Remembering Sunday//lrh

No. 5- Luke

"Amanda? Du har ikke set hende i 10 år, mand!" Jules havde sat sin kaffe på bordet, for ikke at spilde ud over sig selv.
"Det ved jeg godt," jeg bed læberne sammen. Min læbepiercing stoppede mig i, at bide længere end den.
"Hvordan har du tænkt dig at finde hende?" Han lænede sig forover, og knyttede hænderne sammen. Jeg nikkede imod Sheila, som egentligt ikke så særligt overrasket ud.
"Sheila virker da som om hun har styr på det," ventende på et svar fra hende, som en slags opbakning. Hun spærrede øjnene accepterende op.
"Du hørte mig før?" Sheila så på Jules med et hoverende smil. Han sukkede trælst.
"Whatever.. Hvor vil du sove? Du er gæsten, du kan bestemme," man kunne mærke at han synes emnet faktisk var ret interessant, men alligevel ikke gad at tale om det, da han vidste det ville blive til en diskussion.
"Sover bare på sofaen," jeg rejste mig fra stolen.
"Har du noget koldt?" Min hals føltes helt tør. Selvom jeg lige havde drukket en kop kaffe, ville det være rarest med noget koldt.
"Vand, Coopers og noget Pepsi," Jules' blik var rettet mod Sheila, der virkede lidt irriteret over vi havde fundet noget andet at tale om.
"Ok, tak.. Jeg trækker lige noget luft." Jeg slændrede ud i køkkenet, og rakte ud efter en Coopers i køleskabet. Flasken var helt dugget til, på grund af den overdrevne kulde.

Den franske altan der nu ikke var større end, en halv meter, var oversvømmet af små pytter grumset vand. Lige i det jeg satte min fod på det grålige træ gulv, kunne jeg se hvor mange dråber der faldt. En sitren kørte igennem fra mit hoved af, ned til mine tåspidser. Regn dråber landede kraftigt i mit hår. Jeg lagde flasken op til underlæben. Den bitre smag af alkohol drev fra min tunge, til min hals. Mine arme var på kors over det sølvfarvede gelænder. Det kradsede svagt i mig. Månen kunne tydes på nattehimlen. Hele min krop føltes som om den bare kunne bryde sammen af udmattelse. Det var tydeligt at jeg bare skulle sove, hurtigst muligt, hvis jeg ville videre i morgen. Regnen var faktisk beroligende nok. Kølende. Jeg bakkede ind i lejligheden igen, hvor jeg satte øllen på køkkenbordet.

"Luke, der ligger en dyne derinde. Mig og Sheila går i seng nu," Jules kom ud til mig i sit eget tempo, da han hørte mig lukke altan døren.
"Går også selv i seng nu. Skal videre i morgen. Sig lige hvis i har besluttet jer for noget, ok?" Min stemme var sløv. Alt jeg gjorde, føltes som om at jeg gjorde flere minutter for sent.
"Jeg tænker over det. Sheila er ihvertfald meget besat af at hjælpe dig. Du skal nok regne med os," Han tog sine briller af, og lagde dem forsigtigt på bordpladen.
"Tak.." Mere sagde jeg ikke, før jeg forsvandt ind i den mørke stue.