One Direction World Tour ( Danish 1D fanfic)

25. Rødme

Emmas P.O.V
Jeg ligger og sover i Dylans arme, da jeg kan høre hoveddøren gå op. Min første tanke er Harry, men han skulle ikke være tilbage, før om et par timer. Måske er det, Niall! Men hvorfor skulle han tage hele vejen til L.A.
Jeg skynder mig op, så jeg står på begge ben. Derefter vække jeg Dylan, som grynter i protest, men vågner alligevel.
Jeg går derefter ud til hovedindgangen, og ser hvem der står der. DET ER NIALL.

Min første indskydelse er at kramme ham, men så tænker jeg på den situation, som vi står i. Det er hans tur til at tage det første skridt, for jeg ved ikke, hvor hans grænse går lige nu.
"Hey," siger han og smiler. Jeg smiler tilbage og nikker et hej.
Bag mig kan jeg høre at døren åbner, og tunge skridt bliver gået, indtil personen står lige bag mig.
"Hej, Dylan. Jeg kan se at du er kommet hjem," siger Niall, og lyder ikke helt tilfreds, men han er for venlig til at sige noget grimt.
"Ja, jeg hørte at Emma var i byen, så jeg skyndte mig hjem, så jeg kunne møde hende.
Jeg rødmer selvfølgelig. Nurhhh, hvor er han sød, men Niall er sødere, tænker jeg hurtigt derefter.

Efter at vi står to meget akavede minutter ude i entréen, undskylder Dylan sig selv for at gå på toilettet. I virkeligheden, gik han bare op på sit værelse, for at slippe for denne situation. Jeg forstår ham godt, for det angår egentlig ikke ham alligevel.
"Skal vi gå op, på det værelse, hvor du overnatter?" Spørger Niall, og jeg nikker. Han undlader at sige, 'hvor du bor', da han ikke kan lide tanken om at jeg er her i længere tid. Jeg smiler lidt ved tanken, men det gær mig også ked af det, at Niall og Dylan ikke kan enes.

"Wow, det er..." Starter Niall. "Småt," slutter jeg af, og griner. Vi griner begge to, og sætter os ned på den lille seng. Det kan godt være, at det er småt, men det er samtidig hyggeligt, med blomstrede gardiner og en buket blomster på kommoden. Jeg er vild med dette rum.
Jeg kigger hen på Niall igen, og han sidder nervøst med hænderne. De vikler om hinanden i et tempo, der er lidt for hurtigt. Jeg lægger mine hænder ovenpå hans, for at berolige ham, men samtidig holder jeg ham i hånden. Det er rart.

Niall kigger mig lige ind i øjnene, mens han taler: "jeg er ked af, at jeg tog en lille pause midt i det hele, men jeg havde brug for at tænke."

"Det er forståeligt," svarer jeg og mener det. Derefter spørger jeg: "er du så kommet frem til noget med din tænkning?"

Niall svarer ikke, men rykker bare tættere på, så vores kroppe sidder helt op ad hinanden. Hans hænder vrider sig ikke længere nervøst. Den ene aer mig op og ned af armen, og den anden ligger på min kind. Vi stirrer intenst på hinanden, og Niall bevæger lige så stille sit hoved tættere på mit.

Hans ansigt er nu kun få centimeter fra mit. Da han hvisker, kan jeg mærker hans lune ånde mod mit ansigt.
"Jeg elsker dig," og i det sekund ordene næsten lydløst har sluppet hans læber, rammer de mine. Jeg er overrasket. Meget overrasket. Ikke desto mindre er vores kys enestående.

_______________________________

Dette var et kort kapitel, men det næste er allerede igang :) håber at i stadig læser med ;) husk at stemme, det sætter jeg pris på. :D love you <3 :)