Adoptered af One Direction

One Time, and one time only

*Simons p.o.v*

"Kom ny Mrs. Floyd, de har ikke sunget i snart to uger, lad dem nu bare se hende" vrissede jeg af hende, hun kiggede tænkende på mig.

"Nej, det kan godt være at de ikke har sunget, men det handler også om principper" sagde hun og vendte sig om mod mig.

"Jeg er fuldkommen ligeglad med dine 'principper' vi skuffer dem og deres fans, hvis du havde været hjemme hos dem, kan du se hvordan de har det. Se hvor kede af det de er, især Liam. De fik ikke sagt ordenligt farvel, de er ikke klar til at stå foran 60.000 fans, og synge natten lang. Så jeg ber dig, lad dem nu se hende" bad jeg hende, hun kiggede strængt på mig.

"De må se hende en gang, en gang, men jeg tager med" sukkede hun.

"Yes, du ringer og aftaler det med der hvor hun bor, sig vi kommer iddag, og jeg ringer til drengen" sagde jeg og før hun nogede at svare var jeg ude af døren,

"Louis gør jer klar, i skal se April"

*Louis P.O.V*

"Drenge kom herned, vi skal se April" råbte jeg. De kom alle løbende ned, med sur ansigter.
"Louis, det laver man ikke sjov med" vrissede Harry.
"Nej nej. Men Simon ringede vi må se hende en gang, idag, inden vi tager i lufthavnen køre vi forbi hende" sagde jeg og ventede på deres reaktion. Enden de noget at svar, ringede det på døren, og der stod Paul.
"Kom så drenge, jeres prinsesse venter" sagde han, og vi løb alle ud i bilen.

*Skipper køre turen*

Vi havde kørt i omkring en time, da vi stoppede ude foran et hus, eller det er nok mere 'huset' det er der hun bor nu.
Efter et par minutter åbnede døren sig, og et der stod hun.

*Aprils p.o.v*

"i dag, for du besøg, men vi siger ikke hvem det er" Kom damen som boede her og sagde, hun hed hvis Karen Sh..cul...burg. tror jeg. Jeg kiggede på hende mens der løb en tårer ned af min kind.
"Savner Far" græd jeg, "Shhhh. Honey, det skal nok gå" tysede hun på mig, mens hun tørede mine tårere væk. Der kom nogen lyde udefra, som en bil der kørte på stenene.
"Jeg tror de kommer nu" sagde hun og bar mig nedenunder. Hun satte mig ned, og gik ud for at åbne døren.

Jeg gik over til vinduet, og kiggede ud for at se hvem det var. "Far" hviskede jeg, og løb hen og skubbede min værelses dør op, jeg løb ned af trapperne så hurtigt jeg kunne. Jeg strakte mig så meget, at jeg lige kunne nå håndtaget. Jeg kom ud og der stod de. Min Familie.

"FAR"

*Liam P.O.V*

Vi havde kørt en times-tid, og kom nu til det sted hvor April boede. Jeg fattede stadig ikke at vi skulle se hende igen. Jeg skulle se min Baby. Og nu kommer men-et, der er jo altid et pokkers men.s Selvfølgelig skulle Mrs. Floyd med, jeg var glad over at skulle se April, og hvis det betød hun tog med, var det vel fint nok. Fordi hun tog med, tog Simon med, og Paul tog oggså med, da han passede på os alle.

Vi kom ud af bilen og strakte os et sekund, så vores omgivelser, og var klar til at gå ind. Jeg vendte mig om mod bilen, jeg kunne ikke. Hvis hun var kommet vidre, så kom jeg og ødelagde det hele, de andre kunne se hende. Men hvis jeg ser hende igen, ville jeg aldrig kunne give slip igen. Jeg ville alrdrig kunne sige farvel, til min baby. "Jeg kan ikke" sagde jeg og gik hen mod bilen. Jeg skulle til og stige ind da en råbte.

"FAR"

Jeg vendte mig om og der stod hun, min egen engel. Hun gik hurtig ned af trapperne og hendes små fødder løb her over. Jeg løb hen mod hende og satte mig på huk. Vel vidende mine tårer allerede løb ned af mine kinder. Og nu lige nu, var hun i mine arme igen. Hun var der, og ville alrdig forlade dem igen.

"Far, savner dig" hviskede hun.
"Åhh Bab-girl. Jeg savner også dig" sagde jeg og kyssede hendes pande. Jeg slap hende, og så ind i hendes smukke klare øjne.

"April cup-cake. Kan jeg få et kram" kom Louis grædende hen og spurgte. Og med et var hun i hans arme. Og sådaqn forsatte det, indtil Mrs. Floyd.

"Mrs. Floyd, tilgiver dig" sagde hun. Hvordan kunne April, tilgive Floyd, hvordan kunne hun sige det var okay.
"Tak April, men du bliver nød til at vide at i skal til og sige farvel, for altid. De skal ud og nå et fly" sagde hun, en vrede fandt sted inden i mig. Hvordan? hvordan fanden kunne man tillade sig selv at sige sådan noget, til et lille barn?

April kom hen og krammede os alle, og vi sagde hver farvel. Tårerne lave kap-løb ned af alle vores kinder. Til sidst endte vi alle i et gruppekram. Mig, April, Louis, Harry og Niall, mens vi græd vores øjne ud igen.

*Mrs. Floyds P.O.V*

"Mrs. Floyd, tilgiver dig" kom bedårnde lille April hen og sagde, men hvordan. Hvordan kunne hun tilgive mig, jeg var målløs. Men sagde hvad der skulle siges, for at vi alle kunne komme vidre.
"Tak April, men du bliver nød til at vide at i skal til og sige farvel, for altid. De skal ud og nå et fly" sagde jeg, og så tårene komme frem i hendes øjne, hun løb over og sagde farvel til Paul, Simon, Niall, Harry, Louis og til sidst Liam, de 5 endte i et gruppekram.

Man kunne høre en lille hvisken, som sagde hvor meget de elsker hende, og altid ville huske hende. Jeg kiggede ned i jorden og op på dem igen. Jeg vidste godt hvad jeg gjord var forkert, nej forfærdeligt. Men jeg parrede par ordre, hvis jeg bestemte blev de sammen, jeg mener hellere det end det her. Alle piger i verden hader mig, det er hårdt, og jeg kan ikke engang fortælle sandeheden.

Jeg kiggede på dem en sidste gang. "Drenge vi skal afsted" sagde jeg.
"Ja ja... Vi kommer nu" snøftede Niall. De gik alle forbi mig, og de havde alle det samme udtryg i hovedt, de var sur, rasende, kede af det, men mest skuffet.
Jeg kiggede over på April, som stod ved siden af Mrs. Shculburg, hun græd så forbande meget, jeg var et ondt menneske. Et ondt menneske der ikke kunne gøre det her.

"VENT!" råbte jeg, de gik alle ud af bilen, og kiggede mærkeligt på mig.
"Jeg kan ikke gøre det her, jeg kan ikke ødelægge den her fantatiske familie, eller den lille piges liv. Jeg er så ked af det, jeg ved det var forkert, men jeg fulgte bare mine ordre, jeg forstår godt at i er virkeligt rasende på mig, men April skal med jer hjem, hun skal hjem til sin familie" sagde jeg, og kiggede på dem. De lyste alle op i et smil, sammen gik de ind og pakkede hendes ting. 

"Du gjord det rigtige Cheryl, du bragte dem sammen" kom Simon hen og sagde mens vi kiggede på dem.
"Tak, og hvis det ikke gør noget ville jeg gerne køre tilbage og pakke mine ting, for det her er ikke mit job mere, det er slut nu" sagde jeg, han nikkede og gav mig et venligt kram