Hard Love (Justin Ff)

Australien

Det er nu en uge siden jeg blev udskrevet fra hospitalet, og jeg skred med det samme hjem. Jeg har ikke snakket med Justin i det stykke tid, men han har prøvet at ringe og skrive beskeder, men jeg har ikke svaret ham.  Jeg bliver bare tykkere og tykkere for vær dag der går. Nanna og mig har besluttet os for at flytte til Australien. Eller vi har i vertfald snakket om det. For der kan ingen finde os, undtagen vores forældre selvfølgelig. Så skal min søn vokse op uden far men fredeligt. Vi vil til Perth. Det bliver spændene og jeg glæder mig helt vildt faktisk. Endelig bo uden voksne og kunne gøre hvad man vil. Men det bliver dog lidt svært for mig indtil videre... Vi skal flytte om 2 uger, men Nanna ved ikke at jeg har købt en lejlighed endnu. Jeg er næsten i 7 måned, så der er ikke langtid til min termin. Lægerne siger at han kommer den 1 Marts, på Justins fødselsdag. Nanna kommer på besøg i dag for at kigge til mig. Hun bør egentlig komme nu her om et par minutter. Jeg skal fortælle hende det i dag. Og så ringer det på døren. Jeg løber ned, så hurtigt jeg nu kan, for at åbne for verdens bedste veninde, som gav mig et stort kram. "Nanna godt du kom! Jeg har store nyheder!"  "Sejt Liv hvad er det?"  "Kom først ind. Mine forældre er ikke hjemme så vi kan gøre hvad der passer os. Lad os gå op."  "Ja klart. Hvordan går det med den lille?"  "Han har det godt. Der er intet besvær. Jo, ud over han giver mig ondt i ryggen er han da sød nok."  "Hvilke nyheder var det så du havde?"  "Når jo, jeg har købt en lejlighed i Australien! Er det ikke sejt! Så kan vi endelig bo sammen, og der er nok plads til os alle tre."  "Nej hvor sejt! Jeg glæder mig så meget. Vi skal flytte hvornår?"  "Om 2 uger kan vi flytte ind. Er det ok? Eller kan det også blive senere, men heller ikke for sent. You know why."  "Ja det er fint. Jeg skal lige snakke med mine forældre om det endnu."  "Ja det skal jeg også. De bliver nok nød til at hjælpe mig."  "Ja også mine. Jeg kan også hjælpe dig. Vi skal jo trods alt flytte sammen. Hvordan gør vi det med møbler og sådan?"   "Der er møbler med, men hvis der er nogle ting vi selv vil have med er det ok."  "Siden hvornår er der møbler med? Lige meget, det er jo sejt. Skal jeg hjælpe dig?"  "Nej det behøver du ikke. Men hvis der er noget du kan hjælpe mig med skal jeg nok ringe til dig."  "Fint nok. Du, jeg bliver nød til at smutte igen. Ring vis der er noget. Jeg ville jo alligevel kun lige kigge forbi."  "Ja det skal jeg nok. Jeg følger dig lige ned til døren."  Vi krammer hinanden og siger farvel og så er hun væk. Nu er jeg alene igen, og pludselig begynder jeg at få frygtelig mavepine. Det er bare så slemt så du ikke kan tro det! Jeg føler at jeg skal til at dø, og så begynder jeg oven i købet at græde uden mening. Sikkert hormonerne igen, men jeg føler at der er noget jeg gør forkert... Jeg kommer i tanke om Justin. Jeg får kæreste sorg...Der fés en masse  spørgsmål rundt i mit hoved, sådan som: Er det nu rigtigt det jeg gør? Overreagerede jeg? Elsker han mig endnu? Har han det godt? osv... Det vil jo være synd på en måde at vores barn skal vokse op uden far. Jeg har termin om 3 måneder og jeg vil nok ikke holde ud uden Justin. Og en fødsel er jo også noget helt specielt som begge forældre skal opleve! Det er egentligt første gang jeg tænker på ham igen sådan for alvor. Jeg savner ham faktisk. Skal jeg ringe eller skrive til ham? Nej, lad hellere vær Liv, det bliver sikkert kun værre! Jeg prøver at tage en pille og en varme pude pga. smerter og ligger mig så på sofaen. Pludselig fik jeg en besked fra min far at de var på vej hjem nu til mig. Det hele ender med jeg falder i søvn. Da jeg så vågner igen er mine forældre i gang med at spise aftensmad. Har jeg sovet så længe? Jeg rejser mig op og går ud for at spise med. "Hej min skat hvordan går det?"  "Jo tak mor det går fint. Jeg fik frygtelig mavepine da I var væk men de er væk nu igen."  "Jamen skat! Du skulle have ringet! Sikker på at det ikke lige skal tjekkes?"  "Ja mor det er fint."  "Min lille pige har grædt?" Nåår jo jeg havde glemt at jeg jo havde haft mascara på, og at det nok var blevet tværet ud i hele ansigtet da jeg havde grædt.  "Ehm, nej det er sikkert bare fordi at jeg har sovet!"  "No, ingen sminke i hele fjæset så!"  "Okay så... Jeg har haft kæreste sorg pga. Justin..."  "Jamen skat hvorfor det dog?"  "Mor det ved jeg heller ikke, det kom bare sådan efter jeg havde fået mavepine. Jeg troede først at det ville være hormonerne, men så kom alt med Justin tilbage igen."  "Vis du ked af det er, du skal sige til os."  "Far slap af! Det har jeg sagt ja til, og i øvrigt burde du komme i gang med at lære ordentligt dansk far." "Ja jeg bestilt allerede."  "Godt. Og så er der en anden ting. Mor og far jeg skal fortælle jer noget. Nanna og jeg vil flytte sammen til Australien! Er det ikke vildt! Vi skal flytte ind om 2 uger!"  "Skat det går ikke. Hvordan vil du få penge? Du kan ikke arbejde et år pga. din baby, og desuden, hvem skal hjælpe med at pakke? Far og jeg kan heller ikke bare komme over og besøge dig! Det koster mange penge."  "Mor helt ærligt, jeg har Nanna og det skal nok gå. Og jeg regner da med at i vil hjælpe mig med at pakke lidt."  "Det kan vi ikke fordi vi jo skal arbejde. Og hvad med dine møbler? Dem kan du jo ikke få med i flyveren."  "Nej det skal jeg heller ikke. Der er møbler der allerede. Jeg skal kun have småting med."  "Okay, men det skal være snart! Vi har ikke meget fri nu her det næste stykke tid!" Jeg spiser op og gør mig sengeklar og går så allerede i seng. Jeg kan ikke tro at det allerede er om 2 uger! Nå men god nat...