Remembering Sunday//lrh

No. 4- Luke

Jeg hev stresset mine bukser op om benene. Det kunne umuligt være Emma, da jeg ikke havde lagt nogle hjælpende spor. En ren hoodie med Nike logoet på, som jeg havde taget med, rev jeg over hovedet. Rettede lidt på den så den sad som den skulle, og for ud af badeværelset. 
Lige da jeg kom ud, var Jules allerede i færd med at åbne døren. Kunne Jules måske have ringet til Em? Selvom hvis det var hende, ville jeg stadigvæk ikke stoppe min søgen på Amanda. Ikke når jeg var begyndt. Der var langt endnu, ja. Men det gik mig ikke på. 
Døren gik op foran Jules, imens stod jeg med hvidtåbnede øjne og et galoperende hjerte i baggrunden. Hende der stod i døren var tydeligvis ikke Emma. Det var ihvertfald ikke hendes latter. Hun lød skinger, som når man fik noget rustent til at bevæge sig, eller åbnede end gammel dør. 

"Jeg håber du fik nerverne på spil, min ven." Jeg missede lidt med øjnene, indtil det gik op for mig hvem hun var. Det var Jules kæreste fra college. Sheila. Sort, stort, krøllet hår. Brunlig nuance i huden. Mandel øjne, i samme farve som nødden. Store læber, meget højlydt. Sød pige.
"Det er ikke så'n at jeg har brug for flere overraskelser nu, da.." Jeg smilede skævt til hende. Hun tøffede hen imod med, med sine 7 centimeters høje stilletter på. Hendes arme var spredte, til det blev en slags indhegning rundt om mig. 
"Hvordan vidste hun jeg var her?" Som på en måde var en henvisning til Jules. Han trak på skuldrene uvidende, som han ellers aldrig var.
"Hon, det noget jeg bare ved. Jeg kan tyde det på din aura," Det besvarede ikke just mit spørgsmål. Ventende på et svar, holdt hun blikket på mig, i gang med at finde plads at sidde. 
"Jeg ved ikke om jeg skal føle mig skræmt nu, eller om du bare er ved at blive spåkone," Sheila havde aldrig været nogen hippie. Hendes stil var lidt urban i det. Sådan blanding af edgy og moderne. 
"Søde du bare en af de nemme. Det tydeligt på dig," Hun satte sig i hjørnet af en skrige gul sofa, der stod under et abstrakt billede med hundredevis af forskellige farver. 
En af det nemme? Jeg prøvede på at tyde hendes ord i hovedet. En af de nemme.. Måske virkede jeg desperat? Det fik mig til at skæve til Jules. Stadig som hans svar: Et træk på skuldrene. God damn it.
Kaffen stod på bordet. Duften strejfede min næse. Man kunne nemt se det var latte. 

"Du leder efter noget." Sikker på at Sheila ikke vidste noget, var hun stadig synsk på en måde. Det er utroligt så meget den pige kan. Jeg tippede hovedet lidt til side, som svar.
"Godt råd. Start hvor du fandt det. Det hjælper altid mig," der kunne ikke være chance for at Amanda ville være derhjemme. Desuden ville de have solgt huset. Hendes mor hadede det. Ligesom hun selv gjorde. Måske fandt Sheila bare på noget bullshit. Det er ligegyldigt. Så længe hun stadig levede, gjorde det mig intet hvor hun kunne være. 
Jeg kastede mig bagover i en bred lænestol, i samme farve som sofaen. 

"Du kan overnatte hvis du ikke skal noget andet?" Sagde Jules, for at skifte emne. Han sad nu også ned, men i sofaen ved siden af Sheila. Man kunne godt se, at solen var ved at gå ned, dog selvom det regnede endnu.
"Tak, kan ikke nå tilbage til Emma, inden det bliver mørkt." Jeg blev jo nød til at lyve. Emma skulle ikke have en eneste mulighed for at vide hvad jeg lavede. På samme tid ville jeg også rigtig gerne have nogen til at hjælpe mig. Problemet var bare, om de var de rigtige til opgaven. Ville nok ikke støde på andre jeg stolede mere på, end Sheila og Jules. 
"Vil i hjælpe mig med noget?"