Remembering Sunday//lrh

No. 1- Luke

Solen bredte sig ud over horisonten. Det gav en brændende farve, som blændede mine øjne på en rar måde. Helt varmt i maven.
"Hvorfor kom du ikke ind til mig?" Emmas hovede dukkede frem for mine øjne. Hun bandt armene om mit kraveben. Hendes lange brune hår lagde sig på mine lår.
"Hvad tænker du på?" Smilende som hun altid var, satte hun sig på mit skød.
Jeg rystede bare på hovedet som svar. Hendes legesyge smil forsvandt. Man kunne lige akkurat stadig skimte solens top bag bakketoppene.

"Hallo, skat," Emma lagde sine håndflader på mine kinder. Det gav en sitren i mig. En susende kulde kørte gennem min krop.
"Ti nu stille Em." Mine hænder bandt sig rundt om hendes ben, jeg strammede lidt i mine muskler, og fik hende op. Hun havde begge ben svunget om min hofte. Hendes håndflader var stadigvæk placeret på mine kinder.
Jeg var helt væk i solnedgangen. Fantastiske minder som var blevet til ulykkelige skygger der jagtede mig.

"Har du tænkt dig at kysse mig nu?" Hun hvilede sin pande mod min. Der gik et par sekunder hvor jeg egentligt bare havde lyst til at sætte hende ned igen. Det var så lang tid siden jeg havde tænkt på det. Følelsen gjorde alt jeg ejede ligegyldigt.

"Luke, sæt mig ned." Emma vækkede mig fra mine tanker.
Der var ikke nogen grund til at tænke på det.
"Undskyld," Jeg strakte min hals, så mine læber kunne nå hendes. Hun tog imod det, og det blev til et kys. Intet kunne få tanken til at stoppe.
"Bær mig ind i sengen," Jeg kunne mærke Em vidste der var noget. Måske var det tydeligt?
Hun skulle ikke bekymre sig.
"Selvfølgelig."

Solen som havde varmet mig tidligere, var blevet til måneskin. Et blåt skær stod ind fra gardinerne i værelset. Mine ben dumpede lydløst ned fra sengens kant. Gulvet kølede mine fødder af, som var blevet pænt svedige af at ligge under dynen. Jeg vidste at hvis jeg ikke gjorde noget ville der aldrig ske noget.
Vores skab stod i det ene hjørne af rummet. Lågen var på klem, så jeg kunne skimte nogle trøjer.

Et skridt, to skridt, tre skridt.
Inden jeg vidste af det, stod jeg foran det. Min kuffert, der ikke var brugt de sidste 3 år, lå vandret på toppen af det. Mine fingre slog sig rundt om hanken, hvorefter den landede på gulvet med et lille bump.
Da den rammede kom en snorkagtig lyd fra Emma. Jeg stirrede på hende.
Hurtigt skiftede mine øjne retning. Næsten alt tøjet var mit, da Em opbevarede det i en skuffe. Jeg fik fat i nogle forskellige ting fra skabet, og proppede dem ned i kufferten.
Mig og Emmas opsparing.

Det var en opsparing vi lavede for 2 år siden. Før hendes far døde, og hun fik hans arv. Vi havde tænkt os at købe en båd, så vi kunne segle hele verden rundt. Ligesom de planer jeg havde med Amanda.
Det var den eneste grund til jeg var med på ideen. Altid havde det været mig og Amandas idé. Indtil hun forsvandt. Jeg ved hun gjorde, hvad der  var bedst for hende. Hun ville altid væk fra byen. Hun ville leve livet ligesom hendes mor. Spontant og eventyrligt. Meningen var at vi skulle ha' levet det sammen. Men det er 10 år siden.

Jeg tog pengene der lå i en beholder med en etiket hvorpå der stod: L&Em's Drømme. Det betød ikke noget mere.
De kom ned i tasken med mit tøj, og en flaske vand. Der lå et stykke papir på Emmas smykkeskrin.

Dejligste Em.
Når jeg er væk skal du ikke bekymre dig. Måske havde du regnet den ud. Jeg ved det ikke. Du er en klog pige. Det er derfor jeg elsker dig.
Jeg kommer snart tilbage.

Det blev placeret omhyggeligt på hendes natbord. Da jeg allerede stod ved hende, bukkede jeg mig ind over hende, og kyssede hende på panden.
"Held og lykke Em."
Sagde jeg, imens jeg fortsatte på den kommende rejse.