"Men vi flyttede altså til Danmark, og det var ikke så slemt igen", afsluttede min lillebror, sin ekstremt lange forklaring om, hvordan han havde det med at flytte til Danmark. Vi sad rundt om bordet og spiste.
De voksne begyndte igen at tale om kedelige ting, såsom vejret, regninger, deres børn som var blevet store. Jeg skulle til at brække mig. Børn som bliver store, det er faktisk det vi gør!
Jeg sad ved siden af Nina, Cameron's lillesøster og selveste Cameron Cage, i egen høje person, sad ved min anden side.
"Hvad med dig Isabella?".
Jeg vendte min opmærksomhed mod Savannah. Jeg kunne godt se, at Cameron havde sine øjne fra sin mor.
"Hvad med mig?", spurgte jeg forvirret. Jeg havde siddet i mine egne tanker.
Hun grinede kort over min uopmærksomhed.
"Hvordan havde du det med, at flytte til Danmark?".
Wow... Det er der aldrig, og jeg gentager aldrig, nogen der har spurgt mig om. Jeg kunne ikke fortælle sandheden, for så ville min mor og sikkert også far komme efter mig.
"Jo altså", startede jeg, da jeg mærkede et ben, som ramte mit. Jeg så kort over på Cameron, som smilede et djævelsk smil. Igen vendte jeg min opmærksomhed mod hans mor.
"Jo altså, jeg havde det rigtig godt, ovre i New York", startede jeg forsigtigt, men holdte en kort pause, da Cameron begyndte at køre sit ben op og ned af mit.
"Jeg havde en masse dejlige venner, og vi boede et fantastisk...", jeg stoppede, da mit lår registrerede en hånd, som tog plads. Jeg pustede ud. "Sted, et fantastisk sted. Og jeg var glad for min skole, eleverne, lærerne, lektionerne, det hele".
Hans hånd kørte langsomt op ad. Jeg vidste at det her var hans hævn, for det åndsvage farvekridt. Jeg kunne ikke tænke på andet end hans hånd. Det sendte elektriske stød gennem min krop. Gad vide om de andre kunne se hvad der foregik?
"Så jeg blev en del ked af det, da jeg hørte at vi skulle flytte". Min hånd greb hans, eftersom han var nået alt for langt op ad mit lår. Jeg prøvede at flytte hans hånd, men den rykkede sig ikke. "Men jeg er blevet glad for det her sted, selvom der er nogen, som jeg ikke kan døje", afsluttede jeg.
Cameron klemte om mit lår, da det sidste ord havde forladt mine læber. Et lavt gisp undslap mine læber. Min mor sendte mig et mærkeligt blik, inden hun slog hænderne sammen.
"Nåda. Men hvor længe har I så boet i Danmark?". Og så startede den kedelige samtale, som jeg ville gøre alt for at undgå.
Nina rejste sig og gik ovre til Cameron. Hun hviskede noget til ham, som fik ham til at udstødte et kort grin.
"Det må du da spørge hende om", sagde han, og nikkede mod mig.
Nina vendte sig mod mig. Hendes tykke kinder blussede op, hvilket var så ekstremt sødt, så jeg stærkt overvejede, at Cameron's familie måtte have adopteret hende, da hun og Cameron, på ingen måde kunne være i familie.
"Vil du vise mig toilettet?", spurgte hun genert, og så ned på sine hænder.
"Ja, selvfølgelig vil jeg da det".
Jeg holdte min hånd ud, som hun forsigtigt tog i mod og fulgte med mig op til toilettet.
"Vil du vente på mig?", spurgte hun, og kørte sine hænder rundt om hinanden. Hun var alt for sød, jeg kunne slet ikke holde det ud! Hun og Cameron kunne umuligt være i familie sammen!
Jeg nikkede og sendte hende et varmt smil.
Hun løb ind på toilettet, mens jeg stod og ventede.
Hun blev overraskende hurtigt færdig og vi gik sammen ned i stuen, hvor vi satte os i sofaen. Alle de andre, sad stadig inde i køkkenet.
"Så Nina", startede jeg. "Kan du lide at tegne?".
Hendes øjne blev store og lyste op. "Ja!". Hun nikkede ivrigt.
"Skal vi så ikke finde noget papir og blyanter?", spurgte jeg, og rejste mig op, igen, igen.
Goddamit, jeg får jo meget motion af det her!? Drop fitness, det er rigeligt at gå herhjemme.
Jeg kom tilbage, med papir og blyanter og vi begyndte at tegne. Jeg følte mig ekstremt kreativ, sådan som jeg tegnede et hjerte. Et beskadiget hjerte, som var blevet såret på den værst tænkelige måde, men dog var ved at blive repareret af sig selv.
"Hvad skal det forstille?". Den drillende undertone, i den ellers så chamerende stemme, føltes mere rammende end normalt. Måske var det fordi, at tegningen havde en hvis betydning for mig?
"Et hjerte, som blev knust, men fik bygget sig selv op igen", svarede jeg mumlende.
Cameron's latter fyldte mine øre. Og det sårede en del.
Dog undlod jeg at fortælle ham noget. Eller det vil sige, at jeg prøvede...
"Ja le du bare", sagde jeg hårdt, og rejste mig op. "Du ved ikke hvordan det føles, du ved ikke hvor ondt det kan gøre og ved du hvorfor?", jeg så rasende ind, i hans koncentrerede øjne. Han havde en rynke mellem sine øjenbryn. "Fordi det er typer som dig, der knuser hjerter". Okay, slap lige af Bella. Så agressiv altså.
Selvom at han var et hovede højere end mig, følte jeg mig lige. Selvom han var 10 gange stærkere end mig, følte jeg mig lige. Selvom han var guddommeligt mange gange lækre end mig, følte jeg mig lige.
Ligeværdig.
Jeg var overbevist om, at han aldrig havde hørt noget lignende. Ingen havde nogensinde sagt noget, så personligt til ham.
"But you don't give a fuck", mumlede jeg, og sluttede derved samtalen.
Et lavt suk, undslap mine læber og jeg så kort ind i hans bryst, inden jeg vendte mig om, for at betragte mit mesterværk, hvis man da kan kalde det det. For helt ærligt, så er jeg sku ikke verdens bedste tegner. Lidt realistisk skal man vel være.
En hånd landede tungt, på min skulder. Jeg så tilbage, i et par alvorlige, brune øjne, som borede sig ind i mine.
"Er du okay?", spurgte han med blid stemme.
Hello❤️
It's me...😂
Tænkte på om I kunne li' kapitlet??😅👌 ja, jeg håber da, men skriv, hvis der er noget, jeg kan forbedre😊💞
Det ville være helt perfekt💋,
Husk at stemme!😱😋
Kh miiiiiiggg😘
YOU ARE READING
Players Always Get, What They Want...
Teen FictionBritt trådte frem og afslørede eleven bag sig. Jeg stivnede totalt da jeg så det selvfede smil på læben, det mørkebrune hår, der var sat til perfektion og mørke, flotte øjne, der havde et flirtende glimt. Min. Nabo. Han blinkede til mig, mens jeg...
