Players Always Get, What They Want...

Dinner with "boyfriend"

Jeg havde taget et par sorte, tætsiddende bukser og en sød, hvid skjorte på. Mit hår hang løst, så jeg kunne gemme mig bag det, hvis det blev nødvendigt. Hvilket det nok blev.

Det ringede på døren. Jeg så ind i mit spejlbillede, og nikkede til mig selv. Nu ville helvede bryde løs. Hurtigt hoppede jeg ned af trappen for at byde ham velkommen. Men selvfølgelig havde min mor allerede åbnet døren og stod nu og snakkede med ham.

Jeg stoppede da jeg så ham. De stramme, mørkeblå bukser, den sorte skjorte, hvoraf de øverste knapper var knappet op fik ham til at se afslappet og overraskende tiltrækkende ud. De brede skuldre og den stærke hals var tydeligt markeret. Hans smil, som var overvældende og imødekommende. Hans øjne skinnede som tusind stjerner og hans hår var sat til perfektion.

Han så pludselig på mig og smilede bredt.
Jeg blev en anelse genert og smilede kejtet tilbage. Han havde lige taget mig i at stirre på ham. Fantastisk.

"Hej smukke", mine øjne blev store. Han kaldte mig bare ikke lige 'smukke' foran min mor! Bad move Cam, very bad move. Min mor vendte sig omgående om.

"Hej Bella", smilede hun. Cameron sneg sig forbi hende, og gik hen mod mig. Bag hans ryg lavede min mor et 'godt gået'-tegn med hånden. Pinligt var min mors mellemnavn.

"Hey Cam...". Han afbrød mig, ved at lægge sine læber på mine. Jeg var i chok, men trak mig ikke. Hans bløde læber arbejdede godt sammen med mine. Mine hænder gled op i hans hår og det gik aldrig op for mig, at jeg burde stoppe. Hans hænder hvilede tungt på mine hofter og skubbede mig tættere op af ham.

Først da Cameron trak sig, med et sjofelt smil på læberne gik det op for mig, hvad der lige skete.

"Hvad har du gang i!?".

Han bed sig i læben. "Jeg spiller min rolle", svarede han og blinkede. Min mor var for længst gået ud i køkkenet, så vi stod alene.

"Hvad mener du med det!?", udbrød jeg hviskende.

Han smilede. "Baby, vi er kærester. Kærester kysser", svarede han bare.

Jeg åbnede munden, og lukkede den så igen. Damit... han havde jo ret.

"Hvad ved du om det, du har aldrig haft en rigtig kæreste!", svarede jeg mut.

Han smilede bedrevidende. "Der er meget du ikke ved om mig, smukke", svarede han og gav mine hofter et klem, inden han gik ind i køkkenet.

Jeg så måbende efter ham. What!? Har han haft et seriøst forhold?! Arrrhh, han tog sikkert pis på mig. Eller, det tror jeg da nok.

Aftensmaden gik som planlagt. Mine forældre spurgte ind til Cameron og hans familie. Han svarede høfligt og hvis ikke jeg havde kendt ham, ville jeg faktisk sige at han var en rigtig chamerende, ung fyr.

"Men hvordan kom I sammen? Hvornår skete det?", spurgte Jason pludseligt. Der blev helt stille. Cameron så på mig, som havde travlt med at dræbe Jason med øjnene. Mine forældre så afventende skiftevis på mig og Cameron.

"Jov... nu skal I høre", begyndte jeg min løgnehistorie. "Det var oppe i Norge-".

"Faktisk", afbrød Cameron. "Så havde vi allerede gang i noget inden vi tog til Norge". Han smilede skævt til mig, som anstrengt smilede tilbage.

"Ja, det er også rigtigt. Men da vi var i Norge, begyndte det at blive mere... seriøst". Jeg bed mig i læben af stress. Alle gloede afventende på mig, og jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle finde på at sige.

"Det var fordi vi sov sammen, og så...", startede Cameron, uden at tænke over hvor forkert det lød. Min mor så chokeret på ham og min far tabte gaflen.