Remembering Sunday//lrh

No. 7- Luke

Vinden trak kraftigt i mit hår gennem det åbne vindue. Vejen forsvandt hurtigt bag mig med tiden. Det var bagende. Turen havde allerede været lang, selvom jeg ikke en gang var nået halvvejs. Inden længe vidste jeg, at jeg kunne spotte byen ude i horisonten. Det hele virkede så surrealistisk. Jeg skulle tilbage til det jeg altid havde flygtet fra, men nu længtes jeg efter det. Det var som om alt var vendt på hovedet. Tanken om at eventyret altid ville ende et sted, gjorde mig tom. Noget som kunne starte så spændende, og derefter slutte så brat.

Ligesom det år Gregg Knoxville- eller Amandas far, havde slæbt os med ud til havet. Jeg kunne huske første gang vi tog derud. Jeg havde knapt set det en gang før, før den dag. Det havde været noget med, at jeg var kørt hurtigt forbi det i mine forældres gamle Nissan Micra, siddende utålmodigt på bagsædet. Men der havde jeg ikke just tænkt over det. Jeg kan nærmest huske alt fra den dag. Ingen af os ville med, da vi allerede var opslugte af noget hjemme på hendes gård. Det havde så ikke noget indflydelse på Greggs beslutning. Så det var fast planlagt at vi, den dag skulle ud til havet. Familien Knoxvilles bil var ikke meget anderledes fra vores Micra. I mine øjne lignede den vores model meget. Men hvad vidste jeg om biler dengang?

Før vi havde lagt mærke til det, havde vi siddet i den lunkne bil i 1 time. Noget af det første jeg huskede ved det var luften. Lige da Gregg havde åbnet døren for os, ramte den kølige vind mit ansigt med stilhed. Den var fyldt med lugten af salt. Det var som om det havde givet mig et gigantisk energiboost. Selvom jeg var ung, følte jeg mig yngre.

At kunne opleve noget så stort rystede mig. Det havde tydeligvis også rystet Amanda. Hendes fødder klamrede sig til jorden, som om hun kunne flyve væk hvert et sekund. Jeg havde fulgt bagtrop efter hende, i de lette aftryk fra hende i sandet. Mit hovede havde drejet sig om, for at se om Gregg var der, hvis der skulle se noget. Mine øjne havde spottet ham på en bænk placeret ved skilningen af cement og sand. Hans ansigt havde givet en varm glød, som gjorde mig roligere ved situationen som jeg var i. Jeg havde set fremad igen, med fokus på Amanda. Hun virkede så lykkelig.

"Du er nu i Los Angeles." Jeg havde knapt spejdet ud ad bilruden, inden jeg så det lysende vejskilt. Nu manglede jeg bare lufthavnen.

-
hej søde læser
så er der nyt kapitel. det kort men altså

jeg skriver meget