Ham der Stefan (afsluttet)

Kapitel 29

Der er gået nogle dage nu, og jeg har lagt mærke til noget. Det er Pelle. Han er begyndt at være meget nede, og siger ikke så meget. Jeg er på vej over til ham og Lauritz lige nu, for at snakke med ham. Jeg ringet på og Lauritz åbner for mig. "Han er inde på værelset," siger han, da jeg har spurgt efter Pelle. Jeg går over til hans værelses dør, og banker på. Jeg åbner døren. "Amalie, hvad laver du her?" Spørger han overrasket. "Jeg er kommet for at snakke med dig Ped," siger jeg. "Om hvad?" Spørger han. "Jeg har lagt mærke til noget," siger jeg stille. "Og hvad er det?" Spørger han forvirrende. "Pelle er der noget i vejen? Du virker helt nede! Du ved du kan snakke med mig om alt," siger jeg, og ligger en hånd på hans skulder. Han kigger mig i øjnene. "Amalie, jeg har det fint," siger han. "Ped, jeg kan se der er noget i vejen," siger jeg. "Amalie, du skal ikke bekymre dig om mig," siger han. Jeg sukker. Jeg kommer vist ingen vegne med det her. "Pelle, det går ikke det her. Fortæl nu bare hvad der er i vejen. Jeg lover ikke at blive sur," prøver jeg. Han sukker. "Hvis jeg siger det, vil det ødelægge det hele," siger han. Okay nu har han i hvertfald indrømmet at der er noget i vejen. "Pelle, du kan godt sige det," siger jeg, og smiler til ham. "Amalie det går ikke. Du skal ikke bekymre dig om mig," siger han med et smil. "Ped altså," siger jeg, og sukker. "Amalie, det går ikke siger jeg jo!" Prøver han igen. "Nej, det går ikke at du er nede!" Siger jeg. "Det var ikke det jeg mente," siger han stille. "Pelle, jo før du får det sagt, jo hurtigere går jeg igen, hvis det er det du vil have," siger jeg. "Nej Amalie, det er ikke det jeg vil have!" Siger han. "Jamen så fortæl mig det nu. Du kan jo godt stole på mig, " siger jeg. Kan mærke at jeg begynder at blive ivrig nu. Det er ikke så godt. "Okay Amalie. Som du ønsker... Amalie, jeg er begyndt at få følelser for dig," siger han. Jeg kigger overrasket på mig. "Pelle.." Prøver jeg. "Det går jo ikke. Jeg er jo sammen med Stefan," fortsætter jeg. "Ja, og det ved jeg også godt. Jeg kan bare ikke holde ud at se jer sammen på den måde. Jeg ville jo ønske det var mig," sige han, og kigger ned. Jeg giver ham et kram. "Uanset hvad Pelle, vil du altid være min bedste ven," siger jeg. "Men du skal vide at der ikke bliver dig og mig. I hvertfald ikke så længe mig og Stefan er sammen," siger jeg. "Jeg ved det," siger han med et smil. "Jeg håber altså du er okay," siger jeg. "Det går nok Malle, nu ved du det i hvertfald," siger han. Jeg nikker. "Men jeg smutter igen," siger jeg. Vi siger farvel, og jeg går ud af værelset. Lauritz står i køkkenet. "Hvad så?" Spørger han da jeg sukker. "Ped har følelser for mig," siger jeg. Lauritz får store øjne, og trækker mig ind i et kram. "Sig det ikke til Stefan," siger jeg. "Okay," siger han, og trækker sig fra krammet. "Jeg skal altså hjem nu, vi skrives ved ik?" Siger jeg. Han nikker og vi siger farvel. Jeg går hjem igen. Jeg aftaler at mødes med Maja. Det er længe siden, og jeg har meget at fortælle hende!