The one without heart

Kapitel 5

Jeg blev ved med at løbe indtil jeg nåede skoven, jeg stoppede op og hev den kolde luft ned i mine brændende lunger. Jeg kiggede mig tilbage, der var intet spor af folkene fra hospitalet, de må have givet op. Typisk. Men ret dejligt i min situation. Jeg gik lidt længere ind i skoven, satte mig ned, op af en stamme der tilhørte et stort Egetræ og bankede mit hoved adskillige gange ind i stammen, jeg blev ved med at tænke, han er ikke død. Men jeg så det jo selv med mine egne øjne, jeg mærkede selv hvordan hans hænder blev slappe og livløse og gled ud af mine hænder. Jeg måtte bare håbe på det bedste, men først måtte jeg lige klarer tankerne og tømme mit hoved, derefter skulle jeg tilbage til hospitalet og tjekke om de havde fået liv i den gamle drukkenbolt af min far. Jeg rejste mig op og tog et skridt, jeg skulle til at gå videre da det slog mig, hvor skulle jeg gå hen? Jeg tænkte mig grundigt om, men kunne ikke finde et sted hvor jeg ville være, så jeg satte mig ned igen, op af den samme stamme, som tilhørte det samme store egetræ og lukkede mine øjne.

Jeg hørte en stemme, stemmen blev højere og højere, jeg åbnede langsomt mine øjne, der stod en foran mig, jeg åbnede min mund for at skrige, men det lykkedes mig ikke, der blev langt en hånd over min mund før jeg nåede det. Jeg blinkede et par gange, nu kunne jeg se at det var en dreng på min alder, jeg blinkede igen. Det var James den nye dreng fra min klasse der stod og stirrede på mig i den dæmpede belysning, jeg kunne ikke længere lugte skov, kun en stærk duft a deo, jeg kiggede mig omkring og fik øje på et natbord og en stol. Jeg lå i en seng. Igen. Hånden lå stadig på min mund, og der blev ikke gjort yderligere tegn på at den ville flytte sig, også selvom det var ret tydeligt at jeg ikke ville skrige. Eller måske ville jeg, men ikke lige nu. Jeg løftede mine arme, de var tunge og ømme, som om jeg var blevet bedøvet, jeg tog mine hænder op til min mund og prøvede at rive hånden af den, det lykkedes mig ikke, han var alt for stærk. umennskeligt stærk. Selv hvis David havde gjort sådan noget ville jeg have kunne rykke den bare en lille smule, men James hånd, ja den kunne jeg ikke engang rykke en millimeter. Jeg begyndte at snakke men det blev bare til underlige lyde. "Du må love mig at du ikke skriger, jeg gør dig ikke noget, okay?" Sagde han med en rolig men kold stemme. Jeg nikkede og han slap min mund. Jeg satte mig med besvær op i sengen, hele min krop var øm og tung. "Hv-hvor er jeg" fik jeg stammet frem, jeg kunne se værelset tydeligt nu, eller så tydeligt jeg nu kunne i den dæmpet belysning. Jeg sad i en stor himmelseng, ved siden af stod der et sort natbord, ovre i hjørnet var det et stort skab som stod en smule på klem så jeg lige kunne ane at der var noget tøj i, der var et tv over for sengen, det var tændt, det kørte en gammel sort hvid film, Ovre i den anden side af værelset var der en sofa og noget trænings udstyr, værelset var gigantisk. "Du er hjemme hos mig og min familie" sagde han med en rolig stemme. "Hvorfor og hvordan?" Spurgte jeg, mine øjne lukkede sig kort, men jeg skyndte mig at spærre dem op igen. "Da jeg så dig løbe, fulgte jeg efter dig og da du faldt i søvn prøvede jeg at vække dig, men du var helt væk så jeg tog dig med hjem" sagde han selvglad. "Det bad jeg dig ikke om" svarede jeg ham hårdt igen. Han kiggede bare ned på mig med et skævt smil på læben, som om han morede sig. "James kom her ud!" Der var en ude på gangen der kaldte på ham. "Jeg er straks tilbage" sagde James toneløst.

Da James var gået ud ad døren og havde smækket den i efter sig, rejste jeg mig op. Jeg prøvede at tænke mig til en flugt plan, for på en eller anden måde følte jeg mig mere kidnappet end reddet. Jeg kunne hoppe ud ad vinduet. jeg gik hen til vinduet, vi var i et hus med 2 etager og jeg var på 2. etage. pis. Jeg formodet hvis jeg hoppede ud af vinduet nu ville jeg ikke komme uskadet væk.

Jeg hørte trin ude på gangen foran døren ind til rummet hvor jeg var i, jeg listede over til sengen og nåede lige at sætte mig i sengen før håndtaget blev trykket ned og døren gik op. James kiggede på mig og smilte skummelt. "Må jeg gerne gå nu?" Spurgte jeg, det var som om jeg skulle have lov, hvorfor? Han bestemte ikke over mig, jeg kunne gøre hvad jeg ville, jeg var herre over mig selv. Han svarede mig ikke, han gik bare hen til mig, han kiggede op og ned ad mig som om han studerede mig. "Hallo!" jeg var blevet træt af at vente. Han svarede stadig ikke. Nu var det nok, jeg rejste mig fra sengen, gik hen til døren og åbnede den. før jeg nåede at gå ud ad døren blev den smækket i af en hånd der kom bagfra, jeg vendte mig skræmt om og stirrede ind i nogle mørke øjne der havde noget rødt over sig. det røde forsvandt derefter. "Du går ingen steder" sagde han med et dystert tonefald og slikkede sig om munden. I det øjeblik var jeg fyldt med følelsen. Frygt.