Charlie's synsvinkel:
"Kom an", Sagde jeg til den store dude. Han kom løbende hen mod mig, men jeg lagde ham i politigreb og skubbede til ham, så han væltede.
Jeg kunne ikke styre mig så snart jeg følte mig angrebet af ham. Hele min sitrede så snart han nærmede sig.
Jeg følte mig som en kamphund, der var trænet til at slå ihjel, men jeg prøvede at styre mig.
Tilsidst stoppede manden op. "Hun er god, virkelig god!", Sagde han imponeret og gik ned fra bokseringen.
Jeg pustede imens jeg tog mig selv skuffet til hovedet. Hvorfor kunne jeg ikke styre det?
"Er du okay?", Spurgte Harry og fjernede mine hænder fra mit ansigt. Jeg kiggede flovt på ham.
"Jeg skal lige ha' et øjeblik...", Sagde jeg og gik ud af salen. Jeg gik ud og kastede noget vand i ansigtet.
"Jeg kan godt, jeg kan godt styre mig!" Jeg kiggede mig selv i spejlet og blev ved med at gentage det.
Harry kom gående bag fra, så jeg kunne se ham i spejlet. Jeg turde ikke kigge ham i øjenene, da jeg var overbevist om at jeg havde skuffet hele verden!
"Charlie, han kunne godt holde til dine kræfter - der skete ham ikke noget" Jeg kiggede ned i vasken.
"Jeg kunne mærke at jeg blev mere og mere aggressiv - hele min krop sitrede så snart han nærmede sig mig!", Forklarede jeg.
Han nikkede. "Men du gjorde ikke noget - du styrede dig, Charlie!" Han prøvede at få mit humør til at vende.
"Men jeg var så tæt på!" Han nikkede. "Det er fordi du er trænet til at skade - du er trænet til at forsvare dig selv!"
Hans ord begyndte at hjælpe, men jeg ville ikke konstaterer at det var som det var. Det var sådan jeg var.
Harry vendt mig om og krammede mig.
•••
Vi var kommet tilbage til hotellet og havde lige fået noget at spise, da en vagt kommer op til os.
"Der står en pige nede i forhallen og gerne vil snakke med Chalotte - skal jeg sende hende op?" Jeg nikkede og kiggede derefter undrende på de andre.
Da det bankede på døren igen, åbnede jeg hurtigt. "Charlie", Lød det fra en lys stemme.
"Rebecca?", Spurgte jeg chokkeret og undrende. Hun kiggede trist på mig.
