Players Always Get, What They Want...

Mig eller ham

"Isabella, slap nu af", prøvede min far som stod ved siden af Jason. Hvordan kunne han bare sige det?

"Nej, han skal ikke komme og ødelægge alting! Han skal ud af huset!". At sige, at jeg var rasende ville være en underdrivelse.

Jason så på mig med et trist ansigtsudtryk. Men han kunne godt spare sig, jeg faldt ikke for det pis. Ikke igen.

"Bella...", prøvede Jason forgæves.

"Du skal ikke, kalde mig for Bella", hvæsede jeg af ham med en truende, løftet pegefinger.

"Fint, så Isabella", rettede han sig selv og fortsatte med et dybt suk. "Jeg har forandret mig, bare rolig!".

"Forandret dig, min bare røv".

"Skat". Min mor så bedende på mig. Hvorfor var hun også med på det her? Min far havde jeg forventet ville være den eneste som måske kunne finde på det, men min mor? "Han skal bare være her et par uger, indtil...".

En bombe sprang i hovedet på mig. Et par fucking uger!? Jeg nægtede at tro det, efter alt hvad han havde gjordt!? Efter alt hvad han havde gjordt mod mig!?

"Not gonna happen", afbrød jeg hende koldt.

"Jo, han bliver Bella, om du vil det eller ej", kom det bestemt fra min far.

Jeg så rasende på dem alle. Fint, hvis de ville have det på den måde. Jeg kunne sagtens spille det spil de havde gang i. Jeg opfandt det spil.

"Fint, I får valget". Jeg holdte en kort pause, for at vise alvoren. "Mig", jeg så med hadefulde øjne på Jason. "Eller ham".

"Bella", sagde min mor med et smil. Hun troede tydeligvis ikke at jeg mente det. Hun ville blive klogere.

"Vi vil ikke vælge nogen fra", sagde min far træt.

Jason så med rynkede bryn på mig.

Et lille, trodsigt smil viste sig på mine læber. "Fint nok", kom det fra mig, med en undertone der skreg trods og foragtelse. "Så vælger jeg for jer". Selvom de teknisk set valgte, da de ikke svarede.

Og med de ord, var jeg på vej ud af køkkenet. Dog kom jeg i tanke om en lille provokerende detalje, som jeg ikke kunne holde tæt med.

"Forresten, så fór jeg vild i Norge en nat og sov ude i en hytte med en fyr".

Så gik jeg op på værelset, selvom min far råbte efter mig. Min mor spurgte bare hvilken dreng, men jeg svarede ikke.

Det Jason havde gjordt, var utilgiveligt. Han skulle ikke komme og tro, at jeg bare ville ligge det bag mig. Nej, jeg ville aldrig se ham i øjnene med samme blik igen, jeg ville aldrig tilgive ham.

Aldrig.

Jeg tog min sportstaske op fra gulvet. Hurtigt smed jeg noget tilfældigt tøj ned, mens jeg prøvede at lade vær med at skrige af raseri.
Efter at have smidt noget tilfældigt tøj ned i tasken, samt et par toilet ting, lagde jeg tasken under min seng for at gemme den. De skulle nok komme til at fortryde, at de ikke valgte Jason fra.

Jeg tog min mobil op og endte på Facebook.
Der stod alt muligt crap, som jeg var røvligeglad med. Altså, at Julie fra klassen var på ferie i Italien og spiste pizza med feta, var ikke særligt nyttigt for mig at vide!?

Det bankede pludselig på. Jeg ignorerede det, siden jeg var fornærmet og sur. Alligevel kom personen ind på mit værelse, uden tilladelse.

"Isabella", Jason's stemme skar sig igennem den øredøvende stilhed.

"Gå". Kort, koldt og kontant. Man skulle tro, at han fattede det, men tydeligvis havde han problemer med det sociale.

"Lad mig nu forklare...", prøvede han og slog ud med armene. "Jeg har forandret mig".

Jeg rejste mig vredt op. "Nej, det tror jeg ikke på! Du kan ikke komme her og tro, at alting bare kan glemmes og tilgives!".

Dramatisk? Ja, men jeg var så ked af det og såret.

"Mor og far har tilgivet mig".

"Ha!", lo jeg hånligt. "De havde næsten intet at tilgive! Kæft hvor er du dum, jeg fortalte dem aldrig om den fest!".

Han så overrasket på mig. "Gjorde du ikke?".

"Nej". Jeg sendte ham så mange dræberblikket jeg kunne. "Og gå nu, jeg gider ikke se på dig mere".

"Men Bella...".

"IKKE NOGET MEN, GÅ UD!", råbte jeg rasende.

Han så forskrækket på mig, men adlød.

Der gik ikke mange sekunder før Robin kom ind på mig værelse.

"Vi skal spise nu", smilede han. Jeg bed mig i læben. Okay, mor og far ville få en sidste chance for at skifte mening.

Der var en akavet, trykket stilhed ved bordet. Jeg var fuldstændig ligeglad, også selvom at det var min skyld.

"Det smager virkelig godt, mor", roste Jason.
Hans falskhed fik mig til at fnyse koldt. Sikke en idiot.

"Hvad er dit problem Bella?", spurgte far opgivende.

"At han er i huset. At I vælger ham frem for mig, efter alt hvad han har gjordt. At I alle sammen er dumme nok til at falde for hans spil!".

Jeg kunne blive ved med at remse ting op, men da far slog en hånd ned i bordet blev jeg stoppet.

"Isabella Smith, nu snakker du ordenligt!".

"Når du har smidt ham ud af huset!", hidsede jeg.

"Nu er det nok!", råbte mor højt. "Op på dit værelse!".

Jeg rejste mig op med så stor kræft, at stolen blev kastet tilbage. "Sig ikke, at jeg ikke gav jer valget", hvæsede jeg følelsesløst. Jeg prøvede da!

Jeg ventede til midnat. Ventede til alle i huset sov, ventede til at jeg var klar. Ventede i håbet om at de ville skifte mening, men det gjorde de ikke.

Jeg vidste, hvor jeg skulle tage hen. Jeg vidste, at jeg ville være velkommen. Jeg vidste, at jeg ville være så tæt på, at jeg kunne se deres reaktion. Jeg vidste, at ingen ville vide, at jeg var der. Jeg vidste, at jeg kunne stole på ham, i hvert fald i denne situation.

Jeg greb min sportstaske og åbnede døren. Jeg smed tasken over på den anden altan og hoppede med. Heldigvis var hans altandør åben, så jeg kunne ved lethed åben den lydløst. En let snorken fortalte mig, at han var der og at han sov. Jeg lukkede forsvarligt døren efter mig og lagde tasken bag hans seng. Så lagde jeg mig i den ene side af dobbeltsengen, der hvor han ikke lå.

Han skulle nok få noget af et chok imorgen...

Hejsa❤️
Håber det går godt derude?👌
Ved ikke hvad jeg ellers skal skrive😂
Men stem og kommenter!💋
Kh miiiiggg😘