Players Always Get, What They Want...

I need your help...

"Lad mig nu køre dig!". Jason kørere frustreret hænderne gennem håret, mens han så bedende på mig.

Jeg rullede øjne. "Nej!".

Han havde spurgt mig 117 gange nu!? Jeg ville ikke have ham til at kører mig i skole, af frygt for at møde Cameron. Men det kunne jeg sjovt nok ikke fortælle Jason, han vidste jo for fanden ikke noget om min lille løgn med, at mig og Cameron var et par.

Eoooowwww.....

"Jeg vil kører dig i skole", Jason lagde armene over kors. Uha, var det så meningen at jeg skulle blive bange for det store pattebarn der stod foran mig med trutmund? Nej vel? Kom igen Jason, der er sku langt endnu.

"Jeg er lige glad, du får ikke lov". Jeg tog mine sorte Vans på, og fandt min cowboyjakke for at tage den over skuldrene.

Jason hævede et øjenbryn. Før jeg kunne reagere havde han taget min skoletaske og var gået ud af døren.

Den satans... argh!

Jeg løb efter ham og så ham sidde inde i bilen med min skoletaske.

"Sit dig ind", kommanderede han. Jeg bed mig i læben. Kattens også...

Jeg satte mig fornærmet ind i bilen. Den klaptorsk... den irriterende, dobbeltmoralske, mandssjovenistiske, hårdtkørende, søn af en klaptorsk.

Han trådte på pedalen, og vi kørte af sted mod skolen. Han prøvede hele tiden at starte en samtale, men jeg sad med næsen i sky, ville overhovedet ikke snakke med ham. Da vi så endelig ankom til skolen, skyndte jeg mig ud af bilen. Jeg sagde ikke engang tak for liftet. Cameron var heldigvis ingen steder at se. Endnu. Jeg skulle have fat i ham på et tidspunkt idag.

Klokken ringede og jeg stod stadig på parkeringspladsen til skolen. Fuck, nu ville jeg kommer for sent igen!

--------------------------------------------

"Cameron!". Han vendte sig om, og så på mig. Han hævede et øjenbryn og jeg vinkede ham hen mod mig. Det virkede til at han forstod hintet, dog så han også en smule forvirret ud. Forståeligt nok, jeg kaldte typisk aldrig på ham.

"Hvad så, prinsesse", smilede han, og lænede sig op af skabene. Fra denne vinkel, så han egentlig virkelig flot ud. Skyggerne faldt perfekt over hans ansigt, og gjorde hans smukke kindben endnu tydligere... hans mørke øjne var fangende, hans læber havde totalt kyssepotentiale og...

Vent, hvad? Hvad skete der lige? Stop så dig selv, Bella.

"Jeg har sådan lidt brug for din hjælp...", sagde jeg, og blev pludselig genert. Det var ret så akavet, og jeg var ikke sikker på, om jeg alligevel havde lyst til at fortælle det.

"Jear...". Cameron ventede på, at jeg skulle fortælle mere.

"Jeg sådan skændes med Jason... og så spurgte han ind til dig, og det virkede som om at han synes, at jeg ikke skulle tilbringe min tid med dig såe...", jeg bed mig i læben. "Jeg sådan... måske... sagde at vi var... du ved... sammen...".

Sådan! Nu var det sagt. Aldrig havde jeg følt mig mere akavet! Og Cameron gjorde det ikke bedre ved at grine mig lige op i ansigtet.

"Sammen som i, sammen sammen?", spurgte han, mens han prøvede at lade vær med at grine. En umulig opgave.

"Ja!". Jeg slog ham på armen. "Og hold så op med at grine!".

Han lagde sin håndryg for munden. "Du har ret. Undskyld...", han prøvede virkelig på at holde det inde. Det skal han da have. Men han var virkelig dårlig til at lade vær med at grine.

"Så hvad skal du så have hjælp til?", spurgte han med det største smil på læben. Han vidste vidst godt hvor denne samtale ville ende: et sted, hvor han rigtig gerne ville hen.

"Jason sagde det til mine forældre... og nu vil de sådan have dig til at komme til middag og sådan noget...", jeg så ned i på mine tæer. Pinligt kunne slet ikke beskrive denne situation.

Cameron's varme hånd rørte pludselig ved min kæbe. Han tvang forsigtigt mit ansigt opad, så han kunne se mig i øjnene. Alt morskab var forsvundet, og erstattet med alvorlighed og blidhed.

"Så du vil have mig til at spille din kæreste?", spurgte han lavt.

Jeg nikkede langsomt, mens jeg bed mig i læben.

Cameron's øjne faldt automatisk på mine læber, og jeg følte pludselig trang til at have nærkontakt med ham. Trang til at mærke hans stærke arme om mit liv, hans faste greb om min hånd. Jeg rystede tanken af mig, da han igen så mig i øjnene.

"Jamen det lyder da spændende", sagde Cameron, mens et flirtende smil langsomt tog form på hans ansigt. "Og yderst interessant...". Han kneb øjnene sammen. "Jeg regner med at komme i aften så". Og med de ord gik han ned af gangen, hen til Lasse, som sende ham et uforstående blik.

Det skulle jo nok ende godt... Cameron, min "kæreste" skulle være i mit hus... med mine forældre, som er værre end politiet til at afhøre folk...

Heeeeyyyy derude!❤️
Et lille kapitel til dem som stadig er vågne!😵 det er det gode ved ferier... man kan være oppe til kl. lort om aften😂 TILLYKKE MED FØZ'DAGEN @juliehanseen
Såe.... jeg håber stadig at I vil læse med, når jeg forhåbentlig snart opdatere igen🙈
Stem og kommenter!💋
Kh miiiiiigg😘