Players Always Get, What They Want...

Flyttet

I New York var mit liv perfekt... Jeg var ikke ligefrem den populære pige, men folk kendte mig, vidste hvem jeg var. I hvert fald de folk, som var vigtige for mig. Jeg havde en masse gode venner, men ingen bedste veninde. Ingen kunne klarer min totalt akavede, mærkværdige person. Kæreste havde jeg ikke haft på i snart tre år, hvilket passede mig fint. Single, and ready to mingle! Hvis der var nogen, som faldt i min interesse. Hvilket var ret usansynligt. Jeg havde altid fået af vide, at jeg var meget kræsen, når det gjalt drenge. Men det havde jeg efterhånden accepteret, nogen skal jo være det, som min mor altid siger.

Det var hende, som først fik arbejde i Danmark. Derefter blev min far forflyttet til Danmark, så vi kunne flytte. Selv efter mine mange, mange, mange diskussioner, klager og dramascener, så kunne jeg ikke overtale dem til, at lade vær. Min 11 årig lillebror, Robin, havde et kæmpe raserianfald, og så var det det. Efter min far lovede ham, at han fik en ny actionfigur OG en chokoladekage, så klagede han ikke mere. Sådan at efterlade sin storesøster alene! Forræder!

Men verdens sødeste forræder, med sine små fregner og glatte, meget lysebrune hår. Fregnerne havde han nok fra min mor, ligesom jeg havde. Hverken Robin eller mig lignede min far, det eneste er næsen. Vi havde begge min fars næse.

"Isabella!? Er du snart klar? Vi skal være i lufthavnen om en time!", råbte min mor gennem hele huset. Hun gør det så tit. Men når jeg begynder at råbe, så er der en skideballe på vej.

Jeg sukkede irriteret. "Ja! Jeg kommer om lidt! Lad mig nu sørge altså", råbte jeg tilbage til hende.

"Stop så med at råbe!", min fars replik hver gang, at vi råber af hinanden.

"Stop så med at være så dobbeltmoralsk". Flabet. Mit mellemnavn.

Jeg hoppede ned fra min elskede vindueskarm, hvor jeg havde tilbragt meget tid, ved at sidde på, og se ud over parken. Men nu var det slut med det. Mit liv skulle forandres en del. Gid jeg havde kæmpet hårdere for at blive i New York.

Et par timer senere, sad vi flyveren, på vej til Danmark. Jeg sad sammen med min lillebror, og en eller anden mand, som snorkede irriterende meget. Det krævede virkelig meget, for at jeg ikke slog ham hårdt. Mine forældre sad længere fremme og de sad med en fyr, som faktisk var rimelig pæn. Desværre kunne jeg ikke rigtig se ham fra mit eget sæde. Det gjorde mig faktisk ikke noget, men det er altid rart at have en god udsigt. Om ikke andet så en mindre larmende, som min siddemakker der også er begyndt at savle lidt.

"Jeg vil vælge værelse først", var min første, strenge replik, da vi satte os ind i den nye bil. Jeg slot armene omkring mig. Hvorfor var der ingen der havde fortalt mig, at det var så koldt i Danmark?

"Jaja, nu finder vi ud af det", sagde min mor og smilede til mig. Hun vendte sig om igen, hvilket måske var meget godt, for ellers havde hun set min grimasse, jeg lavede af hende.

"Jeg skal nok finde det bedste værelse", mumlede jeg og så ud af vinduet.

Da bilen endelig stoppede ude foran vores nye hus, havde jeg ikke tid til at se på det. Jeg nåede kun at opfatte at det var kedeligt hvidt. Jeg havde nøglen til huset, altså: jeg havde chancen for det bedste værelse. Jeg nærmest bankede døren ind, løb op af trappen frem og tilbage mellem rummene. Først da jeg fandt et stort værelse, med en altan var jeg solgt.

"HELLE FOR DET HER VÆRELSE!".

Det var vidst fint nok med de andre. Min mor og far fik det største værelse og min lillebror fik et med udsigt ud over gaden, da han altid har elsket biler.

Jeg fik alle mine ting op på værelset. Det lå dog i papkasser, så det var det der var på mit værelse. Papkasser... Ret trist. Men jeg fik pakket min seng ud, og stillet den over til altanen. Min seng, min eneste bedste ven, som altid har været det. Den har aldrig forrådt mig, bagtalt mig, afvist mig, eller noget andet. Den har kun været trofast, og dejlig. Jeg. Elsker. Min. Seng. Over. Alt. På. Jorden. Men helt ærligt, hvem gør ikke det?

Jeg kastede mig ned i sengen. For første gang så jeg ud af vinduerne til altanen og sukkede dybt. Der var en altan lige over for min. Kan vi ikke bare satse på, at det er en sød pige på min alder, der bor der? Det gør vi. Hun skal også gå på samme skole som mig, for så ville jeg da kende en. Desværre så er det sjældent, at det går som man håber på.

Hey hey mennesker❤️
Håber at I har det godt??👌🙈
Det var det første kapitel i serien... Håber I kunne li' det??😅😂💞
Ved godt at der ik' skete så meget, men ha' tålmodighed. Det skal nok komme😱😏❤️
Jeg skal til Island i 10 dage, og jeg ved ik' om der er internet, så bliv ik' skuffede hvis der ik' kommer et kapitel foreløbig😂❤️☝️
Kh miiiiiiiggg😘