deep blue eyes

17.

Jeg vågnede med en underlig fornemmelse i kroppen. Anthon lå heller ikke ved siden af mig. Jeg satte mig op og tog mig straks til hovedet. Det gjorde virkelig ondt. 

Mit tøj lå og flød på gulvet men Anthons var der ikke. Hvor var han henne?

Jeg tog en t-shirt fra Anthons skab og gik nedenunder. Han var ikke i køkkenet, så jeg gik videre ind i spisestuen.

Jeg smeltede og et kæmpe smil bredte sig på mine læber. Et par hænder lagde sig om mine hofter. "Godmorgen smukke" sagde han og kyssede mig på kinden. 

"Eeej det skulle du ikke have gjort" sagde jeg.

"Du er så beskeden. Sophie sagde du godt kan lide overraskelser" sagde han og vendte mig om så jeg så ind i hans øjne. 

"Hvad? Har du snakket med hende?" spurgte jeg.

"Mhmm. Jeg skulle jo vide hvad du kan lide" sagde han og blinkede. Hvor var han charmerende.

På spisebordet lå der en stor buket roser og han havde lavet brunch. Præcis som man ser i kærlighedsfilm, men det her var bare virkelighed.

"You are the sunshine of my life" sang han og jeg fniste. Hvor var jeg forelsket.

Men det føltes en lille smule forkert. Bare lidt, efter det der var sket mellem os og den lange pause. Prøvede han at købe mig tilbage? 

Jeg prøvede at nyde hans selskab og lade være med at tænke så meget over det, men det var ret svært.

Efter vi havde spist skulle jeg til at tilbage til Sophie. Anthon fulgte mig ned til toget.

"Rebecca?" sagde han og så ned i jorden. "Ja?" svarede jeg og tænkte om der var noget galt.

"Jeg.. Jeg elsker dig" sagde han med et nervøst smil. Hvad? Kunne det virkelig passe?

Jeg smilte og løftede øjenbrynene, som et er du seriøs?

"Jeg har aldrig haft det sådan her med en pige før. Jeg ved ikke hvad det er du gør ved mig, men.. Jeg elsker det og dig". Mit hjerte bankede med 10.000 km i timen og jeg var fyldt med glæde. "Der er også noget jeg skal spørge dig om.." sagde han og bed sig i læben. Åh nej, nu slutter glæden tænkte jeg.

"Vil du.. Jeg tænkte på.." sagde han og så på mig med et blik jeg ikke kunne tyde. "Hvad?" spurgte jeg lidt utålmodigt. 

"Vil du være min kæreste?".

Tiden stod fuldstændig stille. Jeg tror mit hjerte stoppede. Alting gik i stå. 

Anthon Edwards Knudtzon havde lige spurgt om jeg ville være hans kæreste. Det måtte være løgn.

"Virkelig?" sagde jeg, måske en smule for overrasket. "Jeg mener det, Rebecca" sagde han og smilte. 

"Selvfølgelig vil jeg det" sagde jeg og kyssede ham. Kysset var gengældt og sådan stod vi i et stykke tid, indtil toget kom. Jeg ville ikke sige farvel.

"Jeg ringer senere, det lover jeg" sagde han og holdt mine hænder i hans. "Okay" sagde jeg og kyssede ham en sidste gang. 

"Jeg elsker dig, Rebecca" sagde han med et kæmpe smil på læben. "I lige måde" sagde jeg og blinkede. Jeg havde aldrig været så forelsket.

----------------------------------

TUSIND TAK FOR 1.2K!! Jeg ved godt det ikke er så meget i forhold til andre fanfics, men for mig er det kæmpe stort. Tak til alle der læser med, det betyder virkelig meget <3