Ham der Stefan (afsluttet)

Kapitel 13

I det vi trækker os fra krammet kommer Stefan gående forbi. Han kigger hurtigt på os, og ser skuffet ud. Han går bare videre. Jeg kigger på Pelle. "Jeg må vist hellere gå efter ham," siger Pelle og hentyder til Stefan. Jeg nikker, og Pelle sætter i løb efter Stefan. Jeg kigger efter dem. Jeg kan mærke en hånd på min skulder. Jeg vender mig om, og ser Lauritz. Jeg krammer ham og begynder at græde. "Hvad er det jeg har rodet mig ud i?" Spørger jeg. "Rolig Amalie. Det var hans egen fejl," siger han. Jeg trækker mig fra krammet. Pelle kommer gående tilbage uden Stefan. "Amalie han er utroligt ked af det han har gjort," siger han. Jeg kigger bare ned i jorden. Hvorfor mon han gjorde det? "Hvor er han henne?" Spørger jeg. Han trækker på skuldrene. "Han gik bare," siger han. "Jeg tror jeg ved hvor han er. Jeg bliver nødt til at snakke med ham," siger jeg og tører mine øjne, men der bliver ved med at komme tårer. De nikker, og jeg går hen mod det sted hvor jeg tror han er. Studiet.

Jeg tager i håndtaget. Der er åbent. Jeg går stille ind, og får øje på Stefan der sidder med hovedet begravet i sine hænder. Han har ikke set mig. Jeg sætter mig ved siden af ham. Han kigger op. "Amalie.. Jeg.. Jeg er.." Stammer han. "Virkelig ked af det. Jeg ved det godt Stefan," siger jeg. Han øjne er helt røde, og det samme er mine. "Jeg ved det jeg gjorde var forkert, og at man ikke skal kysse på andre mens man er i et forhold. Nu må du ikke blive sur.. Men overdriver du ikke også lidt? Altså det var jo bare på kinden," spørger han. Jeg kigger på ham med et tomt blik. Jeg rejser mig og går igen. Jeg skulle aldrig være gået herhen. "Amalie vent!" Råber Stefan efter mig. Jeg ignorer det. Jeg går bare. Pludseligt støder jeg ind i en. Jeg kigger op. Det er Jonas. Jeg giver ham et kæmpe kram. "Amalie? Hvad er der sket?" Spørger han. Jeg forklarer ham det hele. Han kigger overrasket på mig. "Det ligner ham ikke.." Siger Jonas. "Og så endda med Simone.." Siger han skuffet. "Simone, er det hans ekskæreste?" Spørger jeg. Han nikker. "Og så sagde han at jeg overdrev me at blive så sur og ked af det," siger jeg. "Ved Pelle og Lauritz det?" Spørger han. Jeg nikker. "Jeg skulle aldrig være gået over i studiet," sagde jeg. "Jeg syntes nu du skal gå tilbage, og få snakket ud med ham," siger Jonas. Jeg kigger på ham. Jeg sukker. "Fint," siger jeg. "Vi ses," siger jeg og går over til studiet igen. Stefan sidder udenfor studiet. Han kigger bare ud i luften. Jeg går over og sætter mig ved siden af ham igen. Han kigger på mig, men vender hovedet væk fra mig igen. "Stefan.." Prøver jeg. "Amalie, gå nu bare. Jeg gør jo bare set hele værre," siger han, og fælder en tåre. "Stefan jeg går ikke før vi får snakket ud omkring det her!" Siger jeg. Han svarer ikke. "Det du gjorde var forkert.. Meget forkert! Men jeg elsker dig for meget til at være alt for sur på dig," siger jeg. Der bredder sig et lille smil på hans læber. "Jeg forstår godt hvis du ikke vil være sammen med mig længere, så længe vi kan være venner," siger han. Jeg kigger på ham, og vender hans hovede. Jeg kysser ham, og han kysser med. "Stefan, du er den dreng der betyder mest for mig! Et liv uden dig kan jeg slet ikke forstille mig," siger jeg. Han smiler. "Så vi er stadig sammen?" Spørger han. Jeg nikker. Han krammer mig i lang tid. "Så længe du lover aldrig at gøre det igen!" Advarer jeg ham. "Det lover jeg," siger han. Jeg rejser mig, og tager hans hånd. Der er en tårer på hans kind. Jeg tørrer den væk. "Vil du med hjem til Ped og Lau?" Spørger jeg. "Lauritz er sur på mig.." siger han. "Hvad? Hvorfor?" Spørger jeg. Han trækker på skuldrene. "Han er sur på mig fordi jeg gjorde dig så ked af det. Han slog mig endda," siger han, og ømmer sig. Nu er jeg sur! På Lauritz! Jeg trækker afsted med Stefan. Vi går ind i Lau og Peda lejlighed. "Hvorfor slog du ham?" Råber jeg af Lauritz. Han kigger forskrækket på mig. "Amalie.. Rolig nu," Pelle tager fat i mig. Jeg kigger over på ham. "Han slog Stefan," hvisker jeg. "Amalie, hør nu på mig! Der er en grund til at jeg gjorde det!" Siger han. "Amalie det er altså okay," siger Stefan bekymrende. Jeg sukker og går igen, med Stefan i hælende på mig. "Amalie hvor skal du hen?" Spørger han. "Hjem," siger jeg bare. "Må jeg tage med?" Spørger han. Jeg stopper op, og krammer ham. Jeg begynder at græde igen. "Det her er verdens værste dag!" Siger jeg. "Shh... Det skal nok gå det hele," siger han. Vi går hjem til mig.