gik på en lille sti der førte om til husets forhave, da jeg kom derom var der eneste jeg så en gigantisk have fyldt med dansende mennesker, fulde dansende mennesker. Hvor lang tid havde denne her fest lige været i gang, jeg kiggede på min telefon, den sagde 22:15, seriøst 15 minutter ikke mere. Jeg bevægede mig længere ind i menneskemængden. Jeg stoppede op og kiggede mig omkring, jeg spærrede mine øjne op da jeg fik øje på David, jeg begyndte at bevæge mig i retning af ham, men uden at komme for tæt på, ham måtte ikke opdage mig. Ham og 5 andre begyndte at bevæge sig længere væk, jeg fulgte efter.

De stoppede i udkanten af en stor skov, jeg stoppede et par meter fra dem og gemte mig bag en busk. Jeg kunne lige akkurat hører hvad de sagde. "Du er den udvalgte david, er du klar" David stod foran en høj fyr med blond hår, han var meget muskuløs, han havde en hvis T-shirt på dom normalt ville have siddet løst på andre men på ham sad den helt stramt, jeg formodet at det var Jason. De 4 andre stod i en kreds omkring dem. "Ja jeg er klar" svarede David, Jason tog fat i David arme, "hvad er din opgave så, den opgave vi alle er blevet uddelt, den vi må fuldfører inden det er for sent" Davids ansigt var meget seriøst, "få pigen til at forsvinde" fyren, Jason tog hårdere fat om Davids skuldre, "pigens navn" sagde Jason med en hård stemme, "Jess Skyewood" jeg blev chokeret, det var mit navn, det var mig, jeg måtte ikke tænke på det lige nu, jeg måtte holde min koncentration.  Jeg kiggede over på dem, jeg nåede ikke at tænke mere før Jason flåede Davids strube op, med sine tænder. Det vendte sig i mig, jeg vendte mig om og lod mit mave indhold komme ud. Jeg vendte mig om og kiggede ud, først finder jeg ud af at David har forrådt mig og nu er han død. Jeg er forvirret. Jeg kunne ikke holde det skrig tilbage som havde mast sig længere og længere op i min hals. Jeg skreg. De vendte sig alle sammen imod busken jeg stod bagved, jeg trådte ud fra mit gemmested, ud i måneskindet, så de kunne se mig. Jeg gik hen til dem, de fire der nu stod bag ved Jason begyndte nu at knurre af mig, men jeg foresatte. Nu stod jeg ansigt til ansigt med Jason, hans øjne lyste rødt. Jeg gav ham en lussing der efterlod et rød mærke, han tog fat i min hånd trak mig helt tæt på ham og hviskede så, "gå nu ikke længere ud en du kan bunde Jess Skyewood" efter det tog han David over sin skulder og forsvandt ind i skoven. Der stod jeg så tilbage, helt alene, midt ude på græsplænen. Alt lyd forsvandt, alt følelse, jeg stod i mit eget tomrum. Jeg kollapsede og min verden forsvandt.

__________________________________________________________________________________

 Det er ikke rettet endnu, det bliver den måske.

Så undskyld hvis der er mange fejl.

Jeg håber i synes den er god.

Skriv gerne en kommentar.